Ret til fravær fra arbejde i forbindelse med fertilitetsbehandling
Hvis man skal undersøges eller behandles for barnløshed, som skyldes sygelige forhold, har man ret til fravær med løn efter de samme regler som ved almindelig sygdom.
Man skal så vidt muligt forsøge at placere undersøgelserne og behandlingen uden for arbejdstiden, så det er til mindst mulig gene for arbejdsgiver. (Dette er selvfølgelig ikke altid muligt).
Retten til fravær med løn er betinget af, at man selv skal undersøges eller behandles. Er dette ikke tilfældet har man ikke ret til fravær men kan evt. aftale med sin arbejdsgiver at bruge ferie eller afspadsering for at kunne tage med sin partner til undersøgelse og/eller behandling.
Arbejdsgiver kan få refusion efter de almindelige regler når en medarbejder er syg. Dvs. efter 30 dages sygefravær.
Der kan i nogle tilfælde indgås en § 56 aftale til en medarbejder som er i behandling på grund af barnløshed. Behandlingen skal være besluttet før ansættelsestidspunktet. Det er kommunen som kan godkende en § 56 aftale. En sådan aftale som vil give arbejdsgiver ret til refusion fra medarbejderens første fraværsdag forbundet med fertilitetsbehandlingen.
Besked på arbejdspladsen om påbegyndt fertilitetsbehandling
DM anbefaler, at man oplyser sin arbejdsgiver om, når man er startet i fertilitetsbehandling.
Ønsker man ikke at oplyse sin arbejdsgiver om, at man er i fertilitetsbehandling f.eks. fordi man synes det er en privat sag, så risikerer man at afskære sig fra ret til betalt fravær og forringe beskyttelsen mod opsigelse.
Beskyttelse mod opsigelse under fertilitetsbehandling
Medarbejdere i fertilitetsbehandling er på samme måde som medarbejdere der er gravide, særligt beskyttet efter reglerne i ligebehandlingsloven. Det betyder, at en opsigelse ikke må være begrundet i fertilitetsbehandlingen.
Beskyttelsen begynder på det tidspunkt, hvor fertilitetsbehandlingen påbegyndes (altså ikke i udredningsfasen). Beskyttelsen gælder begge partnere – uanset hvem der er årsag til barnløsheden.
Hvis en arbejdsgiver opsiger en medarbejder som er i fertilitetsbehandling, har arbejdsgiveren bevisbyrden for, at afskedigelsen ikke har noget med fertilitetsbehandlingen at gøre. Denne bevisbyrde, kan være svær for arbejdsgiver at løfte når han har kendskab til fertilitetsbehandlingen.