Vil du læse mere om det humanistiske arbejdsmarked?
Tilmeld dig vores nyhedsopdatering her. Så sender vi dig en mail, når vi skriver noget nyt om det humanistiske arbejdsmarked
Historiker Gry Jexen havde ingen idé om, at hendes bog Kvinde Kend Din Historie ville blive så populær. Nu håber hun, at det ikke bare er en dille, men at vi i fremtiden vil blive bedre til at afdække historien fra kvindernes perspektiv. © Foto: Miriam Dalsgaard
Gry Jexen er historiker og forfatter til den populære historiebog Kvinde Kend din Historie. Hun arbejder for at give plads til kvinderne i historien. ”Hold kæft, der er lang vej igen”, tænker hun dog nogle gange.
Din bog, Kvinde Kend din Historie, har taget Danmark med storm. Havde du regnet med det?
Det kom totalt bag på mig. Jeg havde skrevet på bogen i halvandet år, og jeg håbede da, at den ville gå godt. Under skrivningen, fik jeg dog af og til at vide, at man ikke nødvendigvis bliver rig og berømt af at skrive en bog.
Men bogen blev altså udsolgt, før den overhovedet kom ud. Det var ret vildt at opleve.
Jeg tror også, at populariteten har noget at gøre med, at jeg ramte en stor efterspørgsel, da jeg startede min Kvinde Kend din Historie-Instagram-profil i 2018. En efterspørgsel, der handler om, at folk rigtig gerne vil kende deres egen historie.
De vil gerne vide mere om kvinder i historien! Det mærkede jeg allerede da jeg startede min Instagramprofil - folk synes, det er vildt lækkert at blive klogere, mens de er på Instagram. På den måde føler de ikke, at de spilder deres tid.
Kvinde Kend dig Historie er Gry Jexens brand, som både er en podcast, Instagram-profil og senest en bog af samme navn. Kvinde Kend din Historie formidler om kvinder i Danmarkshistorien, som ikke før har haft en plads i historiebøgerne.
Det hele startede i 2018, da hun oprettede sin Instagram-profil, der i dag har næsten 60.000 følgere. Her sender følgerne tips ind om nye kvinder i Danmarkshistorien, som Gry Jexen researcher og senere lægger opslag op om på profilen.
Hendes bog Kvinde Kend din Historie, der udkom i 2021, portrætterer 50 kvinder fra de seneste 500 år af Danmarkshistorien. Den blev udsolgt før, den overhovedet var udgivet.
Hvad skal der så ske nu?
Jeg har en masse projekter ude i fremtiden. Nogle mere hemmelige end andre.
Men jeg er blandt andet blevet ansat på Københavns Universitet, hvor jeg skal undervise i historie. Det første kursus jeg har handler om formidling og formidling af historie.
I 2022 skal jeg også ud og holde en hel masse foredrag om bogen. Udover det, fortsætter jeg mit virke som podcastvært, iværksætter med nye produkter til min webshop og så styrer jeg jo min Instagram.
Du har før nævnt, at du er historiker og ikke meningsdanner. Vil du sætte nogle ord på, hvad du mener med det?
Hvis jeg deltager i radio- eller tv-interviews, bliver jeg ofte spurgt: ”Så følte du lige, at kvinderne manglede en plads i historien?”. Men det er ikke noget, jeg går rundt og føler.
Det er ikke en holdning, jeg har. Det er objektivt sandt, at kvinder mangler plads i historien. Det er et åbenlyst problem vi skal løse.
Provokerer det nogen, når du siger, at det er åbenlyst, at kvinder mangler i historien?
Nej, det provokerer ikke nogen. Men vores historieskrivning er forankret i nogle meget faste traditioner fra 1800-tallet. Så når jeg siger, at vi er nødt til at lave om på de traditioner, kan det virke provokerende.
Det skyldes, at nogen ikke har lyst til at ændre blik på historieskrivningen. Der er ingen, der siger, at det er noget pjat at give kvinderne plads i historien. Men der er mange, der siger, at det er helt naturligt, at kvinder ikke har en plads i historien, fordi kvinder ikke har bedrevet noget af betydning.
Kvinde Kend din Historie er et positivt projekt, for jeg vil jo ikke slette historien. Vi skal ikke til at brænde bøger eller rette med rettelak. Fordi den historieskrivning vi har, er også en del af historien.
Jeg håber bare, at flere kan glædes ved, at vi endelig er ved at nuancere og mangfoldiggøre historien.
Du nævnte at traditionerne for historieskrivningen i dag er forankret i 1800-tallet. Oplever du, at det ændrer sig nu?
Som tingene går lige nu er der dage, hvor jeg tænker: ”Yes! Vi er lige ved at være der med repræsentationen af kvinder i historien. Det skal nok lykkes”.
Men der er også dage, hvor jeg tænker: ”Hold da kæft, hvor er der lang vej igen”.
På de dage har jeg talt med magtfulde mennesker inde for mit fag, som siger, at kvinderne ikke var der alligevel, så hvorfor skrive historie om dem. Nogle gange får jeg bemærkningen: ”Det er rigtig fint, det du har gang i, Gry, men det er en niche-ting at skrive om kvinderne. Det har ikke relevans for alle”.
Egentlig er mit budskab ikke spor nyt. Det var 1970er-feministerne, som for alvor sagde det samme, som jeg siger nu. De skabte leksika og grene på universiteter, der gjorde oprør mod kønsskævvridningen på historiefaget men også på andre fag som f.eks. litteraturvidenskab. Men det bed sig desværre ikke så meget fast at problemet er løst.
Hvad sker der så på de gode dage?
Der bliver der sat statuer op af Inger Christensen eller Grevinde Danner. Museer, som Glyptoteket, laver mangfoldige udstillinger. Skolelærere sender mig billeder af deres klasseprojekter, hvor de har brugt Kvinde Kend din Historie i arbejdet.
Eller når jeg holder foredrag for 300 mennesker, der sidder og lytter med. Der kan jeg godt føle, at nu er der ’no way back’.
Men jeg er spændt på, om det her i fremtidens historie vil blive behandlet som en tendens eller som en dille. Jeg håber, at vi kan blive ved med at opretholde kadencen, så det bliver ved med at være forankret i vores historieskrivning, at kvinder har deres helt naturlige plads her.
Født i 1988 og cand.mag i Historie og Uddannelsesstudier fra RUC.
Hun har arbejdet med historieformidling de seneste seks år, bla. på DR Historie.
Startede Instagram-profilen Kvinde Kend din Historie i 2018, og har sidenhen udgivet en bog og podcast af samme navn.
Foredraget med Gry Jexen er en videreudvikling af hendes podcast og Instagram-profil og en videre formidling af kvinders betydning i vores fælles historie og fortid.
Gry Jexen kommer blandt andet ind på, hvorfor det er så vigtigt, at vi får kvinderne skrevet ind i vores fælles historie for at skabe ligestilling. Hvorfor er kvinderne overhovedet skrevet ud? Hvorfor er det vigtigt at få dem skrevet ind?
Undervejs kommer Gry Jexen også med flere eksempler på kvinder fra historien, som har haft stor betydning, men ikke har fået den plads, de fortjener.
Praktiske oplysninger om foredraget
1. december 2021 Kl. 17.00 - 18.00
Arrangementet online og åbent for alle
Tilmeld dig her: https://dm.dk/kalender/2021541