Her er de seks principper som skal løfte arbejdsmiljøet i civilsamfundet
En bred arbejdsgruppe med folk fra DM Civilsamfund, Kooperationen, ISOBRO, CISU, Center for Frivilligt Socialt Arbejde, FriSe, Dansk Live og Civilsamfundets Brancheforening har udviklet seks principper, der skal være fundamentet for et sundt psykisk arbejdsmiljø i civilsamfund-sektoren. Foto: Privat
Et sundt psykisk arbejdsmiljø kommer ikke af sig selv – heller ikke i civilsamfundet. Med seks nye principper vil vi i arbejdsgruppen give organisationerne konkrete redskaber til at arbejde systematisk med arbejdsmiljøet og skabe trygge, bæredygtige arbejdspladser, skriver forperson i DM Civilsamfund Kirstine Pedersen
Dette er et debatindlæg. Teksten er udtryk for forfatterens egen holdning.
Civilsamfundet bygger på stærke værdier om fællesskab, engagement og ønsket om at skabe forandring. Det gør vores arbejde meningsfuldt men også krævende. For vi lykkes ikke med at gøre verden bedre, hvis prisen er medarbejdere, der slides ned af stress, uklare roller eller grænseløse arbejdskulturer.
Derfor har en bred arbejdsgruppe med DM Civilsamfund, Kooperationen, ISOBRO, CISU, Center for Frivilligt Socialt Arbejde, FriSe, Dansk Live og Civilsamfundets Brancheforening udviklet seks principper, der skal være fundamentet for et sundt psykisk arbejdsmiljø i sektoren.
Principperne er ikke bureaukrati for bureaukratiets skyld. De er et konkret redskab, udviklet sammen med autoriserede arbejdsmiljørådgivere og til brug for civilsamfundsorganisationer, store som små.
De seks principper handler om at skabe et stabilt fundament, som kan tilpasses både store og små civilsamfundsorganisationer:
Der skal skabes systematik i arbejdsmiljøarbejdet
Det betyder, at arbejdsmiljøet ikke overlades til tilfældigheder eller kun håndteres, når problemerne er akutte. Systematik gør det muligt at opdage udfordringer tidligt og arbejde forebyggende – også på steder uden HR-afdelinger eller store administrative ressourcer.
Høje følelsesmæssige krav skal minimeres
Det er afgørende, fordi mange ansatte i civilsamfundet arbejder tæt på sårbare målgrupper eller med store idealer og personligt engagement. Uden klare rammer kan det føre til stress og udbrændthed. Principperne hjælper med at finde balancen mellem at brænde for en sag – og brænde ud.
Der skal etableres sunde rammer for samarbejdet med frivillige
Dette princip er vigtigt, fordi frivillige er en enorm ressource, men også kan skabe et krydspres for ansatte, der både skal understøtte frivillige og løse egne kerneopgaver. Klare rammer mindsker risikoen for konflikt og sikrer, at samarbejdet bliver en styrke og ikke en belastning.
Fokus på ledertrivsel – også under særlige betingelser
Her anerkendes det, at mange ledere i civilsamfundet arbejder under pressede vilkår, hvor de både skal være faglige fyrtårne, kulturbærere og ofte selv har få ressourcer. Lederne er afgørende for arbejdsmiljøet – og derfor skal deres trivsel ikke glemmes.
Der skal etableres klare rammer om bestyrelsens arbejde
Det er nødvendigt, fordi bestyrelser i civilsamfundsorganisationer spiller en anden rolle end i traditionelle virksomheder. De er ofte både strategiske og driftsnære, og uden tydelige rammer kan det skabe uklarhed og konflikter, som går ud over medarbejderne.
En tryg arbejdskultur skal understøttes
Her binder vi de øvrige principper sammen. En kultur, hvor man kan tale åbent om udfordringer, begå fejl og stille krav til hinanden, uden frygt for sanktioner eller mistillid, er fundamentet for trivsel og bæredygtighed.
Fælles for principperne er, at de giver et fælles sprog og en konkret struktur til at tale om og handle på arbejdsmiljøet, inden problemer vokser sig store.
De seks principper er ikke en garanti. Men de er et skridt i retning af et kulturbrud, hvor vi tør tale åbent om vores udfordringerKirstine Josephine Wambui Mundia Mandrup Pedersen, forperson DM Civilsamfund
Et sundt psykisk arbejdsmiljø er ikke en luksus
Principperne er tænkt som et praktisk redskab, der kan bruges fleksibelt afhængigt af organisationens størrelse og situation. På den måde sikrer de, at arbejdsmiljøarbejdet ikke bliver glemt i en travl hverdag, men i stedet bliver en integreret del af måden, vi arbejder og leder på.
For de små organisationer er det især afgørende, at principperne er tilgængelige og praktiske. Mange steder er der ikke en HR-afdeling, et AMO eller faste procedurer til at opfange problemer. Her kan selv en enkel systematik være forskellen på, om mistrivsel opdages i tide eller ej.
For de store organisationer giver principperne en ramme, der sikrer, at komplekse strukturer og mange aktører arbejder i samme retning.
Et sundt psykisk arbejdsmiljø er ikke en luksus. Det er en forudsætning for både medarbejdernes trivsel og organisationernes bæredygtighed.
Vi ved fra forskningen, at arbejdspladser med gode arbejdsmiljøer leverer bedre resultater. Det gælder også i civilsamfundet, hvor presset fra politiske dagsordener, følelsesmæssigt krævende opgaver og knappe ressourcer kan være særligt stort.
De seks principper er ikke en garanti. Men de er et skridt i retning af et kulturbrud, hvor vi tør tale åbent om vores udfordringer, og hvor vi samtidig har redskaberne til at handle.
I dag lancerer vi principperne. Målet er enkelt: At skabe et fælles fundament for at turde tale åbent om arbejdsmiljø i civilsamfundet og samtidig have redskaberne til at handle på samtalen, så vi kan passe på hinanden, mens vi passer på de sager, vi arbejder for.