Frustrerede embedsfolk står frem: Vi flytter bunker, mens kloden brænder

Da Annemette Nielsen begyndte at arbejde med Københavns Kommunes klimastrategi, var ambitionen klar: Forskning og faglig viden skulle omsættes til konkret politik.

Men efter flere år som chefkonsulent på klimaområdet vokser hendes oplevelse af, at beslutningstagerne kun alt for sjældent får adgang til al den viden, som embedspersonerne sidder med.

Den oplevelse deles af Ditte Vesterager Christensen, der arbejder med bæredygtigt forbrug i Roskilde Kommune og tidligere har arbejdet 12 år i Region Hovedstaden.

Og nu er grænsen nået.

Et ansvar for at sige fra

De to fagkonsulenter er blandt initiativtagerne til Det Grønne Embedsnetværk – et nyt netværk med deltagelse af nuværende og tidligere offentligt ansatte i både kommunale, regionale og statslige forvaltninger.

De grønne embedsfolk vil dele deres viden med hinanden og med offentligheden om de barrierer, de mener bremser vigtige klima- og miljøindsatser i samfundet.

”Som embedsperson har jeg et særligt ansvar for at sige fra og bidrage til løsninger med den viden, jeg har. Jeg kan ikke længere se passivt til i en planetær nødsituation”, siger Annemette Nielsen.

Det Grønne Embedsnetværk vil give stemme til en gruppe medarbejdere, der ikke normalt ytrer sig offentligt.

”Vi oplever et stort misforhold mellem kommunernes ambitioner om at skabe bæredygtige lokalsamfund og de politiske virkemidler, der tages i brug. Kommunerne kunne vælge langt mere effektive indsatser, end de gør i dag,” siger Ditte Vesterager Christensen.

Konstruktive medspillere

Det Grønne Embedsnetværk er født ud af en kæmpe frustration, men målet er at blive en konstruktiv medspiller, siger stifterne.

Og deres kritik retter sig ikke imod personer eller specifikke organisationer.

Problemerne er snarere af strukturel og systemisk karakter, og barriererne findes ikke kun på kommunalt niveau, understreger de.

For eksempel bliver klimaudfordringen betragtet som ét politikområde blandt mange, selvom intakte økosystemer reelt er grundlaget for al politikudvikling.

Klimaregnskaber og andre grønne styringsværktøjer har derfor ikke samme status som fx økonomiske budgetter, selvom det ville afspejle virkeligheden bedre.

”Det er også en daglig frustration, at fagligt relevante forslag mest bliver vurderet ud fra, om det er realistisk, at de kan komme igennem det administrative beslutningshierarki og er politisk spiselige," forklarer Annemette Nielsen.

"Det betyder, at der er forslag, som faktisk kunne have en stor effekt, men de når aldrig frem til vores beslutningstagere, og det øger risikoen for selvcensur i embedsværket," tilføjer hun.

Offentlig samtale om systemets begrænsninger

I en planetær nødsituation står grundlæggende strukturer i vejen for at de offentlige myndigheder kan håndtere klima- og biodiversitetskrisen. Klimaarbejdet reduceres ofte til CO2-regnskaber eller lokale driftsudledninger, mens de brede påvirkninger af de planetære grænser går under radaren, supplerer Ditte Vesterager Christensen.

"En af netværkets vigtigste opgaver er at samle erfaringer sammen fra ansatte på tværs af kommuner, regioner og stat, og dele den indsigt, vi som embedsfolk og fagpersoner har om systemernes begrænsninger,” forklarer Ditte Vesterager Christensen.

De to klimaeksperter håber, at mobiliserineng af flere embedsfolk kan bidrage til den offentlige samtale, og at dialogen med andre aktører om mulige løsninger kan fremskynde debatten om, hvordan den offentlige administration kan reorganiseres.

”Hvis vi fortsætter som nu, vil vores børn med rette kunne spørge, hvorfor vi valgte ikke at indrette et offentligt system, som kunne håndtere den planetære krise. Som embedsperson og som borger skylder jeg dem et svar, jeg ikke har i dag.” fastslår Annemette Nielsen.