Hvordan skal du som tillidsvalgt agere, når det drejer sig om din organisations økonomi? Hvordan opnår du samme indsigt som for eksempel økonomichefen med mange års erfaring med budgetforhandlinger? Og hvordan står du stærkest, når der skal træffes beslutninger, som har konsekvenser for kollegagruppen?
Hos DM oplever vi, at tillidsvalgte ofte føler sig udfordrede, når det kommer til at forstå mulighederne for indflydelse på økonomi og strategi. Som tillidsvalgt varetager du kollegernes interesser i spørgsmål, som involverer din organisations økonomi. Samtidig kan du for ledelsen være en sparringspartner, som kan give dem et vigtigt billede af implikationerne af budgetter på kollegagrupper og på de faglige kerneaktiviteter. Derfor spiller du altså som TR en dobbeltrolle i forhold til budgetterne – som vagthund og som samarbejdspartner. Jo mere du ved om budgetterne og de processer, som ligger bag dem, jo lettere vil du have ved at ramme en god balance i denne dobbelte rolle.
Læs mere om dine muligheder for at udøve indflydelse på budgetprocesser som tillidsrepræsentant i en offentlig organisation og få nogle af de centrale begreber i din forståelse af budgetter på plads.
- Hvornår kan jeg søge indflydelse?
- Hvordan søger jeg indflydelse?
- Centrale begreber i budgetprocesser
Start din forberedelse tidligt
Når det handler om organisationens økonomi, er det væsentligt at komme i gang i god tid, siger Mette Askov, mangeårig forhandler i DM, hvor hun også underviser tillidsvalgte i løn og forhandling.
“Ved at vide præcis, hvornår der er mulighed for indflydelse, kan man sikre, at ens energi og måske også sin taletid bliver brugt i de rigtige fora til gavn for dig og dine kolleger”, siger hun og uddyber:
“Som tillidsvalgt skal du være opmærksom på timingen og søge indflydelse allerede i forbindelse med udviklingen af de indledende budgetforslag. Her vil der være muligheder for at komme igennem med projekter som kræver særlige lønmidler”.
Du skal også være opmærksom på relationen. Når du udviser ægte interesse og nysgerrighed over for organisationens økonomi og budgetter, så giver du din modpart lov til at tale om sine udfordringer, prioriteringer og værdier.
“Det vil for det første give dig vigtig information, som du kan bruge, når du skal tilrette dine argumenter. Men det vil også opbygge en god og tillidsfuld relation til modparten, for du interesserer dig jo for det, som vedkommende laver. Gode relationer er gensidige. En god relation til de økonomi og budgetansvarlige vil give dig gode muligheder for indflydelse på den lange bane”, siger Mette Askov.
Hvad kan du gøre?
Gennem DM har du og dine TR og AMR-kolleger mulighed for at melde jer til et fælles seminar i økonomistyring, som kan blive tilpasset jeres arbejdsplads.
Seminaret er gratis og kan foregå på jeres arbejdsplads eller hos DM på Frederiksberg.
Underviser er Michael Moos-Bjerre, som er ekspert i økonomistyring og budgetprocesser både i den offentlige sektor og i private virksomheder.
Han har indsigt i, på hvilke tidspunkter i procesforløb og årshjul, man som TR har de bedste muligheder for forhandling og indflydelse.
Michael har endvidere opbygget solid viden om økonomistrategiske forhold gennem analyser og rådgivning inden for området, og gennem sine tidligere ansættelser som både medarbejder og chef i kommuner og ministerium med økonomistyring, finanslov og regnskab i centrum.
Vil I have et seminar på din arbejdsplads så send en mail til os.
Du kan også altid tage fat i din personlige DM-konsulent, som kan hjælpe dig med forberedelsen til budget- eller lønforhandlinger.
Seminar i økonomiforståelse
Find informationer om seminaret "Få indflydelse - tænk i økonomi". Her forklarer Dansk Magisterforening om seminarets opbygning, formål og indhold.