Ferie og fridage
Som lønmodtager har du ret til at holde fem ugers ferie om året, men du har ikke nødvendigvis ret til ferie med løn. Din ret til løn under ferie eller betalt ferie afhænger af dit ansættelsesforhold.
Du optjener ferie i perioden 1. september–31. august. Dette kaldes ferieåret. Den ferie, du optjener i ferieåret, kan afvikles i ferieafholdelsesåret, der starter samtidig med ferieåret 1. september, men løber helt indtil 31. december i det følgende år.
Hvis du som lønmodtager holder ferie med løn, og altså ikke ferie fra et feriekort, så får du også et ferietillæg, som er et tillæg til din løn. For statsansatte er det 1,5 procent af lønnen, mens det for ansatte i regioner og kommuner er 1,95 procent. For privatansatte er tillægget som udgangspunkt en procent af din årsløn, med mindre andet er forhandlet enten i overenskomst eller når man er ansat på en individuel kontrakt. Ferietillægget skal udbetales senest samtidig med, at du går på ferie og bliver ofte udbetalt to gange om året, med lønnen for maj og for august.
På borger.dk kan du beregne, hvor mange feriepenge du har optjent, hvis du har ferie med løn
-
Så meget betalt ferie har du
For hver måned du er ansat optjener du 2,08 dages betalt ferie. Ansættelse i et helt år giver dig altså ret til 25 feriedage eller fem ugers ferie med løn. Ved mindre end en måneds beskæftigelse optjener du ret til 0,07 dages betalt ferie for hver kalenderdag, du har været ansat. Du kan dog højst optjene 2,08 feriedag.
Er du timelønnet eller løstansat, får du ikke løn under ferie. Du får i stedet feriegodtgørelse på 12,5 procent af din løn.
Er du deltidsansat, er din løn under ferien den samme, som når du går på arbejde.
Er du i perioden mellem optjeningstidspunktet og afholdelsestidspunktet gået op eller ned i tid skal dette reguleres.
Kontakt DM på 38 15 66 00 eller dm@dm.dk og få mere rådgivning om deltid og løn under ferie.
-
Hvornår kan du holde ferie?
Det er din arbejdsgiver, der bestemmer, hvornår ferien skal placeres, inden for de rammer der er fastsat i ferieloven. Det betyder, at din arbejdsgiver så vidt muligt skal imødekomme dine ønsker. Men arbejdsgiveren har ret til at tage hensyn til virksomhedens behov og lægge ferien på et passende tidspunkt.
Hovedferie
De første tre uger af din ferie kaldes hovedferien. Den har du ret til at holde mellem 1. maj og 30. september. Du har også mulighed for at aftale med din arbejdsgiver, at du holder din hovedferie uden for denne periode. Du har ret til en endelig aftale om din hovedferies placering, senest tre måneder før hovedferien begynder.
Øvrig ferie
Den resterende ferie kaldes øvrig ferie og kan placeres i hele ferieåret fra 1. september til 30. august. Du har som udgangspunkt ret til at holde den øvrige ferie i sammenhæng af mindst fem dage. Du har ret til en endelig aftale om din restferies placering, senest en måned før restferien begynder.
Hvis du har aftalt med din arbejdsgiver, at du holder ferie på et bestemt tidspunkt, kan ferien som hovedregel ikke flyttes, med mindre I aftaler det. Der skal ifølge ferieloven være "væsentlige, upåregnelige driftsmæssige hensyn", før en arbejdsgiver kan ændre fastlagt ferie. I givet fald skal du have erstattet dine eventuelle egne udgifter, som følge af udskydelsen. Hvis du allerede har påbegyndt din ferie, kan ikke den afbrydes.
Du skal være opmærksom på, at feriegodtgørelse og løn under ferie som hovedregel kun kan udbetales, hvis du rent faktisk har en arbejdsfriperiode svarende til ferien. Dette kaldes "feriepligten".
-
Hvis du ikke har optjent ferie
Hvis du ikke har optjent betalt ferie, skal din nuværende arbejdsgiver ikke betale dig løn i den periode, du holder ferie. I stedet kan du muligvis have optjent feriegodtgørelse hos din tidligere arbejdsgiver. Har du ikke optjent feriegodtgørelse, kan du ansøge om feriedagpenge for perioden. Du skal kontakte din a-kasse om muligheden for feriedagpenge.
Din arbejdsgiver kan ikke pålægge dig at holde ferie, hvis du ikke har optjent betalt ferie, med mindre der er tale om en kollektiv ferielukning i virksomheden. Du kan læse mere om ferielukning nedenfor.
Der er mulighed for at aftale, at betalt ferie holdes, før den er optjent. Ferien skal dog kunne optjenes inden for samme ferieår, og den vil blive fradraget i optjent ferie senere i ferieåret.
Kontakt DM på 38 15 66 00 eller dm@dm.dk og få mere rådgivning om ferie på forskud.
-
Ferielukket på arbejdspladsen
Din arbejdsplads kan vælge at holde kollektivt ferielukket. Hvis den kollektive ferielukning er planlagt og varslet, kan din arbejdsgiver pålægge dig at holde ferie. Hvis du ikke har optjent betalt ferie, vil du i nogle tilfælde være berettiget til feriedagpenge eller dagpenge under ferien, hvis du er forsikret i en a-kasse. Kontakt din a-kasse for at høre om mulighederne for dagpenge.
Har arbejdsgiver ikke sikret, at du har gemt optjent ferie til virksomhedslukningen, skal arbejdsgiver betale løn for de pågældende dage.
Holder virksomheden lukket på et tidspunkt, hvor du, som har været ansat i hele det foregående ferieår og frem til virksomhedslukningen, ikke har optjent betalt ferie i alle de dage, virksomheden holder lukket, skal arbejdsgiver give feriebetalingen på forskud mod, at arbejdsgiver kan modregne i den efterfølgende optjening af betalt ferie.
-
Overførsel af ferie
Ferieloven giver dig mulighed for at overføre ferie. De første fire uger (20 dage) skal du holde i det pågældende ferieår, men den resterende ferie kan du overføre til det næste ferieafholdelsesperiode.
Da hverken du eller din arbejdsgiver kan forlange, at der sker overførsel af ferie, kræver det en aftale mellem jer. Aftalen skal være skriftlig og indgås inden ferieafholdelsesperiodens udløb 31. december.
DM anbefaler, at du er opmærksom på at aftale følgende:
- Hvor meget ferie skal overføres?
- Hvornår skal ferien holdes? Hvis det ikke aftales konkret, kan arbejdsgiver varsle afholdelse af ferien med normal varsel, det vil sige en måned.
- Kan den overførte ferie lægges i en eventuel opsigelsesperiode? Det kan den, med mindre I aftaler andet.
- Kan ferien overføres til følgende ferieår, hvis du er forhindret i at holde ferien på grund af feriehindring, for eksempel sygdom eller barsel?
-
Forældelse
Dit krav på løn under ferie, feriegodtgørelse eller ferietillæg kan forældes, hvis du ikke har gjort krav på godtgørelsen senest tre år efter ferieårets udløb.
Hvis din arbejdsgiver ikke efterkommer dit krav, har du mulighed for at rejse kravet ved en retssag, ved en fagretlig behandling eller ved politianmeldelse senest tre år efter ferieårets udløb. Kontakt DM for at få rådgivning om din situation.
-
Feriefrihed for nyansatte ny uddannede i staten
Nyuddannede ansat fra d. 1. april 2018 i staten, modtager i det første ansættelseår 5 fridage.
Fridagene skal afholdes i det første ansættelsesår, ellers vil disse bortfalde uden yderligere varsel.
Retten til fridagene, er at medarbejderen ikke har optjent ret til fuld ferie (5 uger) fra en tidligere ansættelse. Feriepenge fra et studiejob forud for ansættelsen vil ikke have påvirkning på retten, såfremt det ikke har været på fuldtid.
Retten til 5 fridage bortfalder igen, når den nye ferielov om samtidighedsferie træder i kraft 1. september 2020.
Ansat i region og kommune
Kontakt DM
Er du i tvivl om regler og rettigheder for din ferie, kan du altid kontakte DM.
Kontakt DM