Som forælder kan du have ret til orlov med dagpenge, hvis dit barn er dødfødt eller dør inden det fylder 18 år.
Siden 1. januar 2021 kan du som forælder have ret til orlov med dagpenge i 26 uger, hvis dit barn er dødfødt – typisk efter den 22. graviditetsuge - eller dør inden det fylder 18 år. Det kaldes sorgorlov.
Lønmodtagere, skal opfylde tre betingelser for at få dagpenge under sorgorlov:
- Du er ansat på den første dag i din orlov eller dagen før.
- Du har arbejdet i mindst 160 timer inden for de seneste fire hele måneder før orloven.
- Du har arbejdet i mindst 40 timer om måneden i mindst tre af de fire måneder.
Selvstændige skal opfylde disse tre betingelser for at få dagpenge under sorgorlov:
- Du har arbejdet i mindst 18,5 timer om ugen i mindst 6 måneder inden for de sidste 12 måneder.
- Du har arbejdet mindst 18,5 timer om ugen den seneste måned, før du går på orlov.
- Der er overskud i din virksomhed.
Du har mulighed for at arbejde helt eller delvist under orloven, og du kan også veksle mellem arbejde og orlov i 26 ugers perioden, men du kan ikke forlænge eller udskyde den del af orloven, som du ikke bruger.
Løn
Nogle private arbejdsgivere har i kontrakt, personalehåndbog eller lokal overenskomst forpligtet sig til at betale løn under sorgorlov. Betingelsen for at modtage løn vil fremgå af, hvad der lokalt er aftalt og af, at arbejdsgiver i stedet kan få dagpengerefusion.
Er du ansat efter overenskomst på statens, det kommunale eller det regionale område - kan du som forælder/adoptant få fuld løn i op til 26 uger, hvis dit barn er dødfødt elle hvis du mister et barn under 18 år. Det er blevet aftalt ved OK-21
Varsel
Arbejdsgiver skal hurtigst muligt have besked om, hvor længe du vil holde sorgorlov. Herefter vil du modtage et brev fra Udbetaling Danmark i din digitale postkasse, når din arbejdsgiver har indberettet orloven.
Får du ikke løn under orloven, får du i brevet besked om, hvordan du søger dagpenge. Du skal søge dagpenge senest 8 uger efter din første dag på orlov.
Husk også hurtigt at give din arbejdsgiver eller Udbetaling Danmark besked om ændringer, hvis din situation ændrer sig. Det kan fx være, at du begynder at arbejde helt eller delvist under orloven, eller du vælger at holde ferie med fx løn eller feriepenge. Hvis du ikke giver besked hurtigt, kan du risikere at skulle betale penge tilbage.
Har du mistet dit barn i 2020
På Borger.dk kan du læse mere om reglerne, hvis du har mistet dit barn i 2020.