Spring menu over

Gode råd til at tackle en afskedigelse

Del artikel:

Er du blevet fyret eller er der varslet afskedigelsesrunde på din arbejdsplads?

Det siger sig selv, at når der varsles afskedigelsesrunde giver det usikkerhed og bekymring hos dig og hos kollegerne.

Er du allerede blevet afskediget eller iblandt dem, som er blevet varslet fyret, er det en god idé at tage tid ud til at lande på benene igen; lån et sommerhus, rejs lidt væk, tag en pause, tal med venner og skriv meget gerne om dine tanker og frustrationer. Lidt senere kan du med fordel booke en karrieresamtale hos DM samt melde dig til relevante arrangementer om jobsøgning hos DM og hos din a-kasse. Og brug 10-punkts-listen nedenfor som inspiration til din arbejdsplan.

Når der er klarhed omkring hvem der bliver afskediget, vil de der kan blive på arbejdspladsen måske i første omgang føle en form for lettelse. Men erfaringerne viser faktisk, at også de som kan blive på arbejdspladsen efter en fyringsrunde, oplever bekymringer, det kan fx være i form af manglende tro på ledelsen, usikkerhed om eget job på lidt længere sigt samt mistillid og faldende engagement.

Krise

Det fleste vil opleve en fyring som en krise og som et afgørende vendepunkt. Det er en god idé at forsøge at gøre dette vendepunkt til et positivt gennembrud af nye sider af sig selv og (arbejds)livet. Og ja, du har helt ret: i praksis kan det naturligvis for de fleste være lettere sagt end gjort.

Vær opmærksom på, at en krise grundlæggende er en sund og nødvendig reaktion på store forandringer. Mange vil også opleve fyringen og tiden der følger, som en form for transition. Transitioner kan man definere som større praktiske og følelsesmæssige omstillinger, der typisk starter med en afslutning (fx en fyring med farvel til kollegerne og farvel til en del af ens identitet) og slutter med en ny begyndelse (når man lander i et nyt job).

Typiske følelsesmæssige faser ved en fyring

Afslutning symboliserer den tilstand, hvor vi spontant reagerer på forandringen. Enhver betydelig forandring medfører mental uklarhed, når dét, vi kender og er vant til, afløses af noget nyt og ukendt.

Afklaring symboliserer den tilstand, hvor vi mentalt forsøger at afklare situationen og dens konsekvenser. Vi gør os mange overvejelser i alle mulige retninger, indtil klarheden begynder at indfinde sig og, vi får nemmere ved at træffe konkrete beslutninger om den fremtidige situation.

Ny-orientering symboliserer den tilstand, hvor vi har accepteret en given forandring og er kommet langt med at lægge den personlige afklaringsproces og de vrede tanker bag os. Man er nu ofte klar til at fungere med de aktuelle vilkår og krav og kan fokusere på handling og de fremadrettede præstationer.

10 ting, som du med fordel kan fokusere på at få styr på ved en fyring

Gennemgå gerne listen nedenfor trin for trin i en rækkefølge, der passer dig. Og husk, at Rom som bekendt ikke blev bygget på en dag: For mange er en fyring, samt den efterfølgende afklaring, en proces, som godt kan tage nogen tid. Har du eventuelt skiftet job for nyligt, har du sikkert allerede godt styr på mange af elementerne.

1. Er dit cv og / eller din LinkedIn-profil skarp og ajourført?

Det er måske en god idé, at du tilmelder dig et LinkedIn-kursus hos DM.

2. Har du sikret dig, at din LinkedIn-profil er opdateret mht. kontakter?

3. Kan du skrive en god ansøgning?

Dvs. både en ansøgning som svar på en opslået stilling samt en uopfordret ansøgning. Selvom du ikke tænker dig at søge job på det private arbejdsmarked (hvor uopfordrede ansøgninger er meget anvendt), er det for mange en rigtig god afklaringsøvelse at skrive en uopfordret ansøgning til ens ”drømmearbejdsplads”.

4. Har du styr på din elevatortale?

En elevatortale kan betragtes som en kort og fængende mundtlig præsentationstale, der fortæller hvad du kan og hvad du vil karrieremæssigt. Find gerne nogle eksempler på fx Youtube og lad dig inspirere til din elevatortale.

5. Hvad er dine jobmålsætninger?

Vær gerne ret konkret og lav en liste med stillingsbetegnelser. Brug tid på at lade dig inspirere, fx på LinkedIn og via jobdatabaserne. Start fx med jobindex.dk som har et solidt overblik over opslåede akademiske (og andre) stillinger. Hvis du interesserer dig mest for det kunstneriske område, er der inspiration at hente på jobscenen.dk. Er du mere til IT-jobs, kan du søge på it-jobbank.dk. På jobfisk.dk kan du finde en solid oversigt over jobdatabaser.

6. Kender du de vigtigste jobdatabaser indenfor dit felt?

Vær forsigtig med at stole for meget på søgeagenter, brug i stedet tid på selv at læse (mange) stillingsopslag. Det er en god idé, simpelthen fordi du dermed typisk vil blive langt mere inspireret, end hvis en søgeagent gør arbejdet for dig.

7. Hvad er din jobsøgningsstrategi?

Vil du fx primært satse på at netværke, på at søge opslåede stillinger eller på at søge uopfordret? Eller alle tre ting sideløbende? Overvejer du at skifte spor til noget helt andet, eller vil du fortsætte indenfor dit nuværende fagområde i en anden organisation?

8. Lav en aktivitetsplan (fx ugevis)

Som jobsøgende, er der ikke anden struktur på ugen, end den du selv definerer. Prøv at undgå, at din jobsøgning kommer til at fylde aftener og weeekends; her kan du i stedet med fordel holde fri sammen med familien og med vennerne.

9. Find gerne en sparringspartner

Find en person du stoler på, og som du kan mødes med fx hver anden uge, og som hjælper med at forpligtige dig til at være handlingsorienteret og til at løse konkrete opgaver fra møde til møde.

10. Brug DM

Tilmeld dig relevante arrangementer hos DM og hos din a-kasse.

Book derudover meget gerne en karrieresamtale, eller læs mere om dine rettigheder ved afskedigelse. Og husk, at du altid kan ringe til karriererådgiverne hos DM med dine afklaringsspørgsmål tilknyttet jobsøgningsprocessen.

Et par gode bøger

Læs fx Keeping you head after loosing your job af Robert Leahy og Managing transitions: Making the most of change af William Bridges.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje