Laura undersøger: Må du have lyskæder og duftlys på kontoret?
Måske har du selv billeder af familien, et duftlys eller din yndlings LP stående på dit skrivebord? Hvis svaret er ja, så er du ikke alene, men en del af en større bevægelse.
Memes på væggen, en computerskærm pyntet med similisten og et billede af Taylor Swifts break-up. Hvor personlig må du egentlig gøre din kontorplads? Journalist Laura Skelgaard Paulsen undersøger, hvor grænsen går.
Et dilemma i en brevkassepodcast gjorde mig for nylig i tvivl om min egen rummelighed.
En lytter i podcasten ‘Kære Chantal’ var generet af kollegaens skrivebord, som var fyldt med bamser, kopper og kuglepenne med Disney-figuren Stitch og overvejede at gå til sin leder.
Min første tanke var, at udsmykningen tilsyneladende ikke forstyrrede arbejdet, så kollegaen måtte da pynte, som vedkommende ville.
Alligevel kunne en smålig del af mig godt forstå irritationen.
En Disney-eksplosion ville nok også udfordre min idé om et professionelt kontor.
Men handler min reaktion om bamserne eller om hvad jeg selv forbinder med en arbejdsplads? Deler andre min tvivl? Det måtte jeg undersøge.
Et rum med uskrevne regler
Måske har du selv billeder af familien, et duftlys eller din yndlings LP stående på dit skrivebord?
Hvis svaret er ja, så er du ikke alene, men en del af en større bevægelse.
Grænsen mellem hjem og kontor er blevet mindre tydelig de seneste år, vurderer trendforsker og administrerende direktør for Pej gruppen,Louise Byg Kongsholm.
“Under corona flyttede kontoret ind i vores hjem, og nu flytter hjemmet med på kontoret. Samtidig har mange arbejdspladser indført flekspladser, hvor ingen har deres eget skrivebord. Så spørgsmålet er ikke længere kun, hvad man må stille frem. Det er, om man overhovedet har et sted at stille det,” siger hun.
På den administrerende direktørs eget skrivebord står en sten, som datteren har malet med teksten “Lady Boss”, og et billede af hendes børn.
Men hvorfor kommer vores personlige tingle-tangle-ting ind på skrivebordet?
Der findes uskrevne regler for, hvor meget af os selv, vi kan tage med ind på kontoret. Mange forstår det bare ikke nødvendigvis, siger trendforsker og administrerende direktør for pej gruppen, Louise Byg Kongsholm.
“Det, vi stiller frem på skrivebordet, handler ikke om hygge. Det er signaler. Et billede af familien fortæller kollegerne, hvem man også er, når man har fri.Det er identitet, man sætter på bordet, helt bogstaveligt,” fortæller Louise Byg Kongsholm.
Taylor Swift, similisten og dobbeltstandarder
Som freelancer har jeg selv en plads i et kontorfællesskab. Her har vi flekspladser, så bordet skal være tomt, når jeg går, og det begrænser, som Louise Byg Kongsholm påpeger, mine muligheder for selvudfoldelse.
Alligevel er jeg for nylig gået ned i kiosken og har købt et magasin med en af mine artikler, som jeg er særligt stolt af. Nu står det og pryder blærehylden på mit kontor. Så lidt vigtigt er det også for mig at vise, at jeg er her.
Jeg spørger også to af mine veninder, der begge tilbringer en stor del af deres arbejdsdag på et kontor.
Mette Harbo er redaktør på Go’ Morgen Danmark. Hun har ligesom mig flyverpladser, men drømmer om et kontor i flere farver:
“En computerskærm, der er ‘bedazzled’ i farverige similisten, kunne da være for fedt! Vi er så meget på vores arbejdsplads, man bruger enormt meget tid med sine kolleger og hører om deres familier og omgangskreds – og ved at bringe noget af det ind på kontoret lærer vi hinanden bedre at kende,” siger hun og fortsætter:
“Samtidig med, at jeg er maksimalist, kan jeg også godt lide orden. Jeg tænker mere sådan en Elle Woods-vibe fra ‘Legally Blonde’, hvor ting med en funktion er lyserøde.”
Men da jeg spørger, hvor hendes grænse går for det private på kontoret er den mere grå end pink:
“Jeg synes, det er lidt svært at sige.. Personligt kunne jeg godt finde på at gå rundt uden sko på kontoret om sommeren. Men jeg synes ikke, man skal sidde med et tæppe på. Jeg har totalt dobbelt standarder.”
Min anden veninde, Sara Stougaard har tit småting stående på sit arbejdsbord for at gøre det lidt mere personligt:
“Jeg bruger så mange timer der, og jeg kan godt lide, at jeg har præget et rum, jeg bruger lang tid i, med ting, der føles hjemlige,” siger Sara Stougaard, der er journalist og tilrettelægger i DR på P3 Nyt.
På hendes gamle redaktion havde de også udsmykket fællesarealerne. På en væg hang sjov kritik, de havde fået gennem tiden. Der var også et billede af musikeren Akon med en falsk autograf, som stammede fra en flere år gammel intern kollegaprank.
“Det var en sød måde at skabe fællesskab og kultur på, men vores facilitetskvinde på jobbet prøvede flere gange at få os til at tage det ned,” siger hun og fortsætter:
“Jeg synes, det var en mærkelig holdning, at man ikke må indrette sit kontor, men skulle eksistere som en form for personlighedsløst menneske, bare fordi man træder ind på sit arbejde. Det giver mig selv meget at vide, at mine kollegaer er ægte mennesker.”
Signalerer det personlighed eller fyraften?
Men Mette Harbo og Sara Stougaards ønske om at gøre kontoret personligt handler ikke kun om, at de tilbringer så meget tid der, mener Louise Byg Kongsholm:
“Vi vil gerne kunne genkende os selv i de omgivelser, vi opholder os i. Flekspladsen tager den mulighed fra os, og så flytter præget over på det, man kan have med sig: den pyntede skærm, den særlige kop, tasken med det hele i,” siger hun og fortsætter:
“Personlige ting er en invitation. Et billede af Taylor Swift siger: Spørg mig om det her. Det er en ufarlig måde at vise lidt af sig selv på, og det er ofte de små, lidt skæve ting, der skaber relationer, mere end familiebilledet, som alle har,” siger hun.
Det afgørende er derimod, hvad tingene signalerer til kollegerne. Noget viser, hvem man er, mens andet kan give indtryk af, at man har taget fri. Derfor giver Mettes dobbeltstandarder (at similisten er okay, mens tæpper ikke er) god mening for Louise Byg Kongsholm:
“Glimmer på skærmen viser personlighed i arbejdet. Et tæppe over benene viser sofa og fyraften. Grænsen går ikke ved det personlige. Den går ved det, der fortæller kollegerne, at man ikke helt er på arbejde,” siger hun.
Her bor nørderne!
I Fælledparken møder jeg Emil Sørensen og Oskar Agerbæk på en bænk i solen. De er ude på en gåtur i en pause fra arbejdet i Region Hovedstaden, hvor de deler et åbent kontor med omkring 20 kolleger. Emil er it-sikkerhedsspecialist, og Oskar er datateknikerelev.
“Det er helt fint med en figur eller lidt pynt på kontoret. Men hvis en kollega ikke kan stille en kop kaffe på bordet, når vedkommende skal hjælpe dig, så er det måske sådan lidt: Okay, du må gerne basse lidt ned med, hvad du har stående,” siger Emil Sørensen.
Oskar Agerbæk har ikke selv det store behov for at sætte et personligt præg på sit skrivebord, men der er alligevel noget, han ønsker sig:
“Jeg ville synes, det var fedt, hvis vi kunne indrette vores afdeling, så man kunne se, hvem vi er som afdeling. "For mig handler det mere om det fælles rum end om at gøre min egen plads personlig,” siger han.
Det, vi stiller frem på skrivebordet, handler ikke om hygge. Det er signaler. Et billede af familien fortæller kollegerne, hvem man også er, når man har fri. Det er identitet, man sætter på bordet, helt bogstaveligtLouise Byg Kongsholm, trendforsker
Det bakker Emil Sørensen op om:
“Vi arbejder jo med IT, så vi er nogle nørder, så det kunne være IT-plakater eller sjove memes, vi kan identificere os med,” siger han.
At både Emil og Oskar gerne vil sætte deres præg på det fælles kontor, er ikke så mærkeligt, siger Louise Byg Kongsholm.
“Jo færre der har deres eget skrivebord, jo vigtigere bliver det fælles rum, fordi det er det eneste sted, man kan sætte sit præg. Når jeg ikke kan vise, hvem jeg er, viser vi i stedet, hvem vi er,” siger hun.
“Når en afdeling hænger IT-plakater og interne memes op, er det stammemærker. De fortæller, hvem der hører til, og de fortæller også dem udefra, at de står udenfor. Det er samme mekanisme som klubtrøjen.”
Rummet, rammen og relationen
På tværs af dem, jeg har talt med – både veninder og folk på gaden - går én ting igen: Det, du tager med, må ikke forstyrre dem, du deler kontor med. Med andre ord: Det skal ikke sætte sanserne i gang.
Mette Harbo vil undgå alt, der lugter, blinker eller larmer, mens Sara Stougaard understreger, at det personlige skal holdes på egen matrikel. Eller som Emil Sørensen siger kort og præcist:
“Der er bare nogle ting, man ikke gør på et kontor - og lugt og støj er to af dem.”
Altså én god universel huskeregel er: Lad duftdiffuseren blive hjemme!
Hvad du kan tage med på kontoret, handler altså mindre om, hvad det er, og mere om, hvor meget det fylder for andre. Det er også den skelnen, Louise Byg Kongsholm peger på:
“Grænsen går sjældent ved selve tingen. Den går ved, om tingen fylder i andres rum. Et familiebillede står stille på ens egen plads. En lyskæde, en elkedel og en duftlampe breder sig til lys, lyd og lugt, som kollegerne ikke har valgt,” siger hun.
Min egen grænse er…
Så der er faktisk nogle retningslinjer for, hvor privat du må gøre dit kontor.
For det første må de ting, du tager med, ikke sætte dine kollegers sanser i gang. Det er et kæmpe no-go. For det andet handler det i høj grad om signalværdien af de ting, du tager med.
Hvor tæpper, sutsko og puder signalerer din stue derhjemme, kan et billede af en kunstner eller en kuglepen plastret til med similisten vise personlighed.
Ligesom alle andre steder, vi færdes meget, vil vi også gerne kunne se os selv på kontoret - også selvom vi ikke har en fast plads. Her kan ønsket om at vise personlighed blive til en fælles identitet – og vise, at man hører til i sin egen stamme, som Louise Byg Kongsholm var inde på.
Det leder mig tilbage til min egen kontorrummelighed, og mit indledende spørgsmål: Hvor mange Stitch-figurer kan min kollega have med på sit kontor, før jeg bliver forstyrret?
Jeg er kommet frem til, at ti stykker vil være langt over min grænse. Det vil ligne et Stitch-alter og - medmindre det var en intern joke med mine kolleger - signalere for meget hjemlig hobby.
Derfor lander det passende professionelle antal Stitch-figurer for mig på to.
Det viser personlighed uden at fylde så meget, at det forstyrrer mig - og ville nok gøre mig nysgerrig og få mig til at spørge ind til, hvad lige netop Stitch-figuren betyder for min kollega.
Læs også: Pernille fryser, mens Claus sveder: Hvem skal bestemme temperaturen i kontoret?
Læs også: Amalie er i tvivl: Kan jeg tage Birkenstock på på arbejdet?
Hvem er pej gruppen
pej gruppen er en dansk mediekoncern, der afholder konferencer og rådgiver virksomheder om nye trends, der har betydning for deres udvikling. Et af deres fokusområder er fremtidens arbejdsliv, og hvordan for eksempel en ny hjemmearbejdskultur og generationsforskelle stiller nye krav til arbejdspladsens indretning.