Spring menu over

Vil du forbedre de kompetencer, som k-chefer efterspørger? K-rådgiver forklarer hvordan

Sascha Amarasinha Rekt

Selvom nogle af de mere klassiske kommunikationskompetencer ligger nederst på k-chefernes liste over vigtigste kompetencer fremadrettet, understreger Sascha Amarasinha, at dit fundament som kommunikatør fortsat er din faglighed og klassisk produktion.

Sofia Tøfting
Del artikel:

I DM Kommunikations ‘K-chefsrundspørge 2026’ vurderer de adspurgte k-chefer, hvilke kompetencer der er vigtigst fremadrettet for kommunikatører. Vi har bedt strategisk kommunikationsrådgiver Sascha Amarasinha om at forklare, hvad de vigtigste kompetencer indebærer, og hvordan du som kommunikatør kan blive bedre til dem.

‘Ledelsesrådgivning’, ‘strategisk tæft’, ‘forretningsforståelse’ og ‘forståelse for AI.’ 

Det er nogle af de vigtigste kompetencer fremadrettet for dig som kommunikatør, ifølge de adspurgte k-chefer i DM Kommunikations ‘K-chefsrundspørge 2026’  

Men hvad indebærer de kompetencer mere konkret? Og hvad kan du gøre for at forbedre de kompetencer, som k-cheferne efterspørger? 

Det har DM Kommunikation spurgt strategisk kommunikationsrådgiver Sascha Amarasinha om.  

Først og fremmest peger svarene i rundspørgen på, at de vigtigste kompetencer for k-cheferne er dem, som ligger udover den klassiske kommunikationsfaglighed, vurderer hun. 

Hvilke kompetencer er vigtigst for kommunikatører fremadrettet

Ledelsesrådgivning og strategisk tæft på kommunikationsområdet er det, som k-cheferne tilsammen vurderer til at være den vigtigste kompetence for kommunikatører inden for tre til fem år ud af syv forskellige arbejdsopgaver.

“De vigtigste kompetencer for k-cheferne er nogle, som man ikke kan læse sig til i bøger eller undersøgelser. De skal trænes, erfares og udvikles,” forklarer Sascha Amarasinha, som tidligere bl.a. har arbejdet som kommunikationsdirektør i Coop.  

Hun ser den klassiske kommunikationsfaglighed som en form for adgangsbillet til et nyt stadie – hvor de efterspurgte kompetencer ligger. 

“Vi er blevet mere professionelle som kommunikationsfunktion. Derfor har faget, qua den professionalisering, nået et nyt stadie,” siger hun. 

Her forklarer hun, hvad de vigtigste kompetencer indebærer, og hvordan du som kommunikatør kan blive bedre til dem. 

Sådan skal du forstå ledelsesrådgivning og strategisk tæft som kompetence 

Som strategisk kommunikationsrådgiver arbejder Sascha Amarasinha bl.a. med hjælpe ledere til at tage strategiske beslutninger. Derudover uddanner hun rådgivere. I den forbindelse arbejder hun bevidst med begrebet ‘rådgiverrummet’. 

Det er det rum, hvor ledere tager imod rådgivning i forbindelse med beslutninger. 

Og k-chefernes placering af ‘ledelsesrådgivning og strategisk tæft på kommunikationsområdet’ i toppen ser hun som et ønske om flere rådgivere, som kan agere i netop det rum. 

“Det er et ønske fra k-cheferne om, at kommunikatører går ind i rådgiverrummet,” siger Sascha Amarasinha. 

Måden, du som kommunikatør skal agere i det rådgiverrum, indebærer, at du er overbevisende i dine pointer, forklarer Sascha Amarasinha. Du skal have fakta på plads og bringe kontekst ind i samtalen. 

“Det kræver noget andet end at ‘flytte bogstaver’, som man helt klassisk siger om kommunikationsarbejde. Du skal argumentere fagligt, kunne forudse effekter af kommunikation og samtidigt opbygge troværdighed i det rum,” siger hun. 

Det indebærer, at du tør være kritisk, påpeger Sascha Amarasinha. 

“Det kræver et vist mod at gå op imod et hierarki. Du går ind og udfordrer nogle ledelsesmæssige beslutninger, som i princippet ligger uden for dit resort,” forklarer hun. 

Men du kan med din viden og dine kommunikative værktøjer være med til at kvalificere beslutninger og sørge for, at der bliver truffet bevidste valg. Og det kræver, at du “kommer ind ad døren og bliver stående”, siger Sascha Amarasinha. 

I rådgiverrummet sammen med lederen skal der samtidigt være plads til tvivl og samtale, siger hun. 

“Man kan stå derinde som kommunikatør og måske blive testet på, hvorfor man siger noget bestemt. Det handler om at acceptere den der frem-og-tilbage for at finde det midt imellem. Vi bliver også klogere som kommunikatører, når vi kommer ud af vores fagfaglige rum,” siger hun. 

Sådan skal du forstå forretningsforståelse som kompetence 

Forståelse for forretningen er det, som k-cheferne vurderer som den anden mest vigtige kompetence inden for de næste tre til fem år. Og det giver god mening, fordi ledelsesrådgivning og forretningsforståelse er to størrelser, som i høj grad hænger sammen, mener Sascha Amarasinha.  

Der kan nogle gange i ledelsesrådgivning f.eks. være forretningsmæssige årsager til, at organisationen ønsker at gøre noget bestemt, forklarer hun. Et faktum, du kan bruge til at positionere dig selv stærkt i organisationen såvel som i rådgiverrummet. 

Når du rådgiver din leder om kommunikation, står du nemlig på et fundament af faglighed og situationsfornemmelse. Det kan være til din egen fordel, hvis du er bevidst om og måske endda eksplicit forklarer, hvordan kommunikationen har en vigtig funktion i beslutningen. 

“Du taler ikke bare, fordi du vil have ret. Du har et medansvar. Du er en rådgiver, der arbejder for kommunikationsfunktionen, og dermed understøtter du forretningen,” siger hun. 

Du er altså som kommunikatør en vigtig del af forretningen. Din funktion kan være at træde et skridt frem og forklare, hvad du mener vil ske for forretningen, hvis organisationen gør noget bestemt.  

‘Vi bliver udfordret på troværdigheden’ eller ‘Det hænger ikke sammen med, hvad vi har lovet kunderne’ er eksempler på vurderinger, hvor du har forretningsforståelsen med. 

Sådan skal du forstå forståelse og anvendelse af kunstig intelligens som kompetence 

For nyligt var Sascha Amarasinha til et foredrag med en IT-professor, som sagde: ‘Spørg mig om AI i morgen, og så er svaret anderledes end i dag’. Det fremhæver hun i snakken om kunstig intelligens, fordi hun ikke ser det som en “enten-eller-kompetence" for kommunikatører. 

“Der er helt sikkert en masse af vores faglige discipliner, hvor sprogmodeller hjælper. Men jeg tror stadig på, at man skal kunne skrive en rigtig god ‘prompt’ eller have en god idé, før man får en maskine til at regne noget ud,” siger hun. 

Hvis Sascha Amarasinha var kommunikationschef i dag, ville hun sørge for en ensartet tilgang til kunstig intelligens i kommunikationsafdelingen. 

“Jeg ville som k-chef lave ‘gateways’ og ‘gatekeepers’: Det her tester vi, og det her lader vi være med. Samle erfaringer, så vi ikke hver især lærer det på vores egen måde,” siger hun. 

Sascha Amarasinha vurderer, at det er det, som er sket i første fase af implementeringen af AI – altså at hver enkelt kommunikatør selv har skullet finde ud af at bruge AI i arbejdet.  

Kommunikationsdirektør i Arla Danmark, Rune Jungberg Pedersen, mener da også, at virksomheder nogle gange beder medarbejderne om at bruge AI, uden at hjælpe dem til hvordan. 

At k-cheferne efterspørger kompetencer inden for brugen og forståelsen af kunstig intelligens, åbner mulighed for, at kommunikatører kan blive relevante i en helt ny kontekst, mener Sascha Amarasinha.. 

“Kommunikatører er relevante der, hvor du efter min mening ikke kan sætte en maskine til at regne det ud. Det er da fedt, fordi det kræver en ny måde at bruge kommunikationsfagligheden på som medskabere,” siger hun. 

Hun opfordrer dig som kommunikatør til at turde have kunstig intelligens som sparringspartner til f.eks. at danne struktur, idéudvikle eller skrive. 

Men også her er forretningsforståelsen faktisk vigtig.  

“Det handler om at bruge kunstig intelligens til de arbejdsopgaver, som kommunikatører ikke længere behøver at bruge tid på. Du skal overveje, hvordan det matcher med forretningen, og sætte det i kontekst,” siger hun. 

For at finde frem til de arbejdsopgaver, kan du spørge dig selv: Er der noget manuelt arbejde, vi kan løse? Rutiner, vi kan få hjælp til? Og hvad efterlader det så tid til? 

Sådan skal du forstå organisations- og forandringsforståelse som kompetence 

Ofte i kommunikationsfunktioner ligger det indbygget, at man arbejder med intern kommunikation, mener Sascha Amarasinha. Derfor tror hun, at organisations- og forandringsforståelse som kompetence ligger længere nede på listen, som en naturlig forlængelse af intern kommunikation. 

Kommunikatører har via arbejdet med intern kommunikation et detaljeret kendskab til organisationen og de forskellige målgrupper blandt medarbejderne, forklarer Sascha Amarasinha.  

Kommunikatørernes viden om kommunikationsmiljøet og –kulturen skal i spil, når der f.eks. sker ændringer i forretningsmål, branding eller organisation, siger hun. 

“Det handler om, hvordan du som kommunikatør oversætter de ofte fluffy visioner til hverdagseksempler. Hvad har mellemlederne brug for, når de formidler forandringerne? Hvilke reaktioner kan man forvente?” siger Sascha Amarasinha. 

I forståelsen af organisationen og forandringer ligger der opgaver, hvor der ikke er så mange systemer eller klare facitter, forklarer hun. 

“I dag er traditionel kaskadekommunikation fra toppen ikke helt nok. Mange medarbejdere stykker selv mening sammen af de informationsbrikker, som de kan finde frem til. Derfor er det vigtigt at mobilisere alle kanaler aktivt, så du sikrer sammenhængende budskaber,” siger hun. 

I den kompetence ligger også den strategiske tæft, mener Sascha Amarasinha, fordi det handler om at vurdere, hvad der strategisk er mest fordelagtigt at forholde sig til som organisation. 

Kommunikationsspecialister har ofte en indbygget nysgerrighed, også uden for organisationen, mener Sascha Amarasinha. Og den kan du som kommunikatør bringe i spil her. Du kan bruge forståelsen til at vurdere, om du f.eks. ikke skal skrive en artikel om ligestilling, når din virksomhed har kontrakter i USA. 

“Som kommunikatører beskæftiger vi os normalt med kanalstrategier, planlægning og produktion. Her er vi i et uforudsigeligt felt. Det kan være følsomt, men det handler om at bringe en sund skelneevne ind,” siger hun. 

 

Hvordan forbedrer du dig som kommunikatør inden for de kompetencer, som k-cheferne efterspørger?

I DM Kommunikations ‘K-chefsrundspørge 2026’ svarer danske k-chefer på, hvilke kompetencer der er vigtigst fremadrettet. Det her skal du vide om de fire vigtigste kompetencer: 

Det her skal du vide om ledelsesrådgivning og strategisk tæft på kommunikationsområdet: 

For at mestre ledelsesrådgivning og strategisk tæft skal du argumentere fagligt, kunne forudse effekter af kommunikation og samtidigt opbygge troværdighed i rådgiverrummet. Det indebærer også, at du tør være kritisk over for ledelsen. 

Det her skal du vide om forretningsforståelse: 

Du er som kommunikatør en vigtig del af forretningen. Din funktion kan være at træde et skridt frem og forklare, hvad du mener, vil ske for forretningen, hvis organisationen gør noget bestemt.  

‘Vi bliver udfordret på troværdigheden’ eller ‘Det hænger ikke sammen med, hvad vi har lovet kunderne’ er eksempler på vurderinger, hvor du har forretningsforståelsen med. 

Det her skal du vide om forståelse for og anvendelse af kunstig intelligens: 

Du skal som kommunikatør turde have kunstig intelligens som sparringspartner til f.eks. at danne struktur, idéudvikle eller skrive. 

Men også her er forretningsforståelsen faktisk vigtig.  

Det handler om at bruge kunstig intelligens til de arbejdsopgaver, som kommunikatører ikke længere behøver at bruge tid på. Du skal overveje, hvordan det matcher med forretningen, og sætte det i kontekst. 

For at finde frem til de arbejdsopgaver, kan du spørge dig selv: Er der noget manuelt arbejde, vi kan løse? Rutiner, vi kan få hjælp til? Og hvad efterlader det så tid til? 

Det her skal du vide om organisations- og forandringsforståelse: 

Kommunikatørernes viden om kommunikationsmiljøet og –kulturen skal i spil, når der f.eks. sker ændringer i forretningsmål, branding eller organisation. 

Det handler om, hvordan du som kommunikatør oversætter de ofte fluffy visioner til hverdagseksempler. Hvad har mellemlederne brug for, når de formidler forandringerne? Hvilke reaktioner kan man forvente? 

Kilde: Sascha Amarasinha, strategisk kommunikationsrådgiver. 

 

Lønguide for kommunikatører

Tjek din løn i DM's store lønguide for kommunikatører. Her kan du se, hvad andre kommunikatører tjener. Så er du godt på vej til din næste lønstigning.