3F og DM i fælles front: Vismændene har talt. Nu må politikerne handle

Bragt i A4 Medier d. 21. august 2026.

I foråret offentliggjorde Det Økonomiske Råd sin forårsrapport. En grundig og uvildig temperaturmåling på dansk økonomi udført af nogle af landets skarpeste økonomer.

I år retter vismændene blandt andet blikket mod arbejdsmarkedet, virksomhedernes markedsmagt og betydningen af stærke overenskomstbærende fagforeninger. Og konklusionerne bør få politikerne på Christiansborg til at lytte ekstra godt efter.

Slagsmål og skyttegrave

I årevis har debatten om fagbevægelsen været præget af ideologiske slagsmål og velkendte politiske skyttegrave. Nogle politikere fremstiller fagforeninger som særinteresser. Organisationer, der alene varetager medlemmernes egne interesser. Men vismændenes analyse peger i en ganske anden retning, nemlig at fagbevægelsen spiller en langt større rolle end som så.

Analysen dokumenterer, at stærke overenskomstbærende fagforeninger fungerer som en vigtig modvægt til virksomhedernes markedsmagt på arbejdsmarkedet.

Markedsmagt er en nationaløkonomisk term, der blot betyder, at når virksomheder lokalt eller inden for bestemte fagområder får en stærk position, kan de presse lønnen ned eller begrænse beskæftigelsen.

Det er en problemstilling, der sjældent fylder meget i den offentlige debat. Alligevel er den afgørende, fordi virksomheder med for stor magt over løndannelsen kan presse lønnen så langt ned, at lønmodtagerne får væsentligt mindre i løn, end deres arbejde reelt er værd.

Samtidig kan virksomheder holde ansættelser kunstigt nede. Resultatet er et arbejdsmarked, der fungerer dårligere, end det burde. Det gavner ingen andre end arbejdsgiverens lommer. Mindst af alt vores fælles samfundsøkonomi.

Bolværk

De økonomiske vismænd peger på, at fagbevægelsen spiller en afgørende rolle som bolværk mod virksomheders markedsmagt og de mange uhensigtsmæssigheder, markedsmagt fører med sig i sit kølvand.

Ræsonnementet er, at når lønmodtagere er stærkt organiseret, bliver det vanskeligere for virksomheder at udnytte deres position. Fagforeningerne skaber i den situation den nødvendige balance mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

Det gælder ved de store kollektive overenskomstforhandlinger. Men det gælder også ude på den enkelte arbejdsplads, hvor tillidsrepræsentanter og lokale aftaler er med til at sikre ordnede forhold.

Det gængse modargument, som arbejdsgiverne hiver ned fra hylden, er, at højere løn er en trussel mod beskæftigelsen. Argumentet lyder typisk, at hvis lønnen stiger, så forsvinder arbejdspladserne.

Men virkeligheden er mere nuanceret, fremhæver vismændene. I virksomheder med markedsmagt kan stærkere fagforeninger faktisk både øge lønnen og beskæftigelsen.

Forklaringen er ret enkel. Hvis virksomheder i udgangspunktet har holdt både løn og ansættelser kunstigt nede, kan en stærkere forhandlingsposition blandt lønmodtagerne bidrage til at rette op på ubalancen.

Det korte af det lange er, at stærke fagforeninger ikke er et problem for økonomien. Tværtimod. De er en del af løsningen, hvis de vel at mærke er overenskomstbærende.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er sød musik i vores ører, at vismændene skelner klart mellem overenskomstbærende fagforeninger og de gule foreninger, der når alt kommer til alt, er mere forretning end forening.

Det er de overenskomstbærende fagforeninger, der forhandler kollektive aftaler om løn- og arbejdsvilkår. Det er os, der tager ansvar for konfliktløsning, kompetenceudvikling og samarbejdet på arbejdsmarkedet. Det er os, der insisterer på den danske model, der har tjent vores samfund godt i mere end 100 år.

Fælles udfordringer kalder på fælles løsninger

I lyset af at virksomheders markedsmagt både kan give sig udslag i lavere løn og hæmme beskæftigelsen, peger vismændene på, at den samlede faldende organiseringsgrad på det danske arbejdsmarked, er et problem for vores arbejdsmarked som helhed.

Når færre organiserer sig, svækkes lønmodtagernes mulighed for at modvirke virksomhedernes markedsmagt. Dermed risikerer vi gradvist at underminere nogle af de mekanismer, der har gjort det danske arbejdsmarked til et af verdens mest velfungerende og konkurrencedygtige.

I det lys er det værd at hæfte sig ved, at de økonomiske vismænd har valgt at fokusere på fagbevægelsens betydning på et tidspunkt, hvor dansk økonomi står stærkt med tårnhøj beskæftigelse, men også hvor massive udfordringer står i kø.

Det gælder den betydelige mangel på kvalificeret arbejdskraft, tsunamien af kunstig intelligens og en nødvendig grøn omstilling, der stiller nye og anderledes kompetencekrav til alle lønmodtagere.

I den situation er det selvsagt afgørende, at arbejdsmarkedet fungerer effektivt og balanceret. Og det kræver stærke institutioner. Historien viser jo med al tydelighed, at samfund med høj tillid, stærke fællesskaber og velorganiserede arbejdsmarkeder også er de samfund, der klarer sig bedst økonomisk.

Derfor bør politikerne tage vismændenes anbefalinger alvorligt.

Styrk organisationsgraden

Vismændene peger blandt andet på, at politikerne bør overveje at styrke incitamenterne til fagforeningsmedlemskab. Konkret nævnes muligheden for at målrette skattefradraget for fagforeningskontingent.

Den tanke er allerede blevet grebet af den nye regering. I sit regeringsgrundlag varsler regeringen en ekspertgruppe, som skal kortlægge værdien af den danske model, flexicurity og de overenskomstbærende parters bidrag til beskæftigelse, kompetenceudvikling, konfliktløsning og velfærdssamfundets holdbarhed.

I DM og 3F deltager vi naturligvis gerne i ekspertgruppens arbejde. Vi har masser af viden, erfaringer og empiri at spille ind med. 

Regeringen åbner samtidig for at justere fradraget for faglige kontingenter, så det målrettes medlemmer af overenskomstbærende fagforeninger. Det er et skridt i den rigtige retning.

Både for fagbevægelsen, arbejdsmarkedet og samfundsøkonomien. Grundlæggende handler det om at understøtte de institutioner, der får arbejdsmarkedet til at fungere.

Der vil uden tvivl være blå politikere, som fortsat ser rødt, når talen falder på fagbevægelsen. Politikere, som af ideologiske årsager foretrækker at svække de organisationer, der bærer overenskomsterne, fremfor at styrke det samlede arbejdsmarkeds interesser.

Vismændenes rapport gør det vanskeligt at fastholde den position fremover, fordi dens pointe er klokkeklar.

Overenskomstbærende fagforeninger skaber ikke kun værdi for deres medlemmer. De skaber værdi for hele samfundet. De bidrager til bedre løn, stærkere beskæftigelse, mere velfungerende arbejdsmarkeder og en mere effektiv anvendelse af samfundets ressourcer.

Danmark bliver ganske enkelt rigere, når lønmodtagerne står stærkt organiseret.

Det er ikke et slogan. Det er en konklusion fra landets førende økonomer.

Og når fakta er så klare, bør politikken følge efter.