Spring menu over

Amalie er i tvivl: Kan jeg tage Birkenstock på på arbejdet?

Kontormode 2

Hvad mener forskellige generationer egentligt er passende - og upassende - tøjvalg til arbejdsdagen? Og retter de unge ind efter de ældre generationers mode? Det har jeg sat mig for at undersøge. Collage: Stinne Varming Larsen.

Arbejdsmiljø Amalie Saldern Mikkelsen
Del artikel:

De unge bringer personlighed og trends med på arbejde, mens ældre generationer holder fast i de uskrevne regler. Men hvad signalerer vores tøjvalg egentligt her i sommervarmen? Journalist Amalie Saldern Mikkelsen er taget ud for at finde svaret.

Da jeg for en del år siden havde min første arbejdsdag på mit første studierelevante job, mødte jeg forventningsfuld op iført mine pæne businesspants og en helt ny blazer købt specifikt til den store dag.  

Den var så ny, at jeg kunne mærke det skarpe prismærke, jeg havde glemt at klippe af, stikke mig i nakken. 

Men da jeg nåede op til kontoret, blev jeg mødt af fire af mine nye kollegaer - alle på den anden side af 45 år - iført joggingbukser og store t-shirts. En af dem havde endda et Adidas-tracksuit på med en matchende cap. 

Det var første og sidste gang, jeg tog blazer på på arbejde. 

Min generation (generation Z) har nok en helt anden tilgang til workwear end de kollegaer, der allerede har rundet et par jubilæer på arbejdsmarkedet. Særligt her om sommeren, hvor diskussionen om shorts, bare tær og meget hud igen og igen kommer op i medierne.  

Derfor har jeg sat mig for at finde ud af, hvad forskellige generationer egentligt mener er passende - og upassende - tøjvalg til arbejdsdagen. Retter de unge ind efter de ældre generationers mode, eller holder de fast i deres egen stil? 

Forside 1 (4)
Sommeren har meldt sin ankomst. Men kan jeg tage shorts på på arbejdet, eller ligner jeg en, der er på vej til Mallorca? Collage: Stinne Varming Larsen.

Min teori er, at der er kommet et opgør i, hvad der er passende at tage på, når man møder op på kontoret, og at især er de yngre generationer, ikke er blege for at møde op i Birkenstocks og croptops og derfor udfordrer normerne for, hvad der er acceptabelt. 

Business eller casual 

Første stop i missionen om at undersøge kontormoden, går til Frederiksberg Centeret. Her vil jeg spørge, hvad nogle af de besøgende vælger at tage på, når de er på job. 

Blandt shoppingister, der powerwalker fra den ene butik til den anden, møder jeg 29-årige Lars, der fortæller, at han netop er taget ud og shoppe, fordi han starter et nyt arbejde hos Teknologisk Institut om nogle uger. Her skal han skal arbejde med klimatilpasning.  

”Jeg ved ikke helt endnu, om der er dresscode, men jeg bed mærke i folks tøjvalg, da jeg var til jobsamtale, og der havde folk shorts på, hvilket jeg også synes er fint. Så jeg tror, at dresscoden er ret casual,” fortæller Lars. 

Han er ikke helt sikker på, hvilket tøj han skal have på på sin første arbejdsdag. Det bliver i hvert fald ikke de bukser, han har på nu, siger han og skimter ned på sine sorte Adidas trackpants. 

”Jeg kunne nok ikke finde på at møde op i for street tøj eller tøj med for mange mærker og logoer,” siger Lars og forsætter: 

”Jeg er nok mere på jagt efter noget, der ligger mellem business og casual. Måske en løs skjorte.”

Kontor
Jeg mødte Lars og Steen i Frederiksberg Centeret, hvor Lars blandt andet var ude for at finde nyt tøj til arbejdet.

Jeg lader Lars gå videre på jagt efter sit første-dag-på-job-outfit, og støder dernæst ind i 67-årige Steen, som er pensioneret freelancejournalist.  

”Da jeg arbejdede, havde jeg fast kontorplads hos Mødrehjælpen, og der var der ikke en specifik dresscode,” siger han og fortæller, at han dog alligevel tænkte over, hvad han tog på, når han mødte ind på kontoret: 

”Skulle jeg for eksempel til et møde, tog jeg selvfølgelig pænt tøj på. Jeg tog sjældent slips på, men hvis jeg skulle repræsentere mig selv som arbejdsperson, så tænkte jeg mere over, hvad jeg tog på af tøj.” 

For Steen er der dog et klar no-go, når det handler om kontoroutfits: 

”Jeg lever lidt efter den italienske modefilosofi, hvor shorts kun hører til på stranden. Så jeg ville ikke møde op på arbejdet i shorts. I nogle sammenhænge kunne jeg godt finde på at møde op i sandaler, men som hovedregel: lukkede sko.” 

Du kan se videoen af min tur i Frederiksbergcenteret længere nede i artiklen.

Kontormode 5
Under corona blev joggingtøjet min faste arbejdsuniform. Men måske er det lidt for casual til dagens redaktionsmøde... Collage: Stinne Varming Larsen.

Got it. Allerede nu kan jeg konkludere, at shorts altså deler vandende. Og selvom Lars hører til generationen før mig, tyder meget på, at vores tøjvalg bliver mere og mere casual, jo yngre vi er. 

Så for at finde ud af, om det er tilfældigt, at jeg er ramlet ind i to personer med forskellige holdninger til tøjvalg på kontoret, ringer jeg til den oplagte kilde, når det omhandler trends og mode: Chris Pedersen. 

Udover at være kulturjournalist og radiovært er Chris Pedersen nemlig tidligere moderedaktør og ekspert inden for fashion og trends. 

Unge generationer har ikke lært koderne 

I dag er det blevet vigtigere for os at udtrykke vores personlighed via vores tøj - også på arbejdspladsen, pointerer Chris Pedersen.  

”Corona blev det sidste dødsstød for jakkesættet. Joggingtøj og træningstøj blev mere in og en større del af dagligdagsmoden. Det har også bidraget til en form for nedbrydning af nogle grænser i forhold til, hvad man har på, hvorhenne, og hvordan man læser det.” 

For Chris Pedersen er der dog ingen tvivl om min teori: De unge generationer udfordrer normerne. 

”Ikke nok med, at de forskellige generationer har forskellige opfattelser af, hvad man kan tillade sig at have på på arbejdet, tror jeg heller ikke, at de yngre generationer er klar over, hvad de gør, når de klæder sig meget personligt. Før i tiden var det en form for oprør, hvis man tog noget meget personligt tøj på eller noget, der stak ud. Og det kunne have konsekvenser,” siger han og forsætter:  

”Men jeg tror simpelthen ikke, at de unge er klar over, at det er dét, de gør. Og når de ikke tænker over, om deres tøj hører til på arbejdspladsen, så roder de i koderne.” 

”Generelt er de yngre generationers tøjvalg mere modepræget, og der er et mindre skæl mellem, hvad de har på på arbejdet, og hvad de har på i fritiden. De har mere fokus på, hvordan de gerne vil udtrykke sig selv, gennem deres tøjvalg,” siger han og fortæller, at office-siren-trenden især er på mode hos unge mennesker lige nu.

Office-siren

Office siren er en viral trend, hvor klassisk kontortøj styles med en mere sensuel og selvsikker vibe. Det kan f.eks. være en stram skjorte, korte nederdele og stiletter. 

En følelse jeg helt klart kunne spejle mig i, da jeg stod med den figursyede blazer for nogle år tilbage, og helt sikkert gerne ville signalere ”jeg kunne sagtens være mellemleder”. 

Det er altså ikke fordi, man ikke selv må bestemme, hvilket tøj man tager på på arbejde, pointerer Chris Pedersen. Men man skal tænke sig om. For eksempel hører såkaldte meshtrøjer, som typiske er gennemsigtige, ikke til en på arbejdsplads, mener han. 

Forside 1 (5)
Office-siren er blevet in blandt min generation, men jeg ved ikke helt, hvor excited jeg selv er over den Collage: Stinne Varming Larsen.

Ingen Crocs på arbejdet! 

Okay så. De unge har altså en tendens til at udfordre kontor-stilen med tidens trends. 

Men for at nå helt frem til min endelige konklusion om, hvorvidt det er en generationsting at vælgemere afslappet tøj til arbejdsdagen, tyer jeg til akademikernes digitale mødested: LinkedIn. 

Personligt er jeg stor fan af at slippe fødderne fri og hoppe i mine udtrådte Birkenstocks hver gang, temperaturen passerer de 16 grader, men jeg laver alligevel en meningsmåling for at høre, om Birkenstocks (eller lignende sandaler) egentlig er okay på arbejdet? 

Og resultatet er tydeligt. Birkenstocks er godkendt. 

“Men ikke crocs!,” svarer Thit. 

“Tror faktisk næsten de er obligatoriske, når man er bibliotekar,” svarer Astrid. 

Kan man tage Birkenstock på på arbejdet?

  • Ja, sagtens 82 procent
  • Nej, det hører ikke til på arbejdet 12 procent
  • Ved ikke 6 procent

Netop dét, er Chris Pedersen enig i. For i følge ham, kommer det i sidste ende an på, hvilken type job, du har. I nogle jobs er personligheden enormt vigtig. 

“Et kreativt sted, hvor du har pæne velplejede fødder og har stylet dem pænt, så tror jeg sagtens du kan tage Birkenstocks på. I et mere konservativ setting, så tænker jeg, at det er et nej,” siger han. 

“Men jeg er ikke meget for at sige, hvad man kan og ikke kan. For mig handler det altid om kontekst, og jeg opfordrer bare folk til at tænke sig om og vurdere selv.” 

Selvom Birkenstocks, sammen med shorts og tøj med logoer, placerer sig solidt i den uformelle ende af dresscoden, er det faktisk en fast del af min kontorgarderobe, når den danske sommer melder sig. 

Men min lille undersøgelse har bekræftet mig i, at der er en tydelig forskel i de forskellige generationers kontormode. De unge udfordrer den klassiske kontor-stil, og vores personlighed er blevet en del af vores outfit. 

Og selvom jeg ikke selv følger Steens italienske modefilosofi, vil jeg i fremtiden nok tænke en ekstra gang over, hvad mit tøjvalg egentligt signalerer, næste gang jeg får en mail med en vigtig mødeindkaldelse. 

Måske lader jeg i det tilfælde mine Birkenstocks blive hjemme. 

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje