Spring menu over

Fra sygemelding til trivsel: 6 gode råd til en sund tilbagevenden

© Rawpixel

Del artikel:

Har du været sygemeldt med stress og skal du tilbage på arbejdet igen? Læs vores gode råd til en sund tilbagevenden her.

På et tidspunkt har du forhåbentlig fået det så godt, at du kan begynde at tænke på at vende tilbage til din arbejdsplads.

Korte besøg på arbejdspladsen – efter aftale med din tillidsrepræsentant, chef eller en god kollega – kan være en god måde at starte på.

Når man som medarbejder har oplevet at blive så alvorligt stressramt, at man skal sygemeldes i en længere periode, knytter man negative erfaringer og tanker til arbejdspladsen. Det betyder, at det ofte er en krævende udfordring bare at være til stede på arbejdspladsen igen. Derfor er det også helt normalt, hvis du i begyndelsen ikke magter så meget andet end at være på arbejdspladsen og orientere dig på ny.​

Her er 6 råd til, hvordan du kommer godt tilbage efter en stress-sygemelding:​

1. Find en fast samtalepartner under processen med tilbagevenden til arbejdet.

Det kan være din tillids- eller arbejdsmiljørepræsentant, en erfaren kollega eller en konsulent fra DM. Det giver tryghed og nyt mod altid at kunne drøfte dine overvejelser og oplevelser. ​

2. Start langsomt op.

For de fleste er det en god idé at begynde på nedsat tid, f.eks. en halv dag tre gange om ugen. Siden kan du trappe op i det omfang, du kan klare. Det er vigtigt, at du er loyal overfor dig selv og ikke trapper mere op, end du kan klare. Hverken du eller din arbejdsplads har nogen glæde af, at du sygemelder dig på ny. ​

3. Respekter dine egne grænser.

Stop når du bliver træt, når humøret går ned, eller når overblikket svigter. ​

4. Hold pauser.

Også selvom du arbejder på nedsat tid. ​

5. Sig nej, når kravene er urealistiske for dig.

Der skal være balance mellem dine egne og omverdenens krav og de ressourcer, du har på et givent tidspunkt. ​

6. Vær imødekommende over for dine kollegaer.

De er en del af processen. Forsøg at være konstruktiv og fremadrettet i dialogen. Men du behøver ikke forklare din stress-sygemelding eller forsvare din tilbagevenden på deltid.​

Hvor lang tid tager det at vende tilbage til fuld arbejdstid efter stress?​

Det er helt normalt, at der går mellem en og tre uger, før man i mindre omfang kan begynde at være produktiv. Derudover kan det nemt tage op til fire til seks måneder før man er tilbage på fuld arbejdstid og fuld produktivitet.

Sådan forebygger du stress i fremtiden

Har du tidligere været sygemeldt med stress, er det en god idé at være ekstra opmærksom på signalerne på stress, og hvor din grænse går. I vores guide om stress har vi samlet en række gode råd til, hvordan du kan forebygge stress.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje