Dansk Magisterforening

Ny museumsaftale: 6 ting, der er værd at bemærke

"Jeg er virkelig glad for, at aftalen fremhæver, at løn- og arbejdsvilkårene skal være i orden hos de museer, der modtager offentlig støtte," skriver Anders Dalsager, formand for DM Kultur og Medier.

Debat
Af Anders Dalsager
Del artikel:

Ikke alt er, som vi museumsansatte måtte ønske i den nye museumsaftale. Men der er kommet flere muligheder for at udvikle vores arbejdspladser.

Dette er et debatindlæg. Teksten er udtryk for forfatterens egen holdning.

Så er der museumsaftale. Men hvad betyder det?

Her er seks vigtige takes fra mig og os i DM.

1. Den økonomiske usikkerhed bliver mindre

Det er rigtigt positivt, at aftalen tilfører flere varige midler til museerne. Det fjerner noget af den økonomiske usikkerhed, som hindrer os på museerne i at bevare og skabe ny viden og nye oplevelser til befolkningen.

2. Ordentlige forhold i fokus

Jeg er virkelig glad for, at aftalen fremhæver, at løn- og arbejdsvilkårene skal være i orden hos de museer, der modtager offentlig støtte. Det er et skulderklap til de museumsansatte i hele landet og til det flertal af museerne, der har overenskomster og gør noget for arbejdsmiljøet.

3. Det bliver dyrt at skære på kulturen

Fremover vil museerne kunne få mere statstilskud, hvis de samtidig genererer flere indtægter andetsteds fra. Det er både skidt og godt.

Skidt, fordi mere statstilskud så går til dem, der allerede har midler.

Godt, fordi det nu er klart for kommunerne, at deres lokale museer mister statstilskud, hvis de selv skærer på deres kommunale tilskud. Det er med andre ord tydeligt, at det er dyrt at skære på kulturen i kommunalbestyrelserne.

4. Jeg savner fokus på arkæologien

Aftalen definerer ikke ret meget om arkæologien. Hvordan museerne arkæologiske arbejde skal rammesættes i de kommende år er ikke tydeligt - og det skal nok være en af de ting, der skal op, når hele aftalen skal evalueres om nogle år.

Museerne må ikke nedprioritere forskningsindsatsen

Anders Dalsager

5. Forskningen er stadig vigtig

Det er vigtigt, at forskningen fremhæves i museumsaftalen. Museerne må ikke nedprioritere forskningsindsatsen.

6. Ikke alt er perfekt - men det er bedre

Ikke alt i aftalen er, som vi museumsansatte måtte ønske. Blandt andet omkring den geografiske fordeling af midler. Men der er flere muligheder for at udvikle vores arbejdspladser, end der var før.

I DM Kultur og Medier kiler vi på med at fremme og påvirke udrulningen af museumsaftalen i tiden, der kommer.

}