Svend Brinkmann savner respekt for det kedelige arbejde

“Agil”. “Passioneret”. “Omstillingsparat”. “Innovativ”. Jobannoncer flyder over med floskler og har efterhånden fået karakter af en umulig ønskeliste over medarbejderkompetencer.  

Psykologiprofessor Svend Brinkmann læser jævnligt jobannoncer. Både fordi de morer ham, men også fordi de afslører noget om det moderne arbejdsliv. 

“Der er ikke grænser for, hvilke egenskaber, du skal have som jobsøgende i dag. Du skal kunne 7000 forskellige ting og være indstillet på at lære 7000 nye ting i morgen,” siger han. 

Almindelig vedholdenhed og stabilitet efterspørges sjældent. Men de dyder er mindst lige så vigtige på arbejdspladsen, mener Svend Brinkmann. 

“Rugbrødsarbejde har fået sådan en negativ klang. Men der er jo ikke noget galt med rugbrød. Det er jo sundt,” siger han med et grin.  

Ikke alle skal være ekstraordinære på jobbet 

Det er længe siden, Svend Brinkmann har haft en rigtig grund til at læse jobannoncer. 

Siden 2009 har han været ansat som professor i psykologi ved Aalborg Universitet. Han er også mangeårig vært på det populære P1-program “Brinkmanns Briks”.  

I 2014 blev Svend Brinkmann en intellektuel rockstjerne med bestselleren “Stå fast”. Her opfordrede han læserne til at tage Nej-hatten på og sige fra over for tidens krav om konstant selvudvikling og selvoptimering. 

Nu er psykologiprofessoren tilbage med en ny bog, der tager fat i en beslægtet problemstilling. I “Som alle andre, som nogle andre, som ingen andre” udfolder han syv teser til forsvar for humanismens nødvendighed. Ifølge professoren i psykologi er pendulet nemlig svinget for langt væk fra det, vi har til fælles som mennesker – og for langt over mod individualisering og selv-realisering.  

Det gælder også på arbejdspladsen. Her bør medarbejderen ikke først og fremmest betragtes som en ressource, der hele tiden skal udvikles og optimeres ud fra ledelsens ønsker og behov.  

“Autonomi er et grundlæggende behov i mennesket. Tør ledelsen give sine medarbejdere mere medindflydelse på beslutninger, der vedrører deres arbejdsliv, kan det resultere i bedre trivsel og i en stærkere forpligtelse til at løse konkrete arbejdsopgaver,” siger han. 

Den gode kollega findes ikke i et Excel-ark 

Vi mennesker lykkes generelt bedst, når vi samarbejder med andre. Det er sådan, vi evolutionært fungerer, forklarer Svend Brinkmann.  

“Derfor bør arbejdspladser også i langt højere grad belønne kollektive indsatser og samarbejder, frem for at honorere individuelle medarbejdere, som fremhæver sig selv på bekostning af fællesskabet,” siger han. 

Det gode samarbejde kræver blandt andet, at man er en god kollega. Og her er der brug for at besidde de humanistiske værdier, der sjældent figurerer højt på jobannoncerne. 

“En god kollega er en person, der bl.a. er hjælpsom, opmærksom, lyttende, støttende og indlevende. Disse almenmenneskelige dyder, om man vil, er svære at putte ind i Excel-ark eller KPI-regnskaber. Men det gør dem jo ikke mindre vigtige,” siger han. 

Det er ikke kun jobannoncer, der kan få Svend Brinkmann til at rulle med øjnene. Medarbejdersamtalen er en anden kæphest, som han gerne så ride ud i solnedgangen.  

“Når du som ansat får spørgsmål som: ‘Hvor ser du dig selv om fem år?’, er der jo lagt op til, at du skal svare et eller andet meget ambitiøst eller visionært. Det er de færreste, som svarer: ‘Det samme sted, som jeg er i dag.’ Men sådan burde det ikke være. Det er en glemt dyd at kunne hvile i sit arbejde og finde tilfredsstillelse i sit håndværk,” siger han. 

For omkring ti år siden sagde fremtidsforskere, at fremtiden tilhører rebellerne, ikke pedellerne. Men Svend Brinkmann vil gerne stille sig på pedellernes side. 

“Rebeller har det med at rive ting ned, men i længden er det jo ødelæggende for en arbejdsplads og for samfundet i det hele taget. Der er i høj grad også brug for ‘pedeller’, som reparerer og vedligeholder og laver det mere rutineprægede arbejde. Det er jo dét, der ofte holder samfundet kørende,” siger han. 

Fra selvoptimering til maskinoptimering 

For Svend Brinkmann er problemet altså ikke kun, at mennesker skal lære at løbe hurtigere. Problemet er også, at teknologien lover at løbe endnu hurtigere for os.  

Den udvikling er tæt forbundet til techindustriens dyrkelse af fart, disruption og konstant forandring. Da Mark Zuckerberg skabte Facebook for over to årtier siden, lød hans motto: Move fast and break things. “Hvis ikke du ødelægger ting, så bevæger du dig ikke hurtigt nok”, sagde han.  

Mark Zuckerberg indvarslede techgiganternes tid, hvor virksomheder bliver hyldet for deres evne til at skabe disruption og innovation. I dag er det AI, der spurter af sted og ødelægger ting på dets vej. Var Facebook en nedrivningskugle, risikerer kunstig intelligens at blive en atombombe, der eksploderer i hænderne på os.  

Svend Brinkmann kritiserer kunstig intelligens for at true den selvstændige tænkning, almendannelsen og den ægte menneskelige erfaring.  

I modsætning til tidligere nægter han dog at tage Nej-hatten på. Kynisme, argumenterer han for i sin nye bog, er vores værste fjende. Dermed ikke sagt, at frygten for, at AI risikerer at gøre os alle sammen dummere og tage vores jobs, er ubegrundet.  

"AI kan effektivisere mange arbejdsgange, men det risikerer at ske på bekostning af den menneskelige faktor, som stadig er vigtig for de fleste af os,” siger han og fortsætter: “Jeg tror dog stadig, at der er en værdi i, at der er et menneske bag det, vi laver - med en intention, en hensigt, en bevidsthed og en vilje, som AI ikke har.”