Få styr på din restferie

Del artikel:
Af Troels Mørk

Hvordan er det nu lige med reglerne for ferie? Kan du fx overføre feriedage eller få ferien udbetalt? Få styr på dine feriespørgsmål med to uger tilbage af ferieåret og en ny ferielov på trapperne.

Hvis du er så heldig stadig at have ferie tilbage, skal du finde ud af, hvordan den skal afvikles.

Fem feriedage kan overføres til næste ferieår

Du har mulighed for at overføre den femte ferieuge til det nye ferieår eller få den udbetalt. Det kræver, at du laver en skriftlig aftale med din arbejdsgiver, inden ferieåret udløber 30. april.

Vil din arbejdsgiver ikke indgå en aftale om overførsel af ferien, har du krav på, at din resterende ferie bliver lagt inden ferieårets udløb.

2019 er et overgangsår inden den nye ferielov træder helt i kraft 1. september 2020. Derfor kan det være en ekstra god ide at overføre en uges ferie i år, så du har betalte feriedage til at finansiere både sommer- og eventuel efterårsferie i 2020.

Sjette ferieuge, feriefridage og særlige feriedage

Retten til at overføre og få udbetalt den sjette ferieuge kan godt følge andre regler.

I den offentlige sektor vil den sjette ferieuge blive udbetalt automatisk ved ferieårets slutning, hvis du ikke har holdt den, eller du har indgået aftale om overførsel af ferien til næste ferieår.

I mange private virksomheder bortfalder dagene, hvis de ikke er afholdt, hvorfor man skal sørge for at afholde dem inden 30. april.

På nogle arbejdspladser følger feriefridagene kalenderåret og ikke ferieåret. Du finder typisk mere information om dette i din ansættelseskontrakt eller personalehåndbogen.

Husk at få det på skrift

Hvis du laver en aftale med din chef, opfordrer DM til at få det på skrift.

"Det kan virke banalt at opfordre til at få aftalerne på skrift. Men vi ser desværre ofte, at medlemmerne glemmer det. Det kan i nogle tilfælde give anledning til tvivl om, hvad der er aftalt. En mail vil anses som en gyldig aftale, så send altid en bekræftelse til din chef, om hvad der er aftalt mundtligt", siger konsulent i DM, Berit Krøyer Rasmussen.

Læs mere om feriereglerne

Kontakt din TR eller DM

Kontakt din TR eller DM, hvis du har yderligere spørgsmål

Seneste nyheder

Alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje

}