Spring menu over

Fra ambition til virkelighed: DM's anbefalinger til implementering af Den Grønne Trepart

Unsplash

DM og DM Bio præsenterer en række anbefalinger til implementeringen af Den Grønne Trepart.  Unsplash

Af Cecilie Nielsen
Del artikel:

Mangel på medarbejdere, fragmenterede tilskudsordninger og besparelser bremser implementeringen af Den Grønne Trepart. DM og DM Bio præsenterer en række anbefalinger, der kan gøre de politiske ambitioner til virkelighed.

Den Grønne Trepart er et af de vigtigste samfundsprojekter i nyere tid. Potentialet er enormt. Det samme er gevinsterne. Renere vandmiljø, øget skovareal og en mere bæredygtig anvendelse af Danmarks arealer.

Men implementeringen halter flere steder. Manglen på medarbejdere og specialiserede kompetencer er udtalt. Og kommuner og myndigheder kæmper med komplekse regler, fragmenterede tilskudsordninger og utilstrækkelige ressourcer. Samtidig stikker besparelser på offentlig administration en kæp i hjulet på indsatserne, der skal omsætte den politiske aftale til konkret, grøn virkelighed.

”Skal Den Grønne Trepart lykkes, kræver det, at vi handler nu. Vi skal styrke kompetencerne, forenkle reglerne og sikre de nødvendige ressourcer. For når alt kommer til alt, lykkes den grønne omstilling kun, hvis ambitioner og virkelighed følges ad,” lyder det fra Janne Gleerup, forperson for DM og Gertrud Knudsen, forperson for DM Bio.

For at identificere de største barrierer for implementeringen har DM og DM Bio nedsat et MissionLab med eksperter fra forskning, kommuner og private virksomheder.

Med udgangspunkt i eksperternes erfaringer fra praksis, forskning og den nyeste viden på området kommer DM og DM Bio med en række konkrete anbefalinger, som politikerne kan handle på.

Blandt anbefalingerne er at stoppe besparelser i administrative årsværk i stat og kommuner med relevans for Den Grønne Trepart, at oprette et nationalt rejsehold for grøn trepart til kommunerne, gøre tilskudssystemet enklere og styrke den lokale forankring.

Læs DM’s Anbefalinger til implementering af Den Grønne Trepart