Spring menu over

Min chef mobber mig. Skal jeg sige op?

Dilemma Uge 22 (1)

Du skal reagere på det, du oplever, selvom det er svært, siger Søren Bjerregaard Kjær der er arbejdsmiljøkonsulent i DM.

Pernille Siegumfeldt, journalist
Del artikel:

Mobning fra en chef kan koste både arbejdsglæde og helbred. Men før du giver op og finder et nyt job, er der flere ting, du bør gøre. DM's arbejdsmiljøkonsulent guider dig.

Spørgsmål:

Min chef mobber mig, og det går ud over både min trivsel og arbejdsglæde. Skal jeg søge væk eller forsøge at løse situationen?

Svar fra Søren Bjerregaard Kjær, arbejdsmiljøkonsulent i DM:

"Først og fremmest er det vigtigt at sige, at sundhed altid kommer før jobbet.

Det er ikke værd at sætte sit helbred på højkant for sit arbejde, og sager om mobning, især fra en chef, er mentalt meget opslidende.

Du kan nå til et punkt, hvor du skal beskytte dig selv, og en sygemelding kan blive nødvendig.

Sager om mobning er komplekse, fordi der er en gråzone mellem dårlig ledelse, dårlig kemi og egentlig mobning.

Enkeltstående episoder kan ikke nødvendigvis blive betegnet som mobning.

I DM's ugentlige nyhedsbrev spurgte vi i juni, om I er blevet mobbet af en chef. Svaret var overraskende højt. 

Før du skrider til handling skal du vurdere, om chefens handlinger har gentaget sig over tid, er særligt grove eller der måske mere er tale om ”dårlig kemi”.

Det kan du selvfølgelig få hjælp til at få vurderet ved at tale med os i DM.

Dokumenter episoder

For at kunne føre en eventuel sag er dokumentation af hændelsesforløbet helt afgørende.

Du skal ikke tage en hemmelig båndoptager med til møder med din chef, men du kan for eksempel lave en logbog, hvor du skriver ned efter hver episode, hvad der er skete, hvad der blev sagt og hvornår det foregik.

Du kan også følge op med en mail til chefen: ”Jeg hørte dig sige sådan her…det synes jeg var ubehageligt..
Pointen er at få frem i lyset, om chefen har den samme oplevelse og evt få chefens reaktion på skrift.

Du skal ikke tage en hemmelig båndoptager med til møder med din chef, men du kan for eksempel lave en logbog
Søren Bjerregaard Kjær, arbejdsmiljøkonsulent i DM

Det er langt sværere at sige fra, hvis det er chefen, der mobber. Alligevel bør du ikke bare lade en episode passere. Du skal reagere på det, du oplever, selvom det er svært.

Hvis sagen udvikler sig, kan det også være vigtigt at kunne dokumentere, at du har forsøgt at sige fra undervejs.

Brug din TR

En af dine vigtigste handlemuligheder er at bruge de officielle kanaler, du har til rådighed. 

Du skal kontakte din arbejdsmiljørepræsentant og/eller din tillidsrepræsentant.

De er netop blevet uddannet til at hjælpe kollegerne og håndtere den type problemer. Dels har du brug for deres vurdering af, hvad der foregår, dels kan de pege på, hvilke handlemuligheder du har. Om det er værd at kæmpe videre, eller du kan blive nødt til at søge væk.

Læs også: Intet kan ødelægge dig som en chef der mobber