Spring menu over

Christina fra ’Gift ved første blik’ behøvede ikke fortælle kollegaerne, at hun skulle på TV. De havde allerede gættet det

Gift S12 16X9 02 014 PRESSE

Gift ved første blik er et datingeksperiment på DR, hvor eksperter matcher to singler, der møder hinanden for første gang ved alteret. Parret bliver gift og skal derefter finde ud af, om kærligheden kan opstå. Her ses Christina Larsen med sin mand Frederik Bue Riemer til brylluppet.

Benedicte Borelli, journalist
Del artikel:

Christina Larsen frygtede ikke kollegernes reaktion, da hun meldte sig til datingprogrammet. Men som lektor var der grænser for, hvor meget hun ville dele af sit privatliv på tv.

Det kunne have været en bekymring, hvordan kollegaerne på professionshøjskolen Absalon ville reagere, da 36-årige Christina Larsen fortalte dem, at hun havde valgt at blive gift med en fremmed på TV. Men det var det slet ikke. Tværtimod. 

Vi har talt med Christina Larsen om, hvordan man navigerer i at blive ”kendt fra tv”, mens man passer sit arbejde som om, intet var hændt.  

”Mine kollegaer har faktisk været med i processen lige fra starten. Jeg tilmeldte mig nemlig allerede programmet sidste år med henblik på sidste sæson. En dag sad vi til frokost, og så var der en kollega, der for sjov sagde: ”Hvorfor melder du dig ikke til Gift ved første blik?” Og så svarede jeg: ”Det har jeg da allerede gjort.” Det grinede vi meget af. De har lige siden været superengagerede.”

Var du bange for, hvad de ville tænke?

”Det var jeg slet ikke nervøs for. Det var faktisk en af de få ting, jeg ikke var bekymret for. Vi er en meget tæt kollegagruppe, så jeg har ikke følt andet end opbakning og kærlighed. Men med de studerende var det en anden sag.”

Gift S12 16X9 02 021 PRESSE
Til daglig er Christina Larsen lektor og cand.scient.san. på sygeplejerskeuddannelsen i Roskilde samt international koordinator.

Du underviser jo på sygeplejerskeuddannelsen til daglig. Hvordan fandt dine studerende ud af, at du skulle være med i programmet?

”De fik det først at vide, da det blev offentliggjort i pressen. Det var meget specielt.

Jeg kan huske, at semesteret netop var begyndt, da det første afsnit blev sendt. Så da jeg kom ind til min første undervisningstime, spurgte jeg: ”Hvad så, har I haft en god sommer?” Og så var de helt stille. Det plejer de aldrig at være. Og så er der en fra bagerste række, som råber: ”Er du stadig gift?” Og alle flækker af grin. Så var vi ligesom i gang.

De har taget helt vildt godt imod det. Jeg har ikke mødt andet end søde studerende, som har villet høre, om jeg stadig var gift, og som er kommet med søde kommentarer om, at de hepper på os. Det har været ren love.”

Filmede I, mens du var på arbejde?

”Produktionen var meget begejstret for idéen om, at jeg selv skulle filme en video, hvor jeg underviste. Sagen er bare den, at jeg qua min rolle som international koordinator ikke havde så meget undervisning i foråret. Derudover ville det også kræve, at vi fik underskrifter fra alle de cirka 40 medvirkende studerende.

Derfor prøvede jeg at filme mig selv oppe ved tavlen, mens jeg fortalte dem en røverhistorie om, at jeg ville bruge videoen som en form for feedback på min undervisning. Og så valgte DR slet ikke at bruge den. Haha. Er de klar over, hvor meget jeg har skullet tage mig sammen til at filme det her!?”

Der var for eksempel nogle ting, som jeg ikke ville tale om på fjernsyn. Og det forstod han heldigvis godt
Christina Larsen, lektor og deltager i Gift ved første blik

Inden du deltog i programmet, var du bekymret for, om dit job som lektor kunne forenes med at være på tv. Var du bange for at blive taget mindre alvorligt professionelt?

”Klart. Det var en kæmpe overvejelse. Amalie Klæstrup fra sidste sæson af Gift ved første blik var også lektor og havde efter sigende overvejet det. Jeg tror, det er, fordi man føler sig lidt halvoffentlig som underviser. Selvom forholdet til de studerende er professionelt, har man en omgang med dem, hvor man føler, at de også lærer en at kende. Samtidig er der jo også dele af mit liv, som de ikke kender. Det føltes derfor grænseoverskridende at give dem det indblik.

Derfor havde jeg også en samtale med min mand meget tidligt om, hvad det var for et job, jeg har, og hvad det betyder for min deltagelse i programmet. Der var for eksempel nogle ting, som jeg ikke ville tale om på fjernsyn. Og det forstod han heldigvis godt.”

Hvordan har det været at møde på arbejde, mens dine kolleger og studerende uge efter uge har set dig på tv i nogle meget private situationer?

”Jeg kan godt mærke, at flere på mit arbejde er kommet hen og har kommenteret på programmet og sagt, at de hepper på mig. Også nogle, som jeg normalt ikke taler med. Det synes jeg har været så fedt. Det er jo så offentligt, så det er dejligt, at de synes, det er okay at blande sig. Det har på en måde været med til at danne bro mellem forskellige kollegagrupper på mit arbejde.”

Nu er programmet jo afsluttet, og spoiler: Du valgte ikke at forblive gift. Hvordan føles det at være færdig?

”Det er underligt, men også rigtig rart. Det er, som om fortiden indhenter nutiden. Nu kan jeg bare tale frit og behøver ikke tænke over, hvad jeg siger.”

Har det været svært ikke at røbe noget?

”Nej, det har faktisk været okay. De første to-tre uger var lidt svære, men så fandt jeg hurtigt en rytme, hvor det var nemt at sige, hvad jeg kunne tale om, og hvad jeg ikke kunne.”

Kunne du finde på at være med i tv igen?

”Jeg synes, det har været en rigtig positiv oplevelse. Jeg har fået en ny selvtillid og en tro på, at jeg har noget at byde ind med i den offentlige debat. Jeg kommer nok ikke til at være den store nye tv-darling, men hvis det rigtige melder sig på banen, så vil jeg ikke være afvisende.”