Offentlig støtte skal gå til arbejdspladser med godt arbejdsmiljø
Ordnede forhold og godt arbejdsmiljø bør være tildelingskriterier i den nye model for grundfinansiering i civilsamfundet, mener DM Civilsamfund.
Godt arbejdsmiljø og ordnede forhold bør være en forudsætning for at modtage offentlig støtte i civilsamfundet, lyder det i nyt politisk udspil fra DM.
Når op mod 400 millioner kroner årligt skal fordeles til civilsamfundsorganisationer, bør ordnede forhold og et godt arbejdsmiljø være blandt kravene for at modtage støtte.
Det foreslår DM Civilsamfund i nyt politisk udspil.
Man skal kunne brænde for en sag uden selv at brænde udKirstine Pedersen, forperson for DM Civilsamfund
Højt arbejdspres, interessebåret overarbejde, uklar ledelse og usikre ansættelsesforhold er en realitet mange steder i civilsamfundet.
Konsekvenserne er mistrivsel, stress og sygemeldinger.
Det er ikke kun et problem for medarbejderne, men også for kvaliteten af de tilbud og indsatser, organisationerne leverer.
”Civilsamfundet er fyldt med mennesker, der brænder for en sag. Det er en af civilsamfundets vigtigste styrker. Men man skal kunne brænde for en sag uden selv at brænde ud,” siger Kirstine Pedersen, forperson for DM Civilsamfund.
Ingen støtte uden ordnede forhold
Derfor mener DM Civilsamfund, at organisationerne ikke kun skal vurderes på de resultater, de vil skabe for deres målgrupper, men også på, hvordan de tager ansvar for deres medarbejdere.
Krav om et godt og sikkert arbejdsmiljø og ordnede arbejdsforhold bør derfor indgå som konkrete tildelingskriterier i den nye model for grundfinansiering i civilsamfundet.
Kravene skal være enkle og bygge på eksisterende værktøjer og erfaringer, så de styrker arbejdsmiljøet uden at skabe unødigt bureaukrati.
Ved grove overtrædelser skal der være mulighed for at tilbageholde støtte.