"Jeg havde et fedt prestigejob - så blev jeg ramt af meningsløsheden"

”Jeg havde et virkelig godt job. Og jeg var god til det.

Problemet var bare, at det med tiden føltes mere og mere forkert. Jeg manglede substans.

Det gik stærkt, efter at jeg blev færdig med min cand.comm fra RUC. Jeg leverede hurtige resultater, og det banede vejen for et attraktivt job i bureau-verdenen.

Samtidig blev jeg ramt af en voksende følelse af tomhed: Er det her virkelig noget, der kan bære et helt arbejdsliv?

Det er ikke første gang, jeg har oplevet den følelse.

På et tidspunkt var jeg nødt til at tage en pause fra mine studier. Ikke på grund af opgaverne eller studielivet, men fordi jeg mærkede en tomhed.

Min mor, der selv er pædagog, foreslog mig at tage arbejde i en institution i stedet for at ligge på sofaen og gruble over meningsløsheden.

Jeg fulgte hendes råd og opdagede, at børn – og det pædagogiske arbejde - gjorde mig sindssygt glad! 

Hvad fanden laver jeg her?

Da tvivlen ramte for anden gang, blev jeg langsomt klar over, at prestige, karriereræs og gode penge ikke er min største drivkraft på den lange bane.

Jeg savnede, at mit arbejde handlede om mennesker og gav mening på et dybere plan.

Jeg var 34, da jeg besluttede mig for at sadle om og begynde at læse til merit-pædagog på Københavns Professionshøjskole.

I dag kan jeg uden tøven sige, at det er den bedste beslutning, jeg har taget i mit voksenliv.

Ikke, fordi det var nemt – det var faktisk meget hårdere end jeg havde forestillet mig. Samtidig gik jeg jo kraftigt ned i løn i en periode.

Til gengæld må jeg nogle gange knibe mig selv i armen i dag, hvor jeg er landet i mit drømmejob.

Uddannelsen foregår online, med fysiske seminarer i fritiden og masser af opgaver, jeg skulle skrive, når min søn var lagt i seng om aftenen.

Ved siden af arbejdede jeg i institution 30 timer om ugen. Jeg oplevede hverdagen med støj, mange børn og for få voksne.De alt for korte pauser, hvor jeg stod midt i kaos og tænkte: "Jeg kunne have siddet på mit fede kontor og drukket cafe latte ved PC’ en. Hvad fanden laver jeg her?

Jeg har fået et nyt sprog

Men pædagoguddannelsen var sliddet værd.

Den har kvalificeret min forståelse af arbejdet med mennesker og relationer. Den har givet mig et sprog for det pædagogiske og psykologiske, men blev også et vidunderligt personligt udviklingsprojekt.

Og fordi jeg kom med en kommunikationsfaglig baggrund, blev jeg mødt af undervisere der opfordrede mig til at skrive, dele mine personlige erfaringer med arbejdspres, stress og manglende normeringer fra institutionsverdenen (blandt andet i en kronik).

Det var fedt, fordi jeg hele tiden har drømt om at finde et arbejde, hvor jeg kan bruge begge mine uddannelser.

Jeg kunne dårligt tro det, da jeg bare halvanden måned efter at have skrevet min bachelor så et opslag på jobindex, der handlede om at lave kommunikation i en pædagogisk og social kontekst.

Komplekse, menneskelige situationer

Det var netop min særlige uddannelsesbaggrund, der gjorde, at jeg landede jobbet i SOVI. SOVI er en nonprofit erhvervsdrivende fond, der driver beskyttede værksteder og i samarbejde med en række jobcentre på Sjælland hjælper ledige med autisme og ADHD, der gerne vil ind på arbejdsmarkedet.

I dag laver jeg ekstern kommunikation for organisationen, og jeg formidler borgernes historier til kommuner, SOVI’s samarbejdspartnere og offentligheden.

Det er ikke bare klassiske historier om pædagogfaglige indsatser. Det er historier om mennesker med forskellige forudsætninger, behov og sårbarheder.

Jeg bruger min pædagogiske forståelse til at oversætte komplekse menneskelige situationer til en både respektfuld og præcis kommunikation. Jeg er meget bevidst om, at borgernes perspektiv bliver etisk formidlet. 

I dag er jeg et sted, hvor jeg oplever en meget tydelig sammenhæng imellem mine værdier og min faglighed.

Det var det jeg drømte om. 

Men jeg vil stærkt råde andre, der går med overvejelser om et lignende sporskifte, til at stille sig selv en række ærlige spørgsmål først.

Her er min tjekliste til  dem: