Caroline græd på toilettet på arbejdet. Nye tal viser, at hver anden småbørnsforældre kæmper i hverdagen
Foto: Marcus Trappaud Bjørn
Tæt på halvdelen af danske småforældre oplever, at de har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Næsten to ud af tre føler sig direkte stressede over at skulle være både en god medarbejder og god forælder. Det viser nye tal fra undersøgelsen Forældrebarometer 2026.
Det sker tit, at Caroline Cecilie Olesen haster ud ad kontoret for at nå at hente sin søn i børnehaven inden kl. 16.
Hun får ondt i maven, når det ikke lykkes, for det føler hun, at hun bør.
“Og så er der bare ikke lagt i kakkelovnen til en særligt rolig aften. Især når der også skal laves mad, ordnes vasketøj og findes idrætstøj frem til næste dag”, fortæller Caroline Cecilie Olesen, der arbejder som seniorrådgiver hos bureauet Friday.
“Ofte falder mit nervesystem først rigtigt ned, når børnene sover, og så savner jeg dem og ærgrer mig over, at jeg ikke fik slappet mere af, mens de var vågne”, forklarer hun.
Vi lever i en accelereret kultur
Caroline Cecilie Olesen er ikke alene. Nye tal fra undersøgelsen Forældrebarometer viser, at 62 procent af småbørnsforældrene er stressede over både at skulle være en god medarbejder og en god forælder.
Tallene viser et bredere problem i måden, vi arbejder på, mener professor i pædagogisk psykologi Lene Tanggaard.
“Vi lever i en accelereret kultur, hvor teknologien gør os tilgængelige hele tiden. Vi kan blive afbrudt når som helst, og det sætter sit aftryk. Vi bliver hele tiden bedt om at tage mere ansvar og flere opgaver, og den følelse tager mange med hjem,” forklarer Lene Tanggaard, der udover sit arbejde ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet har skrevet flere bøger om forældreskab og det moderne præstationspres.
Hver gang de blev raske igen, troede vi, at vi skulle til at komme ovenpå, men så kom der en ny bølge af mellemørebetændelse eller opkastCaroline Cecilie Olesen, seniorrådgiver Friday
Småbørnsforældre har altid været hårdt spændt for, pointerer Lene Tanggaard, men i dag oplever mange en dobbelt belastning, fordi de skal håndtere hverdagens ydre krav, samtidig med at de mærker et indre pres fra egne forventninger og ambitioner.
“Der har altid været travlhed i småbørnsårene. Det særlige i dag er, at mange forældre også har høje ambitioner for sig selv. De vil lykkes på flere fronter samtidig, og det kan hurtigt udvikle sig til et præstationsræs, som tidligere generationer ikke stod i på samme måde,” siger Lene Tanggaard.
En hård periode
Mange småbørnsforældre oplever derfor, at det kan være svært at få hverdagen til at hænge sammen.
Det svarer 43 procent af de adspurgte i Forældrebarometer 2026.
Når Caroline Cecilie Olesen tænker på hverdagen som småbørnsforældre og fuldtidsansat, er der især én periode, der står klart for hende.
“Det var klart værst, da ungerne gik i vuggestue og børnehave og konstant var syge. Hver gang de blev raske igen, troede vi, at vi skulle til at komme ovenpå, men så kom der en ny bølge af mellemørebetændelse eller opkast.”
“Jeg kan huske en morgen, hvor jeg kørte på arbejde efter at have sovet max 45 minutter, fordi den yngste havde haft ondt i ørene. Det kom ovenpå en lang periode med sygdom, så jeg forsøgte virkelig at skjule det for min chef. Jeg endte med at sidde på firmaets toilet i 20 minutter og græde, fordi jeg var så presset. Jeg burde bare have sagt det”.
DM’s forperson, Janne Gleerup mener, at resultaterne fra Forældrebarometeret bør være et wakeupcall:
”Tallene viser med alt tydelighed, at arbejds- og familielivet ikke hænger sammen for alt for mange børnefamilier i Danmark. Konsekvenserne er stress, mistrivsel og i sidste ende sygemeldinger. Det er dyrt for både den enkelte, familien og samfundet. Og det skal vi tage alvorligt", siger Janne Gleerup, forperson i DM.
Forældrebarometer 2026
Undersøgelsen Forældrebarometer sætter fokus på balancen mellem arbejdsliv og familieliv.
Analyseinstituttet Norstat har stillet 1.018 forældre til børn på nul-seks år en række spørgsmål. Respondenterne er repræsentativt vægtet på køn, alder og region.
Svarene er indsamlet i april 2026.
"Vi skal indrette vores arbejdsmarked, så der er plads til både at være en god forælder og en god medarbejder. Et arbejdsliv, hvor vi tager højde for forskellige livsfaser. Og et arbejdsliv, hvor vi kan præstere, udvikle os og trives uden at betale med konstant tidspres. Det er bæredygtigt,” siger Janne Gleerup.
Jeg er stadig en god mor
Det er vigtigt, at vi får talt om, hvordan forældrene har det, siger Lene Tanggaard. Men hun mener også, at vi skal være varsomme med at tolke enhver belastning som et tegn på alvorlig stress.
“Hvis mine egne forældre havde sagt, at de var stressede, havde det nok været en helt anden slags oplevelse. I dag reagerer vi hurtigere og kalder oftere tingene stress. Tallene kan være en anledning til at spørge os selv, om vi ikke kan sænke forventningerne en smule”, siger Lene Tanggaard.
Det er Caroline Cecilie Olesen enig i.
“Min egen dårlige samvittighed stammer klart fra mine egne og omgivelsernes forventninger til, hvad jeg kan nå. Og hvis man arbejder fuldtid og har en familie ved siden af, så ligger der en proces i at acceptere, at man ikke kan det hele."
For eksempel; “jeg kan ikke hente mine børn klokken 14, ligesom Pernille kan. Pernille arbejder deltid. Det gør jeg ikke. Det er okay, og jeg er stadig en god mor”. Det lyder let, men det er sværere end man tror”, siger Caroline Cecilie Olesen.
Lyt til DMs podcast Ha’ en god dag skat, hvor netop Caroline Cecilie Olesen gør sit bedste for at fjerne alt, der hedder skam, skyld og skadelig selvkritik både fra andre fuldtidsarbejdende småbørnsforældre og fra sig selv.
Sådan dæmper du presset som småbørnsforælder
Sænk forventningerne til dig selv: Mange forældre stiller i dag høje krav til sig selv. Skru ned for ambitionerne og accepter, at man ikke kan lykkes perfekt på alle fronter samtidig.
Vær opmærksom på, at travlhed ikke altid er stress: Vi skal være varsomme med at tolke enhver belastning som alvorlig stress. Travlhed og pres er en del af småbørnsårene, og det er ikke nødvendigvis et tegn på, at noget er galt.
Tal åbent om, hvordan du har det: Det er vigtigt at få talt om presset i hverdagen både på arbejdspladsen og derhjemme. Åbenhed kan mindske følelsen af at stå alene med det hele.
Husk, at kulturen omkring os påvirker os: Vi lever i en accelereret kultur og den konstante tilgængelighed skaber ekstra pres. Det kan hjælpe at være bevidst om, at noget af presset ikke kommer indefra, men udefra.
Kilde: Lene Tanggaard, Professor i pædagogisk psykologi
Foto: Marcus Trappaud Bjørn