Du har planlagt din ferie og booket sommerhuset. Men så siger din chef til dig, at hun desværre må flytte din allerede aftalte ferie. Må hun det? Og hvem bestemmer, hvornår du må holde din ferie?
I har for længst aftalt og fordelt ferien på din arbejdsplads. Men pludselig hiver chefen dig til side og siger, at hun desværre er nødt til at flytte din allerede aftalte ferie.
Som udgangspunkt kan din arbejdsgiver ikke flytte en ferie, der allerede er aftalt.
Men der er undtagelser.
Hvornår må din arbejdsgiver flytte din ferie?
Ved helt ekstraordinære omstændigheder har din arbejdsplads dog alligevel mulighed for at flytte en allerede aftalt ferie.
Dette kan kun ske, hvis:
- Der er tale om væsentlige driftsmæssige hensyn
- Den opståede situation har været uforudsigelig
- Det er nødvendigt, at ferien ændres netop for dig.
Derfor er det også meget sjældent, vi oplever, at arbejdsgiver kan ændre i medarbejderes ferie.
Der skal være tale om en situation af force majeure-lignende karakter. Derfor vil fx sygdom blandt den øvrige medarbejderstab ikke være en tilstrækkelig grund.
Skulle det ske, at din chef flytter ferien, skal arbejdsgiver erstatte et eventuelt dokumenteret økonomisk tab.
Varsel for afholdelse af hovedferien (sommerferie)
Vi anbefaler naturligvis, at I i god tid inden fx sommerferien planlægger ferien på din arbejdsplads.
Er det ikke sket, og er I uenige om fordelingen af ferieuger, skal arbejdsgiver senest tre måneder før hovedferien (sommerferien) begynder, varsle dig, hvornår du skal holde din hovedferie på tre uger.
Med overgangen til den ny ferielov, bliver denne bestemmelse ufravigelig. Du skal derfor være opmærksom på, at det ikke længere er tilladt for arbejdsgiver at skrive en mulighed for forkortet varsel af ferie ind i din kontrakt.
I kan selvfølgelig stadig, i samråd med hinanden, aftale ferie til afholdelse med et kortere varsel.
Det vil sige, at hvis arbejdsgiver ønsker du skal holde ferie fra fx 10. juli, skal du have besked senest 9. april.
Der gælder ikke noget varsel fra din side for, hvornår du ønsker at holde ferie.
Vi anbefaler, at I i god tid planlægger ferieuger og får alle uger nedfældet på skrift for overblikkets og dokumentationens skyld. Det kan fx være i en opfølgende mail eller et dokument på et fællesdrev.
Stadig i tvivl?
Hvis du har andre spørgsmål omkring dine rettigheder i forbindelse med ferie, så tøv ikke med at ringe eller skrive til os. Vi sidder klar til at hjælpe dig med store og små spørgsmål om dit arbejdsliv.
Er du endnu ikke medlem af DM?
Meld dig ind og bliv en del af et stærkt fællesskab. Som fagforening arbejder vi for, at du får et arbejdsliv i balance med gode løn- og karrieremuligheder. Så meld dig ind i dag og få hjælp, råd og masser af kontante fordele.