Mere end 2 ud af 3 forældre mener, at digitale kompetencer er nødvendige, på linje med det at kunne læse, skrive og regne, viser ny undersøgelse fra DM.
I en ny undersøgelse fra den akademiske fagforening DM svarer mere end 3 ud af 4 forældrene til børn i alderen 0-17 år, at digital teknologiforståelse skal være et obligatorisk fag på skoler og ungdomsuddannelser. De mener, at det er skolens opgave at sikre børn lige adgang til at opnå en digital teknologiforståelse.
I den nuværende aftale om folkeskolen er det aftalt, at digital teknologiforståelse skal være et valgfag i udskolingen, samt at faget skal integreres i udvalgte fag fra skoleåret 2027/2028.
- DM's undersøgelse viser, at forældre ser digitale kompetencer som helt nødvendige på linje med det at kunne læse, skrive og regne. Den nuværende politiske model ikke er altså ambitiøs nok, og jeg tror, at det er vigtigt at lytte til forældrene og deres ønsker for børnene, siger Tine Segel, forperson i DM Digi og medlem af DM's hovedbestyrelse.
Hun påpeger desuden, at selvom det er positivt, at digital teknologiforståelse bliver en ny faglighed i folkeskolen, så er der en risiko for, at det udvandes, når det ikke udbydes som et selvstændigt obligatorisk fag, men skal integreres i øvrige fag.
- Der vil helt naturligt være nogle kompetencer, som man har mindre fokus på, vurderer hun.
Vi må ikke risikere, at vi i folkeskolen får skabt et A-og B-hold.
Undersøgelsen viser desuden, at 2 ud af 3 forældre mener, at det er skolens opgave at sikre børn lige adgang til at opnå digital teknologiforståelse.
- Hvis børnene selv skal vælge faget til, fordi det udbydes som et valgfag, kan der være en tendens til, at især drengene vælger det, fordi det måske appellerer mere til dem, mens pigerne fravælger det. Vi må ikke risikere, at vi i folkeskolen får skabt et A- og et B-hold i forhold til digital teknologiforståelse. I takt med den øgede digitalisering får vi alle brug for disse kompetencer, siger Tine Segel.
Om undersøgelsen
• Over 2/3 mener, at digitale kompetencer er nødvendige på linje med at kunne læse, skrive og regne.
• Næsten 2/3 mener, at det er skolens opgave at sikre børn lige adgang til at opnå digital teknologiforståelse.
• Over 3/4 mener, at digital teknologiforståelse skal være et obligatorisk fag på skoler og ungdomsuddannelser.
Dataindsamlingen er foretaget af NORSTAT Danmark A/S i perioden 28/11 2024 – 15/12 2024 på Norstats Panel. Målgruppen er husstande med børn i alderen 0-17 år. Der var 1.002 besvarelser. Svarene præsenteret i analysen er ens på tværs af forældres køn, alder, uddannelsesbaggrund og geografi
Teknologiforståelse i folkeskolen – hvad koster det at føre de politiske ambitioner ud i livet
- Der er enighed blandt eksperter og centrale aktører om, at digital teknologiforståelse bør være et selvstændigt fag i folkeskolen. En analyse foretaget af DM på baggrund af tal fra Københavns Professionshøjskole viser, at denne model faktisk også giver langt bedre mening økonomisk.
- DM’s analyse viser, at det er langt dyrere at indføre digital teknologiforståelse i allerede eksisterende fag (som det er besluttet) sat overfor hvad det koster, hvis man indførte faget som et obligatorisk fag på mellemtrinnet og valgfag i udskolingen. Dette skyldes, at modellen, hvor digital teknologiforståelse integreres i flere udvalgte fag betyder, at der er langt flere lærere, der skal efteruddannes, end hvis faget gøres til et selvstændigt fag på mellemtrinnet samt et valgfag i udskolingen.
- Modellen, hvor teknologiforståelse implementeres som et obligatorisk fag på mellemtrinnet (og som valgfag i udskolingen), koster 493 mio. kr. over en tiårig periode. Til sammenligning koster modellen, hvor teknologiforståelse indarbejdes i 2-4 eksisterende fag og som valgfag i udskolingen 982 mio. kr. i over en tiårig periode. Det bør nævnes, at udgifterne fordeler sig over en årrække pga. antallet af lærere, der skal efteruddannes.
- Der er for nuværende afsat 160 mio. kr. til implementering af faget teknologiforståelse i folkeskolen i perioden 2024-2026.