Fra pamflet til platform: Akademikerbladets historie

Otte sider.

Så langt var det første nummer af Magisterbladet, der udkom den 1. januar 1964. Bladet, der nærmest fremstod som en pamflet, blev sendt til alle medlemmer af Dansk Magisterforening og skulle nu udgives hver 14. dag.

Heri kunne man blandt andet læse orienteringer om skat og selvangivelse, artikler om nyt universitetsbyggeri, debatindlæg og boganmeldelser.

Det var formanden, der både skrev og redigerede bladet til en medlemsgruppe, som dengang primært bestod af borgere med lange videregående uddannelser, typisk ansat på universiteterne eller i gymnasierne.

”Der var utroligt få akademikere dengang. Der var 9.000 studerende på landets to universiteter. I dag er vi oppe på mere end en tidobling,” fortæller Niels Wium Olesen, lektor i samtidshistorie ved Aarhus Universitet.

”De var en isoleret, men ikke særlig tydelig elite. Man havde måske hørt om en professor, men det var langtfra alle, som kendte en. De var på den måde specielle individer med høj status,” siger Niels Wium Olesen.

I en anmeldelse af en bog i Magisterbladet i 1968 skriver forfatteren Hans Kirk også sådan om magistre: ”Klarhed er dem en pestilens, skidtvigtighed deres fremtrædende karaktertræk, bedreviden om petitesser deres åndelige ballast, og til deres forsvar er i grunden kun at sige, at de bærer på en gammel sorgmunter.”

Sådan så den første forside af Magisterbladet ud i januar 1964.

Billedet af en støvet professor, der sidder begravet i bøger på et universitet, var ikke langt fra virkeligheden, forklarer Niels Wium Olesen.

”De havde ikke en særlig stærk identitet som lønmodtager.”

En fællesskabsdanner

Identiteten træder tydeligere frem i løbet af 1960’erne med uddannelsesboomet. Velfærdsstaten får brug for nye professionsuddannelser til blandt andre sygeplejersker, pædagoger og lærere, og at uddanne dem kræver akademikere. 

”Det er en enorm samfundsudvikling, der sker i de årtier. Det ser vi også med SU’en, som i 1970 går fra at være forældrebetinget til at være en statsfinansieret rettighed. Det sker, fordi politikerne erkender, at samfundet har brug for folk med lange videregående uddannelser,” siger Niels Wium Olesen.

Udviklingen blev taget op i Magisterbladet i februar 1974, hvor deltagerne på Magisterforeningens tillidsmandskursus kom i en heftig debat med partipolitikerne om finansieringen af de lange videregående uddannelser.

”Jeg finder det meget farligt, når et velstillet samfund som vores giver grobund for mistænksomhed, og den ene nødvendige gruppe begynder at hænge den anden nødvendige gruppe ud,” sagde Povl Brøndsted fra Venstre.

Mens tilgangen til de videregående uddannelser stiger, begynder DM i højere grad at skulle omfavne flere forskellige typer akademikere på arbejdsmarkedet. De arbejder nu både i det private og i det offentlige og sidder med meget forskellige opgaver, som alle skal afspejles i fagbladet.

”Fagbladet har ikke bare været et medie, men en identitetsskaber. For en fagforening har det været helt afgørende. Det var og er for mange den eneste kontakt mellem foreningen og kontingentbetalerne. Nogle tænker ikke over løn og arbejdsvilkår, så de bliver bekræftet i, at de er magistre, når bladet kommer ind ad brevsprækken,” siger Anker Brink Lund, professor emeritus i medieledelse på Copenhagen Business School.  

Netop via jobannoncer, artikler og faglig sparring kan de mange forskellige akademikere finde sig selv i Magisterbladet. For eksempel er privatansatte i 1978 den hurtigst voksende gruppe, og en af dem, Keld Gormsen, kommer i Magisterbladet med gode råd til, hvordan man som magister skal opføre sig i private virksomheder.

”Her gælder det for magistre om at gøre det klart, at de ikke sidder på et glasbjerg og kigger ud over folket, men at de tværtimod er ganske almindelige mennesker, der kan tale med ganske almindelige mennesker.”

Flere akademikere begynder også at organisere sig.

”Allerede i løbet af 1970’erne bliver det et tema i den offentlige debat, at der måske var en overvægt af akademisk arbejdskraft. Men tallet steg alligevel bare. Nu fører eksamensbeviset ikke nødvendigvis til, at man bare får et job, når man bliver kandidat, og derfor giver det mening at organisere sig,” forklarer Niels Wium Olesen.

1971: Bladet får et markant redesign inspireret af Simon Spies bladprojekt NB. Redaktør Arthur Arnheim formulerer ambitionen: "Vi vil være tilfredse, hvis blot nogle magistre altid vil finde noget af interesse i bladet".

Politikerne griber også ind i overenskomstforhandlingerne i 1975, 1977 og 1979, hvor akademikernes løn og arbejdsvilkår bliver hårdt presset. Det får organiseringsgraden til at stige.

”Særligt i 1970’erne er der en romantisering af fagbevægelsen, og det smitter også af på akademikerne. Man har nok en identitet som højtuddannet arbejdskraft, men også som lønmodtager med interesser,” fortæller Niels Wium Olesen.

Du fandt et job i bladet 

Mens både det private og offentlige arbejdsmarked buldrer af sted, får Magisterbladet også en anden vigtig funktion for medlemmerne. Hver 14. dag dumper de dugfriske jobannoncer ind ad brevsprækken.

I 1980 er der op til ti siders jobannoncer i hvert nummer af Magisterbladet. I blad nummer 4 kunne du blandt andet søge jobbet som fritidskonsulent i Ballerup Kommune, lektor ved Præstehøjskolen eller en orlovsstilling som adjunkt-/lektorvikar på Roskilde Universitet.

De mange annoncer skaber også en indkomst for fagforeningen, som blandt andet kan bruges til at udvikle bladet.

”De her blade er startet som medlemsblade med referater fra møder, men blev så til overskudsblade på grund af jobannoncerne. Og så tænkte man nok, at når man nu tjente penge på dem, burde man også gøre mere ud af det redaktionelle indhold,” siger professor emeritus Anker Brink Lund.

1979-1980: Magisterbladet dækker intensivt Dansk Magisterforenings store konflikt med Gyldendal om løn og arbejdsvilkår. Fagforeningen iværksætter blandt andet en blokade.

Omtrent samtidig bliver det også tydeligt, at bladene begynder at lave egentlig journalistik. Der er bylines med journalisternes navne, flotte farveforsider og flere underholdende elementer i bladet.

I DM beslutter man i 1980 at dele medlemmerne op i fire afdelinger: universiteter og andre højere læreanstalter; lærerseminarierne; arkiver, biblioteker, museer og andre forskningsinstitutioner; arbejdsløse og deltidsansatte.

Det afspejler sig også i Magisterbladet, hvor der nu skal tilgodeses indhold til de mange forskellige typer medlemmer. I marts 1984 kan man for eksempel læse om både de privatansattes løn, humanioras fremtid og kritik af EDB-kurser. 

I 2011 oprettes der sågar sektorblade som blandt andet DM Professionshøjskoler, Forskerforum og DM Offentlig, som sendes ud til medlemmerne af de pågældende sektorer ud over de to månedlige numre af Magisterbladet.

Skulder ved skulder

Selvom Magisterbladet udadtil har ændret sig enormt gennem sin levetid, er der mange eviggyldige emner, der igen og igen har fyldt spalterne.

Løn, ligestilling, pensionsordninger og arbejdsvilkår har siden bladets start optaget medlemmerne.

1992: Jounalistikken professionaliseres og der kommer bylines på artiklerne. Indholdet udvides med debat, analyser og underholdning som tegneseriestriber.

Det undrer ikke Mie Femø Nielsen, professor i kommunikation ved Københavns Universitet. Faktisk understreger det meget godt fagbladenes særlige rolle.

”Det interessante er, at man i fagbladet taler med flere forskellige formål. Der er både en indadvendt kommunikation, som handler om at udvikle fagforeningen, og som kan være selvkritisk og skabe debat, og så er der et andet udadvendt fokus, der handler om medlemmerne: deres arbejdsliv, deres vilkår,” siger Mie Femø Nielsen.

”Længere ude i formålene har du branchen, som du taler ud i, fordi du er med til at påvirke samfundet. Og endnu længere ude har du et fjerde formål; at påvirke politikerne.”

Ønsket om at vise medlemmerne, men også politikerne, at man kæmper akademikernes sag, ses blandt andet i konflikten om arbejdsvilkår hos Gyldendal i 1980’erne og i diskussionen om akademikernes jobvilkår under finanskrisen i slut-2000’erne. Eller i 2022 med budskabet ”Viden er ikke et synspunkt”, som kom i kølvandet på DR’s behandling af en række eksperter i programserien ’Ellen imellem’.

Også i den meget aktuelle diskussion om akademikerbashing har Magisterbladet kæmpet medlemmernes sag. For mens politikerne taler akademikerne ned, har fagbladet forsøgt at tale medlemmerne op. Blandt andet i den digitale julekalender i 2021 under hashtagget #Vihylderhumanister.

Fremtidens fagblad  

Nu har medlemskommunikationen så gennemgået sin sidste forandring i print. I fremtiden vil medlemskommunikationen ske via digitale tilbud som nyhedsbreve, hvor der stadig vil være debat, vigtige medlemsfortællinger og store dagsordener.

2013: Magisterbladet går fra to til én udgivelse om måneden. Formatet moderniseres.

Magisterbladet, som i dag hedder DM Akademikerbladet, har således også fulgt med, mens akademikernes medievaner har ændret sig. Men behovet for medlemskommunikation og samhørighed er stadig det samme, selvom platformene er anderledes, mener docent i medievidenskab ved DMJX Søren Schultz Jørgensen.

”Organisationer er i dag helt afhængige af at kommunikere meget og ofte. Når et medlemsblad skifter format, er det ikke, fordi kommunikationen betyder mindre, men fordi den skal følge med medlemmernes måde at få information på,” siger Søren Schultz Jørgensen.

De seneste år har DM Akademikerbladet allerede haft succes med at skabe et debatunivers på hjemmesiden og de sociale medier. Også historier som den årlige forskerliste med de 50 mest citerede eksperter og forældrebarometeret med friske tal på børnefamiliernes hverdagspres er blevet store digitale produkter, som resten af samfundet bemærker. 

”Vi har gjort os umage med at føre det indhold, medlemmerne har været glade for i det trykte magasin, med videre over i den digitale medlemskommunikation. Vi vil forsætte med at styrke de store fælles dagsordener og gør os markant gældende på satsninger, hvor vi både lægger analytisk, journalistisk og kommunikativ kraft”, skriver chefredaktør Ilse Kristensen. 

Mie Femø Nielsen peger på, at akademikernes, og resten af befolkningens, medievaner i dag er så segmenterede og skræddersyede, at fagforeningerne står over for en særlig opgave.
”Det er faktisk lettere at imødekomme, når man kan udgive versionerede nyhedsbreve. På den måde kan fagbladene tydeliggøre, at de kan levere forskelligt indhold til forskellige behov. Det giver mere mening, når man siger, at man giver dem det, de gerne vil have,” siger Mie Femø Nielsen.

Selvom indpakningen af DM’s kommunikation uomtvisteligt bliver anderledes fremover, er missionen den samme, som dengang den første pamflet udkom i 1964. Medlemmerne skal kunne spejle sig selv og deres arbejdsliv i indholdet og blive mindet om alt det, de har til fælles.