Dansk Magisterforening

Blodbad i Undervisningsministeriet: "En regulær svinestreg"

Finansminister Nikolaj Wammen (S)

Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterede i dag regeringens spareplaner for ansatte i staten. Tillidsrepræsentant i Undervisningsministeriet mener, at ministeriet har begået en unødvendig svinestreg. © Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Del artikel:

Tillidsrepræsentant forudså, at Undervisningsministeriets andel af de 1.000 færre statsansatte kunne klares med naturlig afgang. Nu skal mere end hver tiende fyres i ministeriet og tilhørende styrelser.

Det var ikke, fordi nyheden kom som et lyn fra en klar himmel.

I godt et år har Styrelsen for It og Læring (STIL) haft ansættelsesstop på grund af faldende projektbevillinger. Den økonomiske situation i søsterstyrelsen Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) og i departementet har heller ikke været god.

Men da medarbejderne i går blev kaldt sammen til husmøder, ventede dem alligevel en slem overraskelse. Tillidsrepræsentant Kell Sønnichsen betegner det ligefrem som en ”regulær svinestreg”.

150 medarbejdere skal afskediges, lød det fra topledelsen. Det svarer til 14-15 procent af ministeriets ansatte.

”De fleste havde på fornemmelsen, at noget var på vej, men at det var så massivt, kom bag på alle”, siger Kell Sønnichsen.

Når Kell Sønnichsen taler om en svinestreg er det dog ikke på grund af besparelserne i sig selv.

”Vi har haft en del vækst i antallet af opgaver i STIL, og nu går det den anden vej. Sådan er det med politiske prioriteringer, det er også årsagen til, at vi findes”, siger han.

For STIL er det blandt andet udsigten til færre it-udviklingsopgaver, der får ledelsen til at bremse op. Her står styrelsen til at miste 40 millioner kroner frem mod 2026 ifølge det nye finanslovsforslag. Ud af de 150 forventede afskedigelser skal 40-50 findes i STIL. Ifølge Altinget rammer afskedigelserne desuden 70 medarbejdere i STUK og 35-40 i departementet. 

Unødvendigt ”politisk statement”

Årsagen til Kell Sønnichsens kritik kan læses ud af en nyhed, som ministeriet offentliggjorde fredag på ministeriets hjemmeside.

Her peger ministeriet på, at de kommende ”tilpasninger” dels skyldes faldende bevillinger, dels at ministeriet som andre myndigheder er omfattet af ”regeringens politik” om at begrænse den statslige administration.

Nu gør Finansministeriet det til en politisk prioritet, at de her mennesker absolut skal fyres som en del af et slags politisk statement

Kell Sønnichsen, tillidsrepræsentant

Kell Sønnichsen har tidligere i Akademikerbladet peget på, at 1.000 færre statsansatte svarer til en samlet reduktion på 2,5 procent, hvilket ville være cirka 25 årsværk i Børne- og Undervisningsministeriet. Det er færre medarbejdere, end hvad der årligt forlader ministeriet som følge af naturlig afgang.

”Men nu gør Finansministeriet det til en politisk prioritet, at de her mennesker absolut skal fyres som en del af et slags politisk statement. Det synes jeg er en svinestreg. Og jeg holder fast i, at man kunne have gjort det i kraft af naturlig afgang," siger Kell Sønnichsen.

Ifølge et nyt ”faktaark” fra regeringen skal 32 af de i alt 1.000 bebudede færre statsansatte findes i Undervisningsministeriet.

Stemningen blandt medarbejderne i STIL var torsdag og fredag præget af chok, fortæller Kell Sønnichsen.

Han skal sammen med de andre tillidsrepræsentanter nu forhandle om afværgeforanstaltninger med ledelsen, der måske kan reducere antallet af afskedigelser.