Chefer ved professionshøjskoler, erhvervsakademier, Medie- og Journalisthøjskolen, maritime uddannelsesinstitutioner, gymnasier, erhvervsskoler og voksenuddannelsescentre
Chefer, der er ansat efter 1. januar 2019, er omfattet af de chefaftaler, der gælder på henholdsvis Uddannelses- og Forskningsministeriets område og Uddannelsesministeriets område. Vilkårene efter de to aftaler er ens.
Er du ansat før den 1. januar 2019 fortsætter du på dine hidtidige vilkår, medmindre du vælger at overgå til chefaftalen.
Hvem er omfattet af chefaftalerne
Chefaftalerne dækker chefer ved professionshøjskoler, erhvervsakademier, Medie- og Journalisthøjskolen og de maritime uddannelsesinstitutioner samt gymnasier, erhvervsskoler og voksenuddannelsescentre.
Chefaftalerne omfatter alle chef- og lederstillinger med personaleledelse, dvs. lige fra institutionens øverste chef som rektor og direktør og ned til fx uddannelsesledere, teamledere osv.
Chefaftalerne gælder for ansættelse efter den 1. januar 2019. Ansatte før denne dato kan vælge at overgå til de nye regler efter individuel aftale, eller vælge at bevarer ansættelse efter de nuværende regler.
DM anbefaler, at medlemmer søger rådgivning i DM både i forbindelse med nyansættelser og ved eventuel aftale om overgang til de nye regler.
Q&A om de nye chefaftaler
Vi har samlet de hyppigste spørgsmål og overvejelser i forbindelse med overgang til de nye chefaftaler.
Lønvilkår
Chefaftalerne indeholder ikke en opdeling af lønnen med faste lønrammer (grundløn) og tillæg, sådan som det kendes fra øvrige lønsystemer i de offentlige overenskomster.
Lønnen aftales mellem dig og din arbejdsgiver som en samlet fast pensionsgivende løn. Lønnen er pensionsgivende med 18 pct. medmindre andet aftales. Herudover er der mulighed for at aftale variable løndele, som bonus og resultatløn.
Når hele lønnen skal forhandles og aftales mellem dig og din arbejdsgiver vil det naturligt betyde, at forholdene på institutionen, ansvaret og kravene i stillingen samt dine individuelle kompetencer og erfaring samlet set vil få en større og mere synlig betydning i lønforhandlingen. Det drejer sig fx om stillingens placering i organisationen, kompleksitet, tyngde mv. og om dine kompetencer, ledelseserfaring og værdi på arbejdsmarkedet.
DM tilbyder individuel sparring forud for lønforhandlinger både ved ansættelse og løbende i ansættelsesforholdet. Det er også en god ide at orientere sig i relevant lønstatistik forud for en lønforhandling.
Læs også: Gode råd til lønforhandling som leder - DM
Fratrædelsesvilkår
I chefaftalerne gælder funktionærlovens regler om opsigelsesvarsel og fratrædelsesgodtgørelse, men der gælder herudover særlige rammer for aftaler om forlænget opsigelsesvarsel og fratrædelsesgodtgørelse ud over funktionærlovens regler. For institutionen øverste chef gælder endvidere en ret til forlænget opsigelsesvarsel.
De forskellige vilkår, som gælder for institutionens øverste chef og øvrige chefer fremgår af skemaet nedenfor.
Opsigelsesvarsel (arbejdsgiver) | Fratrædelsesgodtgørelse | |
Øverste chef |
Funktionærlovens regler om opsigelsesvarsel er gældende. Opsigelsesvarslet er forlænget med 3 måneder de første 2 år, og herefter med 6 måneder. |
Funktionærlovens almindelige regler om fratrædelsesgodtgørelse er gældende. Herudover kan aftales, at der ydes en fratrædelsesgodtgørelse på op til 9 måneders løn ved uansøgt afsked, som ikke skyldes chefens væsentlige misligholdelse. |
Øvrige chefer |
Funktionærlovens regler om opsigelsesvarsel er gældende. Der kan aftales et forlænget opsigelsesvarsel på op til 6 måneder. |
Funktionærlovens almindelige regler om fratrædelsesgodtgørelse er gældende. Herudover kan aftales, at der ydes en fratrædelsesgodtgørelse på op til 3 måneders løn ved uansøgt afsked, som ikke skyldes chefens væsentlige misligholdelse. |
Øvrige vilkår
Ansættelse efter de nye aftaler kan ske varigt eller som tidsbegrænset ansat på vilkår i henhold til aftalen åremål i staten.
Som ansat efter de nye aftaler er du omfattet af de generelle aftaler i staten om fx ferie, barsel, omsorgsdage, børns sygedage, senior- og fratrædelsesordninger m.fl.
Aftalerne i deres helhed
Personlig rådgivning
Som medlem af DM er du altid velkommen til at henvende dig til DM’s lederteam for personlig rådgivning, og vi opfordrer dig til at bruge os ved forberedelse af forhandling, eller hvis du ønsker rådgivning om overgang til de nye aftaler.