Spring menu over

4 tegn på, at AI har skrevet din tekst – og ét, du ikke ser

Simon Linde Foto Anders Søgaard Rektangel

Simon Linde. Foto Anders Søgaard

Simon Linde
Del artikel:

AI må gerne hjælpe Simon Linde med at blive bedre – bare ikke med at tænke eller mene noget for ham. Til gengæld kan han slet ikke lade være med at spotte, når der er brugt AI i andre tekster. Der er nemlig 4 (5) tydelige tegn.

Lønguide for kommunikatører

Tjek din løn i DM's store lønguide for kommunikatører. Her kan du se, hvad andre kommunikatører tjener. Så er du godt på vej til din næste lønstigning.

Klumme_final_v3_rettet2_FINAL_docx 

Shit, deadline nærmer sig, men jeg har ikke fået skrevet et ord endnu, panik-panik.

Heeey, ro på, du kan da bare få Claude eller ChatGPT til at skrive din klumme for dig.

Nej, det går ikke. Hvorfor skulle andre gide at læse en tekst, jeg ikke har gidet at skrive selv? 

Er der overhovedet nogen, der læser længere? Er det ikke bare AI, der læser og opsummerer tekster, skrevet af AI alligevel?

Ej, det håber jeg da ikke er tilfældet. Jeg er et menneske, der skriver til mennesker. Og det er jeg sikker på, at folk kan mærke.

Men du har jo ikke skrevet noget, og den der deadline nærmer sig. Skal du ik’ bare få et første udkast klasket over disken? 

Niksen biksen, Karen Thisted. For det er, når jeg skriver, jeg tænker. Det er her, jeg mærker, at jeg er et skabende væsen. Et kreativt væsen, der kan lave noget originalt. Og det vil jeg for alt i verden ikke outsource, selvom det ofte er smertefuldt undervejs (når siden er blank, når man omskriver sig selv igen og igen, når man overtænker hver en sætning og et kort øjeblik overvejer at skifte profession og blive portør eller gartner). 

Kom nu! Det går jo så hurtigt, så du kan spare tiden og lave noget andet i stedet. Og ved du hvad, den er faktisk blevet så god, at ingen vil opdage, at det er AI!

Ingen vil opdage det? Aaarh, makker. *Knipser* Prøv lige at åbne øjnene engang. Der er fire tydelige tegn, der dukker op i AI-tekster, som folk har blindt copy-pastet. 

Okay, spændende. Nu bliver det sådan en liste-klumme. Dem elsker folk jo. “4 tegn på, at din tekst er skrevet af AI”. Det skaffer kliks.

Haha, ja, det er sandt. Men det er også sandt, at når man først har lagt mærke til tegnene, kan man ikke holde op med at se dem igen.

Aaarggghhh, kan det nu også passe? Giv mig et eksempel.

”Kort sagt”.

Hvad er der nu galt med “kort sagt”? Det er da en fin lille overgangsfætter.

Jooo, det er det da, hvis man RENT FAKTISK siger noget kort. Men i AI-tekster kommer “kort sagt” ofte lige inden en sætning, der ikke er kort. Og som heller ikke rigtig siger noget.

Nå, hvad med det næste tegn, kan du sige det helt kort?

Ja: The rule of three. 

Undskyld, hvad?

Alt kommer i tre nu. Tre eksempler. Tre argumenter. Tre fordele.

Det bruger du da også selv i dine tekster?!

Ja, nogle gange. For det kan være et godt greb. Men hvis du gør det konstant, så mister det sin effekt – ligesom EB’s breaking-bjælker. Vi bliver trætte af det pis. 

Jeg synes, du går i meget små tekstforfattersko. Har det noget at gøre med, at AI er blevet så god til at efterligne dygtige copywritere?

Der er noget om snakken, ja. For jeg er begyndt at genoverveje nogle af de retoriske og stilistiske greb, jeg har brugt – og kunnet skille mig ud med – i årevis, men som nu er standardindstillingen i enhver AI-tekst: korte sætninger, korte afsnit, rytme, whitespace, oplistninger, metakommunikation.

Buuuuhuuuu, skal jeg hente en trøstekiks, eller kommer der snart et tredje AI-tegn?

Ja: ”Det er ikke X, det er Y”. 

Det er ikke en dårlig formulering. Det er en effektiv kontrast.

Haha, ja, men den er også mere slidt end mine gamle Handball Spezials. Hør her:

Det er ikke et værktøj. Det er en tankegang. 
Det er ikke et kursus. Det er en transformation. 
Det er ikke bare kommunikation. Det er relationer.

Igen: der er jo som sådan ikke noget galt med sætningskonstruktionen. Men den dukker op, h.v.e.r. gang AI spytter en tekst ud (medmindre du selvfølgelig instruerer den til at undgå disse tegn, jeg nævner i dag).

Men ”det er ikke X, det er Y”-konstruktionen viser da, at man har tænkt længe over sagen.

Mjaaa, eller at du har promptet ”Få min tekst til at lyde mere thought leader-agtig. GØR DEN ENDNU MERE THOUGHT LEADER-AGTIG!!”

Haha, nu er det min tur til at grine.

Noget, der er helt til grin, er, at den laaange tankestreg (em dash —) stadig dukker op i tekster. Men hvorfor? Vi har aldrig nogensinde brugt den i danske tekster. Vi har vores egen smukke tankestreg, den her: –

Den lange er da flot.

Det samme kan du sige om en MAGA-kasket, men begge udstråler amerikansk debilitet.  

Shots fired! Nå, men det var vist de 4 tegn – er vi færdige så?

Vi mangler den sidste, som nok er det største kendetegn. 

Hvad er det?

Alt det, teksten ikke indeholder: rigtige oplevelser, ægte følelser og egne holdninger. Og ikke mindst modet til at turde skyde (og træde) lidt ved siden af. Kort sagt: tegnet er fraværet af det menneskelige og personlige. Fuck, nu lyder jeg sgudda som en AI?!

Men er det ikke også meget menneskeligt at skrive “kort sagt”, bruge tre gentagelser, lave kontraster eller sætte lange tankestreger … eller må man slet ikke bruge dem længere? 

Jo, selvfølgelig må man det. Det gør jeg også selv. Men det er den overdrevne – og ukritiske – brug af de retoriske og stilistiske virkemidler, der afslører det for mig. 

Og derfor holder jeg fast i nogle principper: Jeg skriver altid første udkast selv. Jeg holder øje med, hvad flertallet gør – og så prøver jeg at gøre noget andet. Og så bruger jeg AI som faglig sparringspartner og korrekturlæser.

Det var tre ting, the rule of three.

Jeg hader mig selv en lille smule. Men i sidste ende må AI gerne hjælpe mig med at blive bedre – bare ikke med at tænke eller mene noget for mig.

Det er ikke AI, der er problemet. Det er måden, vi bruger AI på.

Stooop!

Seneste artikler

Læs alle artikler

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje