Q&A om content marketing: “Det er ‘the shit’
Mange tænker bare content marketing som indholdsproduktion. Men det handler også i høj grad om planlægning og en god strategi, siger Peter Nymark Bünemann.
Hvad skal kommunikatører vide om content marketing? Og hvilke resultater kan man forvente af markedsføringsformen? DM Kommunikation har spurgt Peter Nymark Bünemann, som er konsulent og underviser i Kursusfabrikken.
Skarp pris på forsikringer
Som medlem af DM får du op til 27,8 % i rabat på privatforsikringer hos Alm. Brand
Hvad er content marketing?
“Content marketing handler om at hjælpe målgrupper og skabe tillid og relationer over tid ved at dele relevant, værdiskabende indhold, såsom webinarer, artikler eller videoer. Som underviser plejer jeg at forklare begrebet i modsætning til klassisk marketing, hvor man skubber salgsbudskaber ud. Content marketing er omvendt ‘pull marketing’, hvor man tiltrækker og varmer potentielle kunder op, så de husker virksomheden, når købsbehovet opstår.
Hvad er et eksempel på content marketing?
“Et eksempel kan være en producent af hårde hvidevarer, der laver en inspirationsguide til, hvordan nye vaskemaskiners timer-funktion kan spare tid og besvær hos pressede børnefamilier. Ved at dele den slags behovsdrevet og relevant indhold med målgruppen øger man sandsynligheden for, at det netop er virksomheden, der dukker op i hukommelsen, når behovet for en ny vaskemaskine opstår.”
Hvad kan content marketing gøre?
“Du kan populært sagt ‘sælge uden at sælge’. Det vil sige, at du taler uden om produkter og salg og ind i folks livsverden og behov. På den måde kan du varme potentielle kunder op, så de med tiden bliver købsparate.
Hvornår kan det betale sig at bruge content marketing?
“Content marketing er en effektiv måde at skabe troværdighed og brandkendskab og positionere en virksomhed som ekspert i markedet. Derudover er det ofte et vigtigt element af virksomheders SEO-strategi i kampen for at skabe øget synlighed online. Det kan også betale sig at bruge content marketing til sidst i kunderejsen til at fastholde en kunde. Til gengæld er content marketing sjældent den bedste løsning til at skaffe hurtige salg. Det handler typisk om det lange, seje træk.”
Hvilke resultater ser man typisk, når man laver content marketing?
“På kortere sigt oplever man typisk øget engagement, flere besøgende på ens kanaler og flere tilmeldinger til nyhedsbreve og webinarer. På lidt længere sigt kan man få flere organiske besøg via søgemaskiner og flere henvendelser fra potentielle kunder. På lang sigt får man ideelt set faste, loyale kunder og besøgende, som kommer tilbage og ikke mindst taler positivt om virksomheden.”
Hvem bruger content marketing?
“Det korte svar er stort set alle lige fra virksomheder og selvstændige til offentlige organisationer, NGO’er og så videre. Og det gælder både B2B- og B2C-markedet. Inden for B2B skal man ofte demonstrere en faglighed gennem kvalitative guides, analyser og cases, som viser, at virksomheden eller personen er ‘trusted advisors’. Inden for B2C er fokus på den enkelte kunde. Afsenderen skal her tale ind i målgruppens livsverden og informere, engagere og påvirke gennem værdifuldt indhold.”
Hvilke fordele og ulemper har content marketing i forhold til mere klassisk marketing?
“En af de rigtig store fordele er, at effekten af content marketing ofte er længevarende. En god artikel eller en kvalitetsvideo kan skaffe trafik i mange år. Mange vil nok også opleve indholdet af content marketing som mere relevant end klassiske salgsbudskaber. Content marketing har til gengæld den betydelige ulempe, at det kræver ‘god damn’ tid! Det kræver en kontinuerlig indsats, opdatering og kvalitetssikring. Der er desværre ikke noget ‘quick fix’.
Men content marketing og klassisk marketing er heldigvis ikke gensidigt ekskluderende. De supplerer ofte hinanden.”
Er der noget, mange ikke ved om content marketing?
“Mange tror, at det handler om kvantitet. At man kommer foran konkurrenterne ved at spytte indhold ud. Selvom det også handler om frekvens, handler content marketing i virkeligheden mere om en vis kvalitet i indholdet. Et gennemarbejdet stykke indhold, der besvarer målgruppens vigtige spørgsmål, kan være langt mere værdifuldt end 20 overfladiske opslag.
Jeg er selvfølgelig ret ‘biased’, når jeg siger det; men content marketing er altså ‘the shit’! Man skal virkelig ikke underkende disciplinen – for ikke at tale om det forretningsmæssige potentiale. Så sæt i gang!”
Om Peter Nymark Bünemann:
Som konsulent og underviser i online marketing hos Kursusfabrikken arbejder Peter Nymark Bünemann med at opkvalificere privatpersoner og virksomheder med viden, værktøjer og kompetencer inden for en række marketingdiscipliner – herunder SoMe og content marketing.