“Forhandlingskurset er det mest brugbare kursus, jeg nogensinde har været på”
Af Laura Skelgaard Paulsen
I en serie til TR-Nyt, fortæller tre DM-medlemmer, hvordan DM’s diplomuddannelse har styrket dem både som tillidsrepræsentanter og i deres øvrige karriere. Her fortæller Andreas Jarløv Busch om, hvordan han stadig den dag i dag bruger de værktøjer, han lærte på diplomkurset i forhandlinger for over ti år siden.
Som tillidsrepræsentant har du et ansvar over for både kolleger og arbejdsplads, hvilket kræver stærke kompetencer inden for både forhandling, kommunikation og samarbejde.
Mange tillidsrepræsentanter vælger derfor at tage DMs TR-diplomuddannelse. TR-Nyt har talt med tre nuværende og tidligere tillidsrepræsentanter, der alle har været på TR-diplomuddannelsen, om hvad de tog med sig fra kurset.
Den første i rækken er biolog i Helsingør Kommune Andreas Jarløv Busch, der har været tillidsrepræsentant i over ti år. Han var på kurset i 2015 og bruger stadig de forhandlingstricks han lærte dengang - både i sit tillidshverv og i sit job med kommunal sagsbehandling på miljøområdet.
Blå Bog
Andreas Jarløv Busch, biolog i Helsingør Kommune
Deltog i TR-diplomkurset i forhandling i 2016
Har været tillidsrepræsentant siden 2016
Giver en klar drejebog til at håndtere forskellige forhandlingssituationer
“Når man er tillidsrepræsentant i en kommune, møder man mange forskellige slags ledere, man skal forhandle med. Nogle er ledere for fem medarbejdere, andre for 70. Nogle er erfarne forhandlere, andre ikke.
Jeg meldte mig på kurset, fordi jeg gerne ville være bedre til at navigere i de forskellige forhandlingssituationer. Indtil da havde jeg mest kastet mig ud i det, og ikke alle forhandlinger var lige gode, så jeg tænkte, at det var på tide at få lidt mere strategi ind over end bare mavefornemmelse.”
Forberedelse er nøglen til en god lønforhandling
“Det er et af de mest brugbare kurser, jeg nogensinde har været på, fordi der er så meget af den teori, vi lærte, jeg direkte har kunnet genkende i de forhandlingssituationer, jeg siden har siddet i. Det kan være situationer, hvor jeg før ville have tænkt, at forhandlingen var gået i stå, og jeg ikke anede, hvordan jeg skulle komme videre. Men nu ved jeg så, hvordan jeg kommer videre.
Jeg lærte, at god forberedelse er nøglen til at skabe et godt forhandlingsrum. Det handler om at gøre sig klart, hvor grænserne går,inden man går ind til mødet. Det kan for eksempel være en god ide, at forberede et lidt højt lønudspil, for så er der noget at give af og dermed plads i forhandlingen. Starter man derimod ved smertegrænsen, er der ikke meget tilbage at forhandle med.”
Kursus giver kompetencer til kommunal sagsbehandling
“Når jeg sidder som sagsbehandler med en svær sag, hvor en borger ønsker noget, jeg ikke kan give inden for lovens rammer, kan jeg bruge noget af den samme teori, jeg lærte på kurset. Det er selvfølgelig en anden situation, men der er stadig elementer, der går igen. For ligesom i en forhandling handler det om at tydeliggøre de interesser, der er på spil, og forklare, hvilke hensyn der må tages.”