Fyringsrunde på Nationalmuseet: ”Det virker som om, at direktionen ikke ved, hvad de laver”
Fyrringsrunden her i november er er den fjerde fyringsrunde, Rane Willerslev gennemfører i sine ni år som direktør for Nationalmuseet. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
For anden gang i år står Nationalmuseet over for en stor fyringsrunde. Medarbejderne har ikke meget tillid tilbage til direktionen, fortæller tillidsrepræsentant.
Den 26. november skal Nationalmuseet endnu en gang fyre medarbejdere på baggrund af dårlig økonomi.
Sidste gang det skete, var i februar i år, hvor 21 stillinger blev nedlagt. Ledelsen forklarede dengang, at der var nødt til at blive afskediget ansatte, for at økonomien kunne hænge sammen.
Men det har vist sig ikke at være nok, og derfor blev det onsdag i sidste uge meldt ud i en pressemeddelelse, at direktionen vil skære i stillinger, så der kan frigives mellem 11 og 13 millioner kroner på landets største museum.
”Lige nu er der en ekstrem dårlig stemning. Vi vidste godt, at økonomien stadig var meget stram, men det var alligevel uventet, at det igen er nødvendigt med en afskedigelsesrunde”, forklarer tillidsrepræsentant på Nationalmuseet, museumsinspektør og seniorforsker Poul Grinder-Hansen.
At Nationalmuseet nu må nedjustere forventningerne til næste års indtægter, skyldes stigende udgifter på IT-området, efter myndighederne har øget trusselvurderingen for cyberangreb, samt faldende besøgstal på tværs af Nationalmuseets 15 besøgssteder i år.
”Analysen af situationen i 2025 betød, at vi i direktionen lagde et mere konservativt perspektiv for økonomien i 2026. Men udviklingen i besøgstallene har desværre vist sig at være mere vigende, end vi kunne forudse,” siger Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, i pressemeddelelsen.
Det virker som om, at det hele sejler
Der har længe floreret rygter om museets dårlige økonomi blandt medarbejderne, fortæller tillidsrepræsentant Poul Grinder-Hansen. Og tilliden til ledelsen er efterhånden helt i bund hos mange af de ansatte.
”Det virker som om, at direktionen ikke ved, hvad de laver. Mange føler, at direktionen ikke tænker over deres valg. Som om det hele sejler”.
Foruden fyringer oplyser Nationalmuseet i pressemeddelelsen, at direktionen ønsker at ændre organisationen på en række områder for at være mere robust fremover.
Nogle har oplevet at få ny chef tre gange på et år, og den slags skaber forvirring, rodløshed og tvivl på, om ledelsen gør det rigtigePoul Grinder-Hansen, tillidsrepræsentant, museumsinspektør og seniorforsker på Nationalmuseet
Netop dette er medarbejderne skeptiske over for, da der allerede har fundet flere omstruktureringer sted de seneste år.
”Nogle har oplevet at få ny chef tre gange på et år, og den slags skaber forvirring, rodløshed og tvivl på, om ledelsen gør det rigtige”, siger Poul Grinder-Hansen.
Dumper på tillid
I sidste uge kunne Kulturmonitor fortælle, at Nationalmuseets seneste APV afslører, at størstedelen af museets ansatte dumper direktionen, når det handler om tillid, strategiske kompetencer og kommunikativ klarhed.
I APV'en scorer direktionen alt i alt 53 point ud af 100 mulige. Det bringer Nationalmuseet et stykke under benchmark for danske institutioner og virksomheder, som er 72 point.
”Man føler, at direktionen har truffet mange beslutninger, gennemført nye strukturændringer for så at trække dem tilbage igen, skifte mening og lave nyt. Her har der manglet en klar og tydelig redegørelse for, hvorfor man handler, som man gør”, siger Poul Grinder-Hansen, der derfor håber, at direktionen nu vil tage ved lære af APV’en.
”Vi så gerne, at de laver en strategi, som vi så følger. Det kunne for eksempel være nogle helt konkrete planer og diagrammer for, hvordan organisationen skal se ud efter den 26. november.”