Signe søgte job, mens hun fik kemobehandling

Den grå formiddagshimmel danner skygger på de ellers helt klinikhvide vægge i lokalet på første sal på Gødstrup Sygehus. Alt er hvidt på nær de koboltblå stole, rulleborde og uniformerne, som sygeplejerskerne har på. 

Udenfor glider regnen ned langs facadens store vinduer i takt med saltvandets dråber, der langsomt siver ind i venerne på 29-årige Signe Marie Græsbøl Stück. Det skal forberede hendes krop på næste fase i behandlingen. 

En steril og kølig lugt fylder rummet som en stikkende fornemmelse i næsen. Der er en svag undertone af latex fra de engangshandsker, sygeplejersken tager på, inden hun skifter saltvandet ud med posen med kemovarianten T-DM1. 

Hver tredje onsdag sidder Signe Marie Græsbøl Stück i de blå stole. Kemo-onsdag kalder hun det. Og bivirkningerne rammer med det samme: Halvanden uge med kvalme, træthed og ubehag efterfulgt af halvanden uge i bedring. Så starter det forfra igen. 

”Det er komplekst at have kræft,” kommenterer hun og bliver afbrudt af en monoton biplyd, der kommer i faste, gentagne intervaller.

Et apparat ved siden af stolen tæller ned. 17 minutter endnu.

Når hun ikke sidder omringet af infusionsstativer og slanger, prøver Signe Marie Græsbøl Stück at opretholde en normal hverdag som jobsøgende. Når altså ikke behandlingens bivirkninger tvinger hende til at ligge hjemme på sofaen i huset i Herning.

”Det føles som at sidde i forlystelsen tekopperne. Det hele snurrer rundt, og jeg bliver mere og mere træt,” fortæller Signe Marie Græsbøl Stück, mens kemoen transporteres rundt i hendes krop.

Det var ikke sådan her, hun havde forestillet sig, at hendes liv ville se ud, da hun i starten af året blev færdiguddannet. Langtfra.

Hun troede, at hun skulle ud og give den fuld skrue med sin karriere, nyde de sidste år i 20’erne og starte en familie med sin kæreste.

Men for at forstå, hvorfor Signe Marie Græsbøl Stück sidder i præcis den blå stol på Gødstrup Sygehus, skal vi tilbage til januar 2025.

Kuglen i brystet

Signe Marie Græsbøl Stück er uddannet ergoterapeut, men havde længe drømt om at læse videre. Derfor besluttede hun sig for at tage en kandidat i klinisk videnskab og teknologi, der handler om evaluering, implementering og forskning i sundhedsteknologi. 

”Vi lever i en tid, hvor sundhedsteknologi begynder at fylde mere og mere,” fortæller Signe Marie Græsbøl Stück, der i to år dagligt begav sig ud på en næsten to timer lang køretur fra Herning til Aalborg Universitet for at studere. 

Tiden på kandidaten gav hende blod på tanden til at arbejde endnu mere med sundhedsteknologi, og hun afsluttede uddannelsen med et 12-tal i sit speciale om telemedicin.

”Jeg gik fra eksamen og fik meget ros fra mine censorer. Jeg var på toppen, og det hele var bare megafedt. Jeg tænkte, at nu skulle jeg bare ud og arbejde med telemedicin,” fortæller hun.

Men få dage efter specialeforsvaret opdagede hun noget, der skulle vise sig at have afgørende betydning for hendes fremtid.

”Jeg står ude i badet og vasker mig. Pludselig mærker jeg en form for kugle på størrelse med en tommelfinger i den nederste del af mit bryst,” siger Signe Marie Græsbøl Stück, der i første omgang tænkte, at det bare var noget hormonelt.

”Jeg er jo ung, og brystkræft løber ikke i min familie,” siger hun, men hun valgte nu alligevel at tage til lægen, som med det samme sendte hende videre til biopsi og ultralydsscanninger.

Signe Marie Græsbøl Stück prøvede at lægge spekulationerne væk og fortsatte jobsøgningen ligesom alle andre nyuddannede.
Men en aften tog hun sig selv i at spørge kæresten Anders: ”Tror du, vi skal forberede os på, at vores liv ændrer sig om lidt?”

En uge efter kom svaret fra scanningerne: carcinom.

”Og så skreg jeg bare,” fortæller Signe Marie Græsbøl Stück, der med sin sundhedsfaglige baggrund med det samme forstod den medicinske betegnelse.

Scanningerne viste, at hun havde den aggressive brystkræft HER2-positiv med mulige spredninger.

Jobsøgningen blev en feberredning

Allerede da Signe Marie Græsbøl Stück var i gang med at færdiggøre sit speciale, begyndte hun at søge fuldtidsjob. Og dørene stod åbne.

Hun var blevet indkaldt til to jobsamtaler. Den ene lå på dagen, hvor hun fik svar på biopsien, og den anden få dage efter. 

”Jeg endte med at skrive til dem, at jeg var blevet alvorlig syg og derfor ikke ville søge stillingen alligevel. Jeg synes ikke, det havde været fair over for nogen at tage til samtalerne,” fortæller Signe Marie Græsbøl Stück.

”Jeg vidste, at jeg nu skulle igennem et langt forløb, så jeg syntes ikke, at en arbejdsgiver skulle ansætte mig. Jeg ville have rent mel i posen, når jeg skulle starte i et nyt job, og jeg vidste, at den kommende tid ville byde på meget fravær og mange sygedage.”

Sideløbende med Signe Marie Græsbøl Stücks behandlingsforløb har hun holdt øje med, hvilke nye, spændende jobopslag der kom – også selvom hun er på sygedagpenge og dermed ikke er pålagt aktivt at søge arbejde.

”Det var en form for feberredning for at fjerne tankerne fra sygdommen. Jeg tænkte, at hvis jeg bare kunne komme i arbejde, ville tingene blive mere normale,” siger Signe Marie Græsbøl Stück.

Derfor lagde hun også en strategi om at være så transparent om kræften i sin jobsøgning som muligt. Faktisk så transparent, at hun ringer og fortæller om sygdommen, allerede inden hun sender en ansøgning af sted.

Finder Signe Marie Græsbøl Stück et job, der vækker interesse, ringer hun nemlig direkte til afsenderen af stillingsopslaget og fortæller om sin situation.

”Jeg spørger dem, om de kunne finde på at gå videre med sådan en som mig, inden jeg sender ansøgningen. Jeg vil hellere have svaret med det samme end bruge tid på at skrive en ansøgning og så blive valgt fra på grund af min sygdom.”

Hun er indforstået med, at der medfølger nogle ting, når man ansætter ”sådan en som hende”. Kræftformen er så aggressiv, at der er øget risiko for tilbagefald, og hun skal fortsat gå til årlige kontroltjek på hospitalet. 

”Jeg er 29 år, har minimal erhvervserfaring, ingen børn og er syg. Det er fuld plade på dårlige odds,” kommenterer hun med et svagt smil på læben.

Signe Marie Græsbøl Stück har også åbent fortalt om sin sygdom på det sociale netværksmedie LinkedIn.

”Jeg har aldrig været den store LinkedIn-bruger, men vi fik at vide på uddannelsen, at det er godt at gøre sig synlig derinde, så potentielle fremtidige arbejdsgivere kan se, hvad man har lavet,” fortæller hun.

Derfor valgte hun at spille med åbne kort og skrive om sin situation derinde, med håbet om at opslaget kunne skabe genkendelighed for andre i lignende situationer, men også ændre perspektivet for 
arbejdsgivere, der bevidst fravælger ansøgere med sygdomshistorik.

”Jeg håber stadig på at kunne finde en arbejdsgiver, der kan rumme de ting, jeg har i min rygsæk, og de livsvilkår, jeg har,” siger Signe Marie Græsbøl Stück.

Fra dagpenge til sygedagpenge

Med kræftdiagnosen begyndte også et langt forløb, der indebar alt fra scanninger, genetisk udredning, blodprøver, lægebesøg og samtaler om fertilitet.

Grundet de mulige spredninger valgte lægerne, at Signe Marie Græsbøl Stück skulle have kemobehandling, før knuden kunne blive opereret væk.

”Det havde jeg virkelig svært ved. Jeg havde brug for, at knuden blev fjernet fra min krop,” siger hun.

Signe Marie Græsbøl Stück fik en følelse af at distancere sig mere og mere fra sin egen krop, og i en periode havde hun svært ved at være alene, da det frembragte mørke tanker.

”Jeg begyndte at forestille mig at ligge nede i en kiste. Begravet i kold jord. Helt alene,” siger hun med skælvende stemme.

Hun meldte sig syg hos sin a-kasse, og dagpengene blev skiftet ud med sygedagpenge.

Kort tid efter startede den flere måneder lange behandlingsplan med kemoterapi. Og med det fulgte mange voldsomme bivirkninger: indlæggelser, mangel på appetit, udtørrede slimhinder, hovedpine, opkast, næseblod, muskelsmerter og hårtab.

”På et tidspunkt var det kemoen, der var ved at tage livet af mig. Det var slemt,” fortæller hun og stryger langsomt hånden ned langs baghovedet, hvor små mørkebrune hår er begyndt at vokse ud og danne såkaldte kemokrøller.

Signe Marie Græsbøl Stück fik efterfølgende opereret knuden væk, men det skulle vise sig ikke at blive enden på behandlingen. Det væv, der blev opereret ud, havde stadig kræft i sig på trods af de mange måneder med kemoterapi. Derfor var det usikkert, om der stadig var kræftceller i kroppen, hvilket udløste behandlingen med TDM1.

”Det er ligesom at rydde en have for ukrudt. Det meste er trukket op, men der kan være små rødder, som ligger skjult og risikerer at vokse frem igen, hvis man ikke holder øje.”

Hun er vant til at forklare processer og fagtermer af sygdommen til familie og venner, der ikke har samme sundhedsfaglige baggrund som hende. På samme måde giver det hende en ro, at hun forstår, hvad lægerne snakker om til opfølgningssamtalerne, og hvad alle prøvesvarene i e-Boksen betyder.

Kræften vil altid være der

I 2024 modtog 448.000 personer sygedagpenge. Det er de færrest af de modtagere, der er under 30 år.

Signe Marie Græsbøl Stück har også et stort håb om, at hun kan starte med at arbejde, så snart hun har været igennem sin sidste kemobehandling, der er planlagt i foråret 2026, og dermed erklæres kræftfri. Også selvom hun ved, at hun ikke kommer til at kunne arbejde på fuld tid.

”Jeg har accepteret, at jeg ikke kan have et standard-8-16-job,” siger hun og kigger ud ad vinduet.

For når kræften først har været der, vil den følge en resten af livet. Man vil altid have ar – både indvendig og udvendig, fortæller Signe Marie Græsbøl Stück og tager sig under brystet på den grønne strikvest, der nedenunder viser de efterladte spor fra operationen.

”Jeg føler nogle gange, at noget af min hjerne er blevet skåret af, som jeg aldrig får tilbage,” siger hun. 

”Jeg bliver generelt udmattet meget hurtigt.”

Især drømmer hun om at arbejde med telemedicin eller som digitaliseringskonsulent på sundhedsområdet. Præcis det, som hun har brugt sin kandidatuddannelse på at gøre sig dygtig inden for.

”Det er først nu her, jeg er begyndt at acceptere, at det er det her lod, jeg skulle trække. Det er en del af min livsfortælling.”

De 17 minutter på apparatet i lokalet på Gødstrup Sygehus er gået, og Signe Marie Græsbøl Stück kender proceduren. Hun skal hjem og sove. 

Kroppen skal restituere og blive frisk, så hun kan fortsætte den udfordrende jobsøgning, inden hun om få uger skal sidde i den blå stol igen.

Signe Marie Græsbøl Stück er efter interviewet blevet tilbudt en stilling i Ringkøbing-Skjern Kommune i et nyt team, der blandt andet skal arbejde
med implementering af velfærdsteknologi.