Ferie
Du kan som udgangspunkt ikke holde orlov og ferie samtidig, da barsels- og adoptionsorlov ifølge ferieloven er en feriehindring. Din arbejdsgiver kan derfor ikke varsle ferie for en periode, hvor du er på barsels- og adoptionsorlov.
Hvis du ønsker at holde ferie, mens du er på orlov kræver det, at du efter aftale med din arbejdsgiver stopper med at holde orlov og holder ferie i stedet for.
Overførsel og udbetaling af ferie
Du kan overføre op til 4 ugers ferie, hvis du er hindret i at holde ferie på grund af barselsorlov helt op til ferieafholdelsesperiodens udløb den 31. december. Det er din arbejdsgiver, som skal give besked til Feriepengeinfo om, hvor mange dage der skal overføres.
Overførsel af ferie
Alle ansatte har mulighed for at overføre 1 uges ferie til det efterfølgende ferieår i henhold til ferieloven.
Feriehindret
Hvis du har været feriehindret på grund af længerevarende barsel, kan du i særlige tilfælde få udbetalt feriepenge samtidig med, at du modtager barselsdagpenge. Det kræver dog, at du har været feriehindret i to ferieafholdelsesperioder i træk. Det betyder, at du skal have været feriehindret frem til den 31. december i den første ferieafholdelsesperiode og stadigvæk være ferieforhindret den 31. december året efter.
Hvis orloven er afbrudt mellem de to ferieafholdelsesperioder, kan ferien ikke udbetales. Det samme er gældende, hvis du får udbetalt feriegodtgørelse fra et ophørt ansættelsesforhold.
Feriekonto
Hvis du har spørgsmål til udbetaling af feriepenge på grund af feriehindring, anbefaler DM, at du kontakter FerieKonto.