Spring menu over

Top 3 brancher: Her tjener du mest som DM’er

LOEN1
Løn Af Benedicte Borelli, indholdsredaktør
Del artikel:

DM’s nye lønundersøgelse afslører brancherne med den højeste løn. Se, hvad de højest lønnede DM’ere tjener.

Hvis du arbejder i medicinalindustrien, finans eller politiske partier, er der gode chancer for, at du har en høj løn.

Det viser DM’s nye privatlønundersøgelse 2026.

Medicinalindustrien topper i år listen med den højeste medianløn. Det overrasker ikke cheføkonom i DM Sune Holm Pedersen.

”Medicinalindustrien har jo trukket væksten i Danmark de seneste år, og den toppede også listen sidste år. Det er en branche med hård international konkurrence. Virksomhederne vil derfor gerne fastholde deres talenter og tiltrække flere. Men der er sket meget i branchen det seneste år, så det bliver spændende at følge, hvordan lønudviklingen bliver fremover,” forklarer Sune Holm Pedersen.

Der er masser af private virksomheder, som efterspørger medlemmernes kompetencer. Det er værd at huske
Sune Holm Pedersen, cheføkonom i DM

Foruden medicinalindustrien, kemi og biotek er også finans, forsikring og pension samt interesseorganisationer på listen. Det siger noget om, hvor mange forskellige steder DM’erne arbejder, mener Sune Holm Pedersen.

”Listen viser, at medlemmer bidrager til værdiskabelsen mange steder i den private sektor, og at deres kompetencer er efterspurgte i mange forskellige brancher.”

”Der er masser af private virksomheder, som efterspørger medlemmernes kompetencer. Det er værd at huske,” siger han.

Løn er ikke alt

Det er dog værd at huske, at en høj løn ikke nødvendigvis fortæller hele historien om et job.

”Jeg synes, det er pæne lønninger, men vi skal huske, at løn ikke fortæller alt. Har de for eksempel ingen øvre arbejdstid? Har de ret til barns sygedage? Betalt frokost? Arbejdsvilkårene er jo også en del af værdien,” pointerer Sune Holm Pedersen.

Her tjener DM'erne mest i brancher: 

1. Medicinalindustri, kemi og biotek

Løn: 78.080 kr. 

Medlemmer i denne branche arbejder især med "forskning, produktudvikling og kvalitetskontrol”, ”projektledelse” eller med ”dataanalyse, BI og statistik”.

De er især naturvidenskabeligt uddannede.

De er i gennemsnit 45 år gamle, hvilket er lidt ældre end gennemsnittet for privatansatte DM’ere.

Eksempler på virksomheder: Novo, H. Lundbeck og Leo Pharma

2. Finans, forsikring og pension

Løn: 61.795 kr. 

Medlemmer i denne branche arbejder især med ”administration, indkøb, regnskab og sekretærarbejde”, ”kommunikation og sociale medier” samt med projektledelse.

De er især humanistisk uddannede og uddannede indenfor kommunikation.

De er i gennemsnit 41 år gamle, hvilket er tæt på gennemsnittet for privatansatte DM’ere.

Eksempler på virksomheder: Tryg Forsikring, Arbejdsmarkedets Tillægspension   ATP, Jyske Bank

3. Interesseorganisationer, politiske partier, A-kasser og fagforeninger

Løn: 60.869 kr 

Medlemmer i denne branche arbejder især med ”projektledelse”, ”ledelsesrådgivning, strategi, organisationsudvikling og PA” samt ”kommunikation og sociale medier”

De er især humanistisk uddannede og uddannede indenfor kommunikation.

De er i gennemsnit 44 år gamle, hvilket er lidt ældre end gennemsnittet for privatansatte DM’ere.

Eksempler på virksomheder: Akademikernes A-kasse, IDA Ingeniørforeningen i Danmark, Dansk Industri

Listen er rangordnet efter medianlønnen. Beløbene er månedsløn inklusive pension. Undersøgelsen gælder privatansatte medlemmer, ikke ledere, med en kandidatgrad.

Download DM's store lønguide

Værsgo'. Her er DM's dugfriske lønundersøgelse. Den skal du bruge til selv at få mere i løn. For når du ved, hvad andre som dig tjener, er du godt på vej til din egen næste lønstigning.

Download lønguiden

Private Offentlige Lønninger

Tjek din løn

Brug DM's lønberegner til at finde ud af hvor du ligger lønmæssigt i forhold til andre, der laver det samme som dig.