Når du er soloselvstændig, har du mange kasketter på. Du skal kunne mestre mange faglige discipliner for at overleve. Du har ikke råd til at hyre ekstern hjælp til at klare salg, marketing, regnskab, GDPR og alt det andet, du skal have styr på fx hjemmeside, sociale medier og nyhedsbreve. Du har sikkert råd til at få hjælp og rådgivning, men meget af arbejdet hænger på dig.
Arbejd med SEO
Nogle har mere råd end andre til at hyre hjælp, men som soloselvstændig er du virksomheden. Du sælger dig selv. Det kan være svært at sætte andre til at sælge dig. Det er dig, folk vil møde og lære at kende. Det betyder, at dét at netværke også er en del af jobbeskrivelsen. Du skal kunne skabe relationer og opbygge tillid.
Selv om du har en hjemmeside, er aktiv på sociale medier og skriver nyhedsbreve, kan du stadig have brug for ekstra opmærksomhed og synlighed. Der er nemlig mange andre end dig derude. Det er nemt at forsvinde i mængden. Her kan annoncering være en løsning, men det bliver ofte en tung post i regnskabet. Det er til gengæld en hurtig måde at opnå synlighed på.
Er det blevet for dyrt at annoncere, og mangler du kunder? Så kan du arbejde med søgemaskineoptimering (SEO). Mange af de kompetencer du allerede har, kan du bruge i SEO-arbejdet. Det er tidskrævende, men det kan give effektive resultater, der kan ses på bundlinjen. Især hvis du kan finde huller: Finde søgeord med søgevolumen, hvor der mangler relevant indhold.
Kom i gang med SEO
Hvordan kommer du i gang med søgemaskineoptimering? Der er mange, der kan hjælpe dig. Der er også mange gode artikler og værktøjer, der kan hjælpe dig i gang. Har du fx en WordPress hjemmeside, har du gode muligheder for at klare meget af arbejdet selv. Der er også mange, der arbejder med WordPress, der kan hjælpe dig i gang eller videre.
Ofte er det fornuftigt at købe sig til hjælp, især i starten, men det er også nødvendigt at have en vis indsigt selv. Tag på kursus eller workshop. Det er farligt at overlade det fulde ansvar til andre.
Øg din synlighed via SEO
Der er over 200 faktorer, der har indvirkning på dine placeringer. Det kan virke uoverskueligt. Spar tid og tag på et eller flere kurser, hvor du kan få et godt indblik i SEO og de vigtigste faktorer, du skal arbejde med for at få en god placering på Google. Det er vigtigt at være klædt godt på, så du kan udføre nogle af opgaverne selv og forstå eventuelle samarbejdspartnere.
Mange tror, at søgemaskineoptimering kun handler om teknik. Det er kun en del af det. Det handler lige så meget om dit indhold på hjemmesiden. Du skal sikre dig, at indholdet matcher, hvad dine kunder søger efter.
Start med at lave en søgeordsliste med brede søgeord, korte og lange søgesætninger og relaterede søgeord. Tænk på kunderejsen fra start til slut. Find og tjek konkurrenter.
Snak med dine kunder og find ud af, hvordan de fandt dig, og hvad de har søgt efter. Når søgeordslisten er lavet, så tjekker du søgevolumen (der findes gratis online værktøjer) og laver en prioritering.
Når du har prioriteret hvilke søgeord, der er de vigtigste i forhold til din virksomhed, kan du begynde at skrive dit indhold. Du skal sikkert oprette nye sider. Hver enkelt side optimerer du i forhold til et primært søgeord eller søgesætning. Bruger du fx Yoast SEO Premium plugin, kan du optimere mod flere søgeord.
At optimere dine sidetitler er noget af det allervigtigste. Opret altid unikke sidetitler og husk, at sidetitel, meta beskrivelse og det primære søgeord skal passe til indholdet på den pågældende side. Vær sikker på, at dét indhold, de finder, lever op til den forventning, som du har skabt. Det lyder måske banalt, men faktisk fejler mange her.
Skriv langtidsholdbart indhold (evergreen content)
Tager vi udgangspunkt i, at du har en god hjemmeside rent teknisk, så handler det om at skrive unikt, relevant og brugbart indhold. Det er også godt, hvis du kan skrive indhold, som er langtidsholdbart. Altså noget der gælder også til næste år og måske om 5-10 år – måske med få justeringer undervejs.
Hav fokus på læseværdi, læsbarhed og læselighed
Generelt er der en tendens til, at længere indhold giver flere delinger og højere placeringer. Det handler dog ikke kun om at fylde på. Hvis essensen forsvinder, og det bare er en gang sludder for en sladder, så hjælper det dig ikke. Hav fokus på læseværdi (relevans), læsbarhed (sproget, lixtal) og læselighed (opsætning, layout).
Glem ikke billedoptimering, du kan blive fundet i en billedsøgning
De fleste har billeder på deres hjemmeside. Rigtig mange glemmer dog at optimere deres billeder inden upload. Det skader deres hjemmeside, og det er besværligt og tidskrævende at ordne efterfølgende. Især hvis der er mange billeder. Så glem ikke at optimere dine billeder. Du kan blive fundet i en billedsøgning.
Effektive resultater med SEO
Udnyt alle mulighederne i Google My Business (lokal SEO)
Der er mange virksomheder, der ikke udnytter mulighederne i Google My Business. Er du en af dem? Det er gratis at oprette en virksomhedsprofil. Du kan oprette produkter og serviceydelser. Du kan også uploade billeder og video. Du kan desuden lave opslag i form af nyheder, begivenheder, tilbud og fremhæve et bestemt produkt. Opslaget bliver vist direkte i søgeresultatet ved søgning på din virksomhed. Du kan få dine kunder til at skrive en anmeldelse, som andre kan se, når de finder din virksomhed via Google Maps.
Det skal du have fokus på i 2020
Der er mange små detaljer, der skal være i orden, men der er også nogle overordnede punkter, som du bør have styr på. Hvad er så vigtigst – og i hvilken rækkefølge skal de prioriteres? Som soloselvstændig er du vant til at skulle prioritere. Det er en svær kunst. Nogle gange må det blive de ting, der er nemmest eller hurtigst at få styr på.
Her er et bud på en prioritering:
- Mobile-first Index (mobil version = rigtig version)
- Search Intent (hvad er hensigten med søgningen?)
- Content (unikt, detaljeret og relevant kvalitetsindhold)
- Linkbuilding (eksterne, interne og udgående links)
- Indlæsningshastighed (under 1 sekund)
- Brugersignaler (Dwell Time + Click Through Rate (CTR))
- Strukturerede data (navn, rating, pris, lagerstatus)
- Voice Search (talesøgning via fx smartphones)
Kilde: Camilla Simonsen ejer af Tekstsprutten