For første gang åbner DM DSL op for, at medlemmer og tillidsvalgte kan indsende krav til overenskomsten 2024 digitalt. Det har en række medlemmer og tillidsvalgte benyttet sig af, og ’mere i løn’ er det krav, der går igen hos flest. Men også krav som fleksibilitet, arbejdsmiljø, og kompetenceudvikling har høj prioritet.
Løn er vigtig for alle
Løn ligger erfaringsmæssigt i toppen ved kravsindsamlinger, og det gælder også i DM DSL.
”Det er heller ikke så sært, da alle har fokus på løn lige nu. Det hænger nok i høj grad sammen med den oplevede inflation og købekraft ”, siger konsulent Mette Askov, der sammen med formand Henrik Steffensen Bach og næstformand Lars Delfs Mortensen, står for de offentlige overenskomstforhandlinger for DM DSL.
”Vi kan konstatere, at når medlemmerne taler om løn, er tankerne helt i tråd med vores fokus ved overenskomstforhandlingerne. Vi går efter at sikre vores realløn i forhold til inflation og købekraft, så vi ikke sakker agterud på hverken løn eller vilkår. Det skal nemlig fortsat være attraktivt at være offentligt ansat”, siger næstformand Lars Delfs Mortensen.
Fleksibilitet på flere måder
Kravene om fleksibilitet er todelt. De handler dels om større fleksibilitet i arbejdslivet og dels om nogle rammer, der kan beskytte mod, at arbejdstiden løber løbsk.
Fleksibilitet og indflydelse på eget arbejdsliv har stor betydning for den personlige trivsel og for at skabe rammerne for en attraktiv arbejdsplads. Det gælder både i forhold til frihed til at tilrettelægge sit arbejdet – men også i forhold til at tilgodese børn og familie fx ved sygdom.
Kompetenceudvikling
Der er generel stor opbakning til kompetencefondene, som er en del af overenskomsten, og som vi har erfaring for bliver anvendt bredt i DM DSL. I den forbindelse er der kommet et konkrete forslag om, at midler til kompetenceudvikling øremærkes til den enkelte medarbejder.
”Øremærker vi midlerne til kompetenceudvikling til den enkelte medarbejder, er der det forbundet med en stor risiko for, at nogle arbejdsgivere vil glemme, at kompetenceudvikling er et fælles ansvar,” siger formand Henrik Steffensen Bach.
”Det skal altid være en naturlig del af en arbejdspladsens udgifter til drift, at medarbejderne får de rette forudsætninger for at løse opgaverne. Særligt i et omskifteligt fag som vores, hvor arbejdsområderne miljø, biodiversitet og klima er kravlet højt op på både den politiske dagsorden og i borgernes bevidsthed.”
”Når vi puljer vores kompetencemidler, sikrer vi i fællesskab en bedre mulighed for at kunne udvikle os fagligt i flere retninger – også ud over den konkrete stilling man har,” siger formanden.
Hvad så nu?
Kravene, der er kommet ind fra medlemmer og arbejdspladser, vil nu blive drøftet i DM DSL’s bestyrelse. Det er bestyrelsen, der beslutter de endelige krav, der skal indsendes til hovedorganisationerne. For statens område vil det ske inden udgangen af august 2023. For det kommunale område vil det ske hen over efteråret.
Selve udvekslingen af krav med arbejdsgiverne finder sted umiddelbart før jul. Indtil da er organisationernes arbejde med at koordinere krav fortrolige.
Det er først herefter selve overenskomstforhandlingerne i gang. Vi forventer, at der er et resultat i slutningen af februar 2024.
Når resultatet lander, sendes det til urafstemning blandt medlemmer af DM DSL, og alle medlemmer vil samtidig få mulighed for en online drøftelse af det opnåede overenskomstresultat.