Når du går på barsel, gælder der særlige regler for barselsdagpenge. Her får du overblikket.
For at få barselsdagpenge som lønmodtager skal du opfylde tre betingelser ved starten af din orlov:
- Du skal være ansat på den første dag i orloven eller dagen før.
- Du skal have haft mindst 160 arbejdstimer inden for de seneste fire hele måneder.
- Du skal have arbejdet mindst 40 timer om måneden i mindst tre af de fire måneder.
Derudover er det et krav, at du hver dag tilbringer fysisk tid sammen med dit barn under orloven.
Hvis du får løn under din barsel
Får du fuld løn i en del af din barsel, skal du først søge barselsdagpenge, når arbejdsgiveren stopper lønudbetalingen. Får du fuld løn under hele din barsel, skal du ikke søge barselsdagpenge.
Hvis du forlænger din barsel
Vælger du at forlænge din orlov med op til 14 uger, forlænger du alene friheden. Du forlænger ikke retten til barselsdagpenge. Du kan derfor ikke fordele udbetalingen af dagpengene over en længere periode end de 24 uger, du som udgangspunkt har ret til (plus eventuelle uger, du har fået overdraget).
Har du spørgsmål til dine muligheder, kan du altid kontakte DM’s rådgivning for en personlig gennemgang af dine rettigheder.