Sådan skjuler du, at du har brugt AI i dine tekster

Jeg har spottet 3 ting lige nu:
1)    LinkedIn har tilføjet en ”Seems like AI slop”-knap.
2)    Claude efterlader et usynligt vandmærke i teksterne.
3)    DM’s mest læste artikel siden sommer er ”4 tegn på, at AI har skrevet din tekst – og ét, du ikke ser”.

Og jeg har selv oplevet, at jeg omskriver min 100 % menneskeskabte tekst, fordi en lille stemme siger: ”Hoooov, det lyder da lige lovligt meget som noget, en AI ville skrive”. Og det irriterer mig.

Det irriterer mig, at jeg begynder at betvivle mine egne formuleringer, jeg har brugt siden murens fald. Og det irriterer mig, at jeg lader stemmen vinde, når jeg omskriver, så ingen tror, jeg har brugt AI ukritisk.

Ukritisk. Måske er det kodeordet. For jeg forventer da, at den almindelige kommunikationsperson bruger AI i sit arbejde. 

Men filmen knækker for os, hvis vi ser, at AI er brugt til at tænke og skrive for os – uden at involvere et menneske i andet end de manuelle opgaver, der ligger i at copy/paste teksten fra ét sted til et andet. Det er da ironisk, for de manuelle opgaver sku’ netop være de første, jeg ville give en robot. 

Men i stedet ender kandidatuddannede voksne mennesker som dig og mig med at blive en ’meat proxy’, som Niklas Gruhn coinede det. Altså et unødvendigt mellemled af menneskekød, som videresender output direkte fra Claude. 

Det giver ingen værdi, for jeg kan selv tale med Claude, skriver Gruhn. Hans råd er i stedet: læs, forstå og valider outputtet fra AI, og skriv så dit take på det. Dét giver værdi.
Jeg er rørende enig. Men ikke med den næste mand, vi skal møde.

IKI vs. MKI

Forleden kom cykelpoeten og samfundskommentatoren Bastian Emil Goldschmidt med et anderledes indspark til debatten: I Berlingske foreslår han nemlig, at aviser, forlag, journalister og forfattere sætter et tydeligt mærkat på deres indhold; enten IKI eller MKI, som står for hhv. ”Ingen kunstig intelligens” og ”Med kunstig intelligens”. Vi tager lige en dyb indånding sammen nu.

Okay, hvis jeg graver rigtig dybt, kan jeg godt forstå hans pointe og værdien i at ophøje noget, der er 100 procent menneskeskabt. Meeeen. Mærkaterne er bare ikke vejen frem, selvom det bliver sværere og sværere at skelne AI fra kanel. 

For hvor går grænsen med MKI-mærket? Skulle jeg smække MKI i toppen af denne klumme, fordi jeg afslutningsvis har læst korrektur i ChatGPT? Og fordi jeg har brugt Claude til research og kildesøgning? 
Og hvad ville du tænke om værdien af min klumme, hvis du mødte MKI-mærkatet som det første? Måske ville du tænke, at jeg er ”doven”, ”ukritisk” eller at jeg ”ikke har gjort mig umage”. I don’t blame you. For sådan er vi skruet sammen. 

Morten Münster skrev følgende i artiklen ’Du brugte ChatGPT? Og af den årsag er jeg ude’: ”Vi tror automatisk, at produktet, teksten, ydelsen, videoen eller præsentationen er dårligere, hvis den er AI-genereret”. Og jeg frygter, at MKI-mærkatet kan læses som ”maskinen har gjort alt arbejdet.”

Men det menneskeskabte kan sagtens være noget værre lort, hvis teksten er blottet for det personlige, det originale og den gode smag.
Og i sidste ende: Kan vi overhovedet stole på et IKI-mærkat?

Mærkaterne siger i virkeligheden kun noget om at AI er blevet brugt – intet om værktøjerne eller kvaliteten af teksten. Og vi kan jo skjule, at vi har brugt AI (og du klikkede dig ind på klummen her for at lære netop, hvordan du gør, ik?).