Vi har her samlet en række råd og idéer til, hvordan man med forskellige initiativer kan skabe plads og rum til alle på arbejdspladsen.
Arbejd med dit eget mindset
Udvid dit netværk og spørg folk til råds du normalt ikke spørger
De fleste af os har en tæt gruppe, vi spørger til råds. Det vil ofte være folk, der ligner os selv, og der kan dermed være fare for, at de svar, vi får, vil være meget i tråd med dem, vi selv ville give og gerne vil høre. Derfor kan det være en idé at sparre med en anden kollega, end man plejer, så man også kan spørge folk til råds, der er anderledes end en selv og som vil være uenige. På den måde kan man skabe rum og mulighed for nye perspektiver og vinkler på ens egen tænkning.
Stil dig selv omvendte spørgsmål
Når du tænker eller siger noget om eller til et andet menneske, så prøv at stille dig selv det omvendte spørgsmål for at tjekke, om der er bias på spil. Ville du have tænkt det samme, hvis det var en mand, en heteroseksuel, en person fra majoritetsgruppen etc.?
Vi er alle biased
Forbered dig på at du kan komme ud for en situation, hvor nogen konfronterer dig med, at din adfærd eller dine udtalelser kan virke biased, grænseoverskridende eller andet i den dur. Vær åben overfor kritik og vær villig til at lære at agere og tænke anderledes. Sig undskyld hvis det er nødvendigt. Det kan virke banalt, men uvidenhed kan opleves stødende eller sårende, selvom det sjældent er intentionen.
Mødekultur
Skift pladser – og sidemakker – i møder og til frokosten
Vær opmærksom på ikke altid at sætte dig på den samme plads til møder. Hvis vi altid sidder, hvor vi plejer, kan vi komme til at fastholde gruppedynamikker og magtalliancer. Når man sætter sig nye steder, bliver der plads til nye perspektiver og samtaler, og det kan mindske usunde adfærdsmønstre.
Få flere stemmer hørt
Sørg for at alle bliver hørt til mødet, når der er behov for feedback og input. Lav en bordrunde, så alle får mulighed for at sige noget. Gå sammen i par eller små grupper, hvis I er for mange til, at alle hver især kan byde ind. Hvis der sidder en stille kollega, så vær ikke bange for at spørge ind til, hvorfor vedkommende er stille. Der kan være flere grunde til, at vedkommende ikke føler sig tryg ved at sige noget i plenum, men det betyder sjældent, at deres mening ikke er værdifuld for organisationen.
Skriv pointer ned for at undgå bias
I nogle sammenhænge kan det være en idé at bede folk om at skrive deres ideer ned på post-it notes, hvorefter I så kan hænge dem op på væggen. Herefter kan I tage en idé ad gangen, og det vil dermed være tilfældigt hvis idé, der kommer først. Det er en nem måde at få flere stemmer ud i rummet og sikre, at det ikke altid er de samme, der byder ind eller tager ordet.
Hverdagshandlinger
Er usynligt arbejde vigtigt – og hvem laver det?
Der foregår usynligt arbejde på alle arbejdspladser. Oprydning, kagebagning, arrangering af sociale arrangementer mv. Der findes mange forskellige typer af opgaver, som faktisk er vigtige for organisationen, men som ikke fremmer karrieren for den, der udfører dem. Vær derfor opmærksom på hvem der udfører disse opgaver ved jer. Lav gerne en undersøgelse, så I får et helt konkret overblik over hvilke opgaver, I har, og hvem der tager sig af dem. Hvis I finder, at de er vigtige for organisationen, så sørg for at belønne dem – anerkend det gode arbejde, men sikr jer også, at det ikke altid kun er de samme, der skal gøre det.
Usynligt arbejde kan også betegnes som ikke-forfremmende opgaver. Læs her professor og forfatter Lise Vesterlunds tre råd til, hvordan man bliver bedre til at sige nej til disse og gøre det usynlige arbejde synligt
Kantine og frokostordninger
Forsøg så vidt det er muligt at indrette jeres kantine, så den kan rumme så mange behov som muligt. Forhold jer til diverse allergier, vegetariske og veganske præferencer, og religiøse forhold, når det kommer til den mad, der bliver serveret. Ved at gøre dette kan I sikre jer, at alle kan få mad til frokosten, og at ingen skal være udenfor frokostfællesskabet. Hvis I er en international organisation, kan det også være en god idé at have skilte på både dansk og engelsk, så alle kan forstå, hvad der serveres.
Højtider og traditioner
Vær opmærksom på at ikke alle i Danmark fejrer de samme højtider. Vær nysgerrig og åben overfor andre traditioner og skikke og hjælp med at skabe plads til, at alle kan tale åbent om deres egne.
Har I hygiejneprodukter på badeværelserne?
Det kan være en god idé at have menstruationsprodukter på toilettet, så ingen medarbejdere skal stå i en akavet situation. Det kan virke unødvendigt for nogen, men for andre kan det føles som en kæmpe hjælp.
Dette materiale er udarbejdet i samarbejde og med stor hjælp fra Sara Louise Muhr.