Det er et ‘must’ for mig at holde mig fagligt opdateret
Line Kohsel har drevet sin virksomhed i fem år. Her hjælper hun kunder med rådgivning, strategi og indhold til sociale medier. Det er vigtigt for hende at være til stede på diverse SoMe-platforme.
Hvordan holder man sig fagligt opdateret, når man arbejder professionelt med sociale medier? Det fortæller selvstændig SoMe-konsulent Line Kohsel om her.
"Jeg tænker ikke så meget over det med at holde mig fagligt opdateret. Det er nærmere et ‘must’ for mig. SoMe-landskabet er et felt, der bevæger sig med lynets hast. Man er nødt til at holde sig opdateret på de forskellige platforme, hvis man vil beskæftige sig med dem professionelt.
At bruge tid på platformen har noget at sige. Ved siden af min virksomhed arbejder jeg også som influencer, og bruger derfor meget af min fritid på de sociale medier. Det at være på platformen selv er meget hjælpsomt i forhold til trends inden for f.eks. klipning og brugen af musik. På Instagram er @christinakilhofdreyer også god til at give specifik viden om influencer marketing fra influencersiden og en forståelse for brand- og virksomhedssider generelt.
På LinkedIn følger jeg med i, hvad @Richard van der Blom lægger op. Han er en international LinkedIn-ekspert, som hvert år udgiver en stor rapport om LinkedIn-algoritmen. Dertil deler han gavmildt ud af råd baseret på undersøgelsen fra hans profil.
@Michelle Williams er en anden internationalt anerkendt LinkedIn-ekspert, som jeg følger. Hun skriver med fokus på virksomhedsprofiler, som for mange virksomheder kan være en hård nød at knække. For basal viden om f.eks. algoritmer på diverse SoMe-platforme, læser jeg, hvad @Matt Navarra skriver om nyheder og gode råd.
En anden måde, jeg holder mig opdateret på SoMe-platformene på, er gennem indhold fra CEO’s og andre lignende kilder fra selve platformen. Instagrams CEO er supergod til at give opdateringer på sin personlige profil @mosseri. Instagram har derudover profilen @creators, hvor de udgiver forskellige tips og tricks eller opdateringer, som man skal kende, hvis man udgiver indhold på platformen.
Det handler om at gå til kilden selv. Selvom jeg selvfølgelig tager det med et gran salt, når f.eks. LinkedIn fremhæver fordelene ved en ny betalt feature.
Jeg er koblet op på en række gode nyhedsbreve. Der kan jeg hurtigt få indhold leveret gratis, og det fungerer godt for mig til at få gode input. Jeg er rigtig glad for nyhedsbrevet Social Media Today, som jeg får hver morgen og hurtigt skimmer for at se, om der er sket noget nyt.
Et par gange om året stopper jeg op og dykker ned i rapporter og undersøgelser om SoMe-trends. Jeg synes altid, det er spændende og brugbart at se udviklingen fra et helikopterperspektiv: Hvad er de store strømninger, og hvor bevæger SoMe-landskabet sig hen? Det kan være noget teknisk, men dog altid brugbart.
Inspiration finder jeg generelt mange steder. Pinterest giver mig idéer til indhold, tekster og temaer. Men jeg finder også inspiration i en gåtur, et lækkert hotel på Instagram eller en ferie. Uden jeg sætter det i system kan en tekst, en overskrift eller en kombination af farver og former give mig en idé til noget nyt.
Skarp pris på forsikringer
Som medlem af DM får du op til 27,8 % i rabat på privatforsikringer hos Alm. Brand