En god jobsøgningsstrategi starter med, at du tager stilling til, hvad du vil prioritere, og hvordan dine kompetencer skal bringes i spil.
Når du skal i gang med at søge job, er det en fordel, at du ved hvad du vil gå efter. Hvilke opgaver finder du spændende? Hvilken arbejdskultur trives du i og ikke mindst, hvor er jobmulighederne bedst?
Idealet vil altid være at få den fulde pakke, men det kan give mening at reflektere over, hvad der er vigtigst for dig. Et meningsfuldt job i en presset branche kan sagtens være det hele værd. Omvendt kan gode vilkår også veje op i et job, hvor arbejdsopgaverne er mere rutineprægede.
Undersøg markedet på egen hånd og benyt DM's karriererådgivning til at blive klogere på, hvilke muligheder du har.
Kompetenceafklaring
For at træffe de rigtige valg er det en fordel at have styr på dine kompetencer. Det handler ikke kun om at dokumentere erfaring, men om at forstå, hvad du konkret bidrager med.
Brug dit CV som udgangspunkt og gennemgå dine erfaringer systematisk. Notér, hvilke metoder du har arbejdet med, hvilke målgrupper du har haft ansvar for, og hvilken viden du har opbygget undervejs.
Gør derefter kompetencerne konkrete. Projektledelse kan dække over mange roller. Er du den, der skaber overblik, driver processer eller sikrer klar kommunikation. Og hvilken betydning har det haft for resultaterne?
Når du har samlet dine erfaringer, står du med en bruttoliste over dine kompetencer. Den kan du bruge strategisk til at målrette dit CV og dine ansøgninger.
Kontakt DM, hvis du ønsker at få kvalificeret dine overvejelser og se nye muligheder i dit arbejdsliv.
Book en karrieresamtale
Book en karrieresamtale, hvor vi taler om kompetenceudvikling.