Spring menu over

Arbejdsgiverne løber igen fra ansvaret for stress

Janne Gleerup, forperson for DM

 Foto: Mette Ovgaard

Janne Gleerup, forperson i DM
Del artikel:

Stress kan ikke løses af at løbe en tur. Vi når ingen vegne ved at individualisere ansvaret.

Bragt i Jyllands-Posten d. 21. maj 2026.

I Danmark er vi tilsyneladende slet ikke så stressede, som vi går rundt og tror.

Sådan lyder det fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) i Jyllands-Posten den 12. maj.

Her stiller arbejdsgiverne ikke kun spørgsmål ved danskernes stressniveau, de mener tilmed, at Den Nationale Sundsprofil, som hvert år bliver udarbejdet af forskere fra Syddansk Universitet, er helt forbi skiven.

Ifølge sundhedsprofilen har 26,2 pct. af de danske lønmodtagere et højt stressniveau. Men DA mener, at tallet i virkeligheden kun er 6 pct. Med ét snuptag fjerner arbejdsgiverforeningen altså størstedelen af de stressramte danskere fra statistikken.

Det er en alvorlig devaluering af stressepidemiens omfang. Og det er ikke i orden over for de tusindvis af mennesker, der hver eneste dag mærker konsekvenserne.

Samtidig gør DA kun stress relevant, hvis den er så alvorlig, at den kræver behandling. Dermed overser de det allervigtigste: forebyggelsen.

Stress er ikke en regnearksøvelse. Stress er virkelighed. Det er mennesker med søvnproblemer, hjertebanken og tankemylder. Mennesker, der bliver alvorligt syge. Mennesker, der forlader arbejdsmarkedet. Stress har enorme menneskelige og økonomiske konsekvenser.

Vi kommer ikke tættere på løsninger, så længe arbejdsgiverstrategien primært består i at bagatellisere stressens omfang. Vejen frem er at se kendsgerningerne i øjnene og begynde der, hvor problemet i høj grad opstår. Nemlig på arbejdspladserne.

Over halvdelen af danskere siger, at arbejdet alene er den største kilde til stress.

Alligevel nævner DA ikke en eneste gang i sit udspil, hvordan arbejdsgiverne selv vil bidrage til at forebygge arbejdsrelateret stress.

Vi kommer ikke tættere på løsninger, så længe arbejdsgiverstrategien primært består i at bagatellisere stressens omfang

Det er nærmest komisk. Særligt når stressrelateret fravær koster danske arbejdspladser mindst 16,4 mia. kr. årligt.

I stedet lyder det fra DA’s direktør, at: »den enkelte har et ansvar for at være bedre rustet til de svære perioder, som kan opstå i livet, f.eks. ved at være fysisk aktiv«.

Stop. Lad være med at placere endnu mere ansvar, dårlig samvittighed og flere krav hos den enkelte. Arbejdsgiverne må erkende, at de ikke løfter ansvaret for det psykiske arbejdsmiljø godt nok i dag.

I DM mener vi, at arbejdsgiverne skal forpligtes langt tydeligere til at forebygge stress. Flere ledere skal uddannes i psykisk arbejdsmiljø, så de har redskaberne til at opdage og forebygge mistrivsel, før medarbejderne bliver syge.

Og når arbejdsgiverne ikke lever op til deres ansvar, bør det langt oftere resultere i påbud og bøder.

Stress kan ikke løses af at løbe en tur. Vi når ingen vegne ved at individualisere ansvaret. Udfordringen er massiv og kompleks. Så der skal sættes ind med mange indsatser og fælles vilje.

Men forudsætningen for, at vi kan vende den uhyggelige udvikling, er, at arbejdsgiverne tager den alvorligt og er villige til at tage ansvar.