Spring menu over

Intet kan ødelægge dig som en chef der mobber

Mobning

Den indbyggede magtforskel, og udfordringen med at dokumentere problemet, gør det svært for en medarbejder at forsvare sig. Derfor knækker det bogstaveligt talt mennesker, og det kan føre til både sygemeldinger og førtidspension, forklarer lektor ved CBS Christian Dyrlund Wåhlin-Jacobsen.  Foto: Sasha Freemind/Unsplash

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Hver 11. lønmodtager bliver mobbet på arbejdspladsen, og i hver tredje tilfælde er en chef involveret, viser ny analyse. Mobning fra toppen knækker mennesker, siger eksperter.

Forestil dig, at du sidder til et teammøde. Din chef gennemgår jeres opgaver én for én men stopper op ved dine. Med et let suk siger chefen, at kvaliteten stadig ikke er god nok. De nævner ikke konkret hvorfor, og du får ikke mulighed for at svare. Senere hører du fra en kollega, at chefen har sagt, at du nok ikke helt har niveauet.

De næste uger bliver du ikke inviteret med til vigtige møder. Opgaver, du plejer at have, bliver givet til andre uden forklaring. Når du spørger, får du korte svar eller ingen svar. Til gengæld bliver dine fejl fremhævet, ofte foran andre.

Langsomt begynder du at tvivle på dig selv. Er det dig, der overreagerer? Eller er det bevidst?

Sådan noget foregår på arbejdspladser hver eneste dag. I tusindvis af tilfælde er det chefen selv, der står bag. Konsekvenserne af mobning er vidtrækkende, men når den kommer fra toppen bør vi være ekstra bekymrede.  

”Din frygt for at blive arbejdsløs stiger, dit privatliv kan blive negativt påvirket, og det øger din risiko for stress, blodpropper og, i yderste konsekvens, selvmord”, forklarer Christian Dyrlund Wåhlin-Jacobsen, der er lektor i organisationspsykologi ved CBS.  

Ifølge en ny analyse fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd (AE) oplever 59.000 lønmodtager hvert år mobning på arbejdspladsen. Det svarer til hvert 11. medarbejder. 

I hver tredje af sagerne kommer mobningen fra chefen. Billedet er det samme, hvis man alene kigger på tallene for ansatte med en akademisk uddannelse. 

"Det er et helbredsproblem"

Det kan være meget psykisk belastende, hvis du oplever, at chefen behandler dig åbenlyst og uretfærdigt anderledes end dine kolleger, påpeger Christian Dyrlund Wåhlin-Jacobsen fra CBS.

”Chefen jo en person, du er dybt afhængig af. Mobningen kan ramme ekstra hårdt, når den kommer fra den, som er ansvarlig for din trivsel som medarbejder,” forklarer lektoren.  

Det svarer til, at gårdvagten mobber en af eleverne i skolegården
Kristoffer Glavind, chefanalytiker i Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd

Chefanalytiker Kristoffer Glavind, har udarbejdet analysen for AE på baggrund af spørgeskemasvar fra 20.000 lønmodtagere og nationale arbejdsmiljødata. Han vurderer, at det er et højt tal, når godt hver 11. lønmodtager, der er blevet mobbet, fortæller, at det kommer fra chefen. 

”Det er mange, fordi mobning ikke bare er et spørgsmål om dårligt arbejdsmiljø. Det er et helbredsproblem”, siger Kristoffer Glavind. 

”Det svarer til, at gårdvagten mobber en af eleverne i skolegården,” tilføjer han. 

Komplekse sager

Mobning er ikke bare én handling, men mønstre af adfærd, og det er vigtigt at skelne mellem dårlig ledelse og regulær mobning, siger Søren Bjerregaard Kjær, der er arbejdsmiljøkonsulent i DM.

Forskellen handler om gentagelser og om udviklingen over tid.

”Det kan være meget ubehageligt og føles dybt uretfærdigt, når det sker, men det kan kun betegnes som mobning, hvis det sker gentagne gange eller er af særlig grov karakter. Det kan fx være, hvis der bliver talt nedgørende om medarbejderen, både i personens påhør og bag personens ryg,” siger Søren Bjerregaard Kjær. 

Når DM får henvendelser fra medlemmer, der oplever mobning kan det ifølge arbejdsmiljøkonsulenten handle om flere typer af mobbende adfærd, for eksempel  

  • Usaglig mistillid til kompetencer 
  • Bagtaleri eller nedgørelse (ofte over for andre) 
  • En grov tone eller gentagne ubehagelige bemærkninger 
  • Udelukkelse af en medarbejder fra informationer eller fællesskaber 
  • En uforklaret fratagelse af opgaver 

Sager om mobning er komplekse, og her er det ifølge DM’s arbejdsmilljøkonsulent vigtigt at skelne.

”En chef har jo ledelsesretten og med det retten til at træffe beslutninger med stor betydning for den enkeltes arbejde, Og der er forskel på, hvordan ledelsesretten udøves. Det kan både ske på gode og mindre gode måneder. Dårlig ledelse og dårlig kemi kan jo også være på spil,” forklarer Søren Bjerregaard Kjær. 

Dokumentation er væsentlig

En krænkelse kræver ifølge arbejdsmiljølovgivningen, at den opleves som nedværdigende af den udsatte. Og krænkelser, kan defineres som mobning, når den, der udsættes for det, ikke kan forsvare sig imod det.

Og det kan på grund af magtforskellen være svært, hvis det er lederen der udøver det. 

”Hvis man er så uheldig at opleve denne type adfærd er det selvfølgelig væsentligt at indsamle dokumentation af, hvad der konkret er foregået,” påpeger Søren Bjerregaard Kjær. 

Heldigvis er langt de fleste ledere dygtige og forvalter deres ansvar på en fornuftig måde. Men de chefer, der udøver mobning er ikke nødvendigvis onde. En krænkende adfærd kan også opstå, hvis en mobbekulturen i forvejen er til stede på en arbejdsplads, eller chefen selv bliver udsat for pres oppefra, forklarer Søren Bjerregaard Kjær.  

”Det er selvfølgelig ikke nogen undskyldning,” tilføjer han. 

Langvarig påvirkning

Den indbyggede magtforskel, og udfordringen med at dokumentere problemet, gør det svært for en medarbejder at forsvare sig.

Derfor er mobning fra en chef et af de mest alvorlige psykosociale arbejdsmiljøproblemer og det, der kan gøre størst skade.

Det forklarer lektor i organisationspsykologi ved CBS Christian Dyrlund Wåhlin-Jacobsen.  

"Eftervirkningerne kan være langvarige og stopper ikke nødvendigvis, bare fordi en medarbejder forlader jobbet", siger han.

Eftervirkningerne kan være langvarige og stopper ikke nødvendigvis, bare fordi en medarbejder forlader jobbet
Christian Dyrlund Wåhlin-Jacobsen, lektor i organisationspsykologi ved CBS

Organisationspsykologen placerer de værste sager i kategori med traumeoplevelser.

 ”Når chefer mobber, knækker det mennesker, bogstaveligt talt. Og det fører til både sygemeldinger og førtidspension,” siger Christian Dyrlund Wåhlin-Jacobsen. 

Subtil forskelsbehandling

I de giftigste af sagerne opstår der en dynamik, hvor medarbejderne på en arbejdsplads kan blive splittet mellem dem, der forsvarer lederen side og dem, der ikke gør.

Det kan ende i social isolation af den mobbede, forklarer han, fordi medarbejdere ofte er bange for at problematisere det opadtil.

Hvis det bliver en ord-mod-ord-situation, vil der sjældent være ansættelsesretlige konsekvenser for chefen og de, der har magten til at reagere, er måske loyale over for chefen. Det gør det risikabelt for den mobbede at stå frem”, forklarer Christian Dyrlund Wåhlin-Jacobsen. 

”Hvis mobningen er meget subtil, og for eksempel handler om tonefald, forskelsbehandling eller at man går efter en person på en måde, som er svær at bevise - så opgiver mange helt at tage kampen op. En del ender med at tage benene på nakken og søge væk,” siger CBS-lektoren. 

Heldigvis ser arbejdsmiljøkonsulent Søren Bjerregaard Kjær også sager, hvor organisationerne handler og finder løsninger, når en konflikt mellem en chef og en ansat er helt fastlåst.

Danmark har et virkelig godt system med arbejdsmiljørepræsentanter og en arbejdsmiljølov, som er blandt de bedste i verden.

"Så det er kulturen, der halter på visse arbejdspladser. Problemet opstår når systemet og lovgivningen ikke er ordentligt implementeret i en organisation," siger Søren Bjerregaard Kjær.

Kernegruppedag 12

Tjek omgangstonen på dit arbejde

Her finder du et spørgeskema, der kan hjælpe jer med at tage et tjek på jeres omgangstone - og på den måde tage et vigtigt skridt i at forebygge krænkende adfærd.

Find spørgeskemaet og læs mere her 

Du kan også læse mere om mobning på arbejdspladsen og få råd fra DM til at stoppe det lige her.