Spring menu over

Et opkald før ansøgningen gav Helle jobbet: “Jeg nåede aldrig at sende ansøgningen”

Ringe På Jobopslag
Amalie Saldern Mikkelsen
Del artikel:

Karriererådgiver anbefaler at ringe på jobopslag, men kun hvis du er velforberedt og har relevante spørgsmål. For Helle Bak Lindahl blev opkaldet afgørende.

Det kan føles grænseoverskridende at ringe på et jobopslag. 

Men det kan gøre en stor forskel. 

Det oplevede Helle Bak Lindahl, da et opkald gav hende en genvej til en jobsamtale.

Helle Bak Lindahl, der i dag arbejder som servicekoordinator hos Domea, havde været ledig i fem måneder og havde gennem hele sin jobsøgning systematisk ringet på jobopslag, når hun fandt en interessant stilling.

”Min strategi var fra start både at ringe på et jobopslag for derefter at sende en ansøgning. Jeg følte, at jeg kunne gøre mig skarpere i CV’et og ansøgningen, hvis jeg først havde snakket med arbejdsgiveren,” siger

Helle Bak Lindahl, der fortæller, at det også var et forsøg på at skille sig ud fra bunken.

”Jeg har førhen oplevet, at mit navn er blevet noteret, når jeg har ringet, eller at arbejdsgiveren har sagt, at de vil lægge mærke til min ansøgning, når den kommer,” siger hun.

Og tilbage i november gav opringningen pote. 

Jeg følte, at jeg kunne gøre mig skarpere i CV’et og ansøgningen, hvis jeg først havde snakket med arbejdsgiveren
Helle Bak Lindahl

Faktisk gav den en direkte indgang til en jobsamtale.

”Jeg nåede ikke at sende en ansøgning til jobbet, for de kaldte mig allerede ind til samtale i opkaldet. Men der var også en god kemi under vores telefonsamtale, hvilket var noget min kommende arbejdsgiver lagde meget vægt på,” fortæller Helle Bak Lindahl, der havde ringet op for at stille uddybende spørgsmål til stillingen.

De gode spørgsmål

Helle Bak Lindahl forbereder sig altid inden hun ringer og tager hensyn til vedkommende i den anden ende af røret.

”Jeg sender altid en sms, inden jeg ringer. Det kan være rigtig nederen at ringe op, hvis man rammer dem på et dårligt tidspunkt. Så hellere have aftalt et tidspunkt, så man ved, at de har tid til at snakke, når man ringer,” fortæller hun.

Ifølge karrierekonsulent i DM, Mads Løkke Rasmussen, er netop forberedelsen afgørende.

”Det korte svar er ja, man bør altid ringe på et jobopslag, men man skal bare vide, hvad pointen med at ringe er,” siger han.

Mads Løkke Rasmussen anbefaler, at man bruger 80 procent af sin tid og kræfter på at researche virksomheden og stillingen, inden man søger et job.

Man bør altid ringe på et jobopslag, men man skal bare vide, hvad pointen med at ringe er
Mads Løkke Rasmussen, karrierekonsulent hos DM

”Idéen om, at du ser et opslag og så søger, den er forkert. For du har ikke oplysninger nok til at skrive en god ansøgning, og så ender du med kun at skrive om dig selv,” siger Mads Løkke Rasmussen, der også fortæller, at første step er at undersøge virksomheden, organisationen eller myndigheden, der har lavet opslaget.

Dernæst skal du finde frem til, hvad arbejdsopgaverne i stillingen præcis går ud på: hvad er indholdet, og hvem er målgruppen?

Efter det, kan du ringe. 

Og her er det vigtigt, at du stiller de gode spørgsmål, som du ikke selv har kunne researche dig til. 

5 gode spørgsmål at stille i et opkald

  1. Hvad er jeres mål med at besætte stillingen?
    Hvorfor skal opgaven løses? Hvad skal der komme ud af opgaven?
  2. Hvilken opgave er vigtigst?
    Ud fra stillingsopslaget står der ofte en række ansvarsområder eller arbejdsopgaver. Spørg dem, hvilken der er vigtigst, hvis de kun må vælge én af dem. 
  3. Hvem er I inspireret af?
    Spørgsmålet får dem til at tænke lidt. Og hvis de siger, at ”det er nok mest os selv”, så må man godt sige, er I sikre? Hvem er jeres konkurrenter?
  4. Hvad er I allermest stolte af, I allerede er lykkedes med på dette område?
    Man må gerne provokere dem til at fortælle, hvor de faktisk er lykkedes. Her kan du som ansøger hjælpe dem.
  5. Hvad kunne I tænke jer at blive bedre til?
    Der er altid noget. Og hvordan skal jeres nye ansatte bidrage til det?

Når du har lavet alt forarbejdet, inklusiv den obligatoriske opringning, er det nu, du kan begynde at skrive din ansøgning. 

Og her skal du inddrage noget af det, du fandt frem til gennem din research og telefonsamtale, pointerer Mads Løkke Rasmussen.

Er du stadig i tvivl om, hvordan og hvornår du bør ringe på et opslag?

Hos DM kan du altid få rådgivning og sparring i din ansøgningsproces ved at ringe på 38 15 66 00 eller booke en karrieresamtale på DM.dk.