Østjysk faciliteringsnetværk
Bidrag til at skabe et stærkt og inspirerende faciliteringsnetværk i Østjylland
Brugen af og interessen for facilitering er stigende. Interesserer du dig også for denne disciplin, og har du lyst til at dykke ned i faciliteringens univers med særligt fokus på at facilitere processer, projekter og møder, så er dette netværk måske noget for dig.
Baggrund
Netværket er startet af 4 DM-medlemmer med forskellig baggrund, viden og erfaringer indenfor facilitering. Vi deler en interesse for at lære mere om facilitering og for at udvikle os i rollen som facilitatorer.
Den interesse vil vi gerne dele med andre.
Hvad skal vi sammen i netværket?
Vi ønsker at skabe et stærkt og inspirerende netværk med tillid, tryghed og kendskab til hinanden. Hvor man deler succeser og gode ideer, men også spørgsmål og det, der er svært. Så det er for medlemmer, der tør og ønsker at dele med hinanden for sammen at blive klogere.
Nogle gange vil vi desuden byde oplægsholdere ind for at få ny inspiration. Der vil være særligt fokus på at facilitere processer, projekter og møder. Sammen drøfter vi, hvilke områder indenfor denne del af faciliteringens verden, vi har lyst til at dykke ned i og sætte fokus på i netværket.
Netværket er således ikke målrettet facilitering af undervisning, men alle, der har interesse i de generelle faciliteringsredskaber, er velkomne.
Hvordan kommer det til at fungere i praksis?
Vi mødes ca. 4 gange om året til fysiske møder i Aarhus. Alle byder ind og deltager aktivt på møderne. Sammen finder vi ud af, om der også skal suppleres med et virtuelt fællesskab.
Der er en planlægningsgruppe, og alle medlemmer bidrager på skift til at arrangere møderne. Der bliver til møderne serveret en sandwich og noget at drikke.
Vil du være med?
Der er 20 pladser i netværket. Hvis du synes, vores tanker lyder som noget for dig, så udfyld formularen nedenfor, så vender vi tilbage til dig.
Har du spørgsmål, så kontakt DM Netværk.