Gyserekspert Dennis Jacob Hess Rosenfeld giver dig anbefalinger til, hvordan du kan få en efterårsferie fyldt med chok, gys og uhygge.
Oktober og efterårsferien kan være en oplagt mulighed for at gå lange ture i det solskinsrige vejr, samle kastanjer og drikke pumpkin spice latte. Men det er også den tid på året, hvor lyset langsomt forsvinder, vejret bliver koldere, og Halloween sniger sig nærmere.
Der opstår en særlig stemning, som både kan virke hyggelig, men også en smule urovækkende. Efteråret er nemlig ikke kun græskarsuppe og stearinlys. Det er også nøgne grene, der slår mod vinduet, vinden der hyler gennem sprækkerne i dit hus, den uforklarlige knirken i gulvbrædderne, og følelsen af, at du ikke er alene.
Derfor har vi fået DM-medlem og gyserekspert Dennis Jacob Hess Rosenfeld til at samle sine bedste anbefalinger til dig, der ønsker at omfavne den urovækkende stemning og mærke kuldegysningerne løbe ned ad ryggen i efterårsferien.
Uanset om du er til klassiske chok, det snigende gys eller psykologien bag uhyggen, er der noget at finde for enhver, der tør kigge mørket i øjnene.
Laird Hunt: In the House in the Dark of the Woods
For omkring et årti siden begyndte der en ny folk horror bølge indenfor både film og litteratur. En genre som af flere omgange har erobret mainstreamen, men for gyser-aficionados naturligvis aldrig har været helt væk. Hunts roman udmærker sig ved at være en gyserroman af en sjælden lyrisk og poetisk kvalitet. Den finder sted i kolonitidens New England og cirkler omkring hekse, folkesagn, og selve det grundstof som amerikansk mytologi udspringer fra. Den er ganske ubehagelig og uforglemmelig.
The Twilight Zone (1959-1964)
Er du en af dem der har gennemført alt der ligger på de gængse streamingtjenester er her en serie du med fordel kan kaste dig over. Skabt af Rod Serling og med en lang række af de allerbedste manuskriptforfattere er denne antologiserie noget af det bedste tv der er produceret. Ikke alle afsnit er uhyggelige, men når de er, glemmer man dem sjældent. Hver episode er en afsluttet historie, og forfatterne på serien har tydeligt ladet sig inspirere af O. Henrys eminente noveller og EC Comics gysertegneserier fra før der blev indført censur i amerikanske tegneserier.

Body Horror i Cinemateket
Det eminent kuraterede filmhus Cinemateket i København kører et body horror tema i denne periode og der er flere muligheder i efterårsferien for at stifte bekendtskab med nogle af genrens stærke værker. Fredag d. 17. oktober vises den franske In My Skin (Dans ma peau) som uden tvivl vil virke ganske væmmelig på de fleste gyserhungrende beskuere. Efter filmen er der talk med Jonas Ditlev og Sophie Gaarde-Nissen fra terapihuset AVILIUS om identitet, kropslig fremmedgørelse og fascinationen af det groteske. Filmen er bestemt ikke for sarte sjæle.

The Night of the Hunter (1955)
I år har en af mine favoritfilm 70-års fødselsdag. En af de største fadæser i Hollywood er at Charles Laughton kun instruerede denne ene film. Til gengæld er det et klokkeklart mesterværk med Robert Mitchum i den gåsehudsinducerende rolle som prædikanten Harry Powell der myrder sårbare kvinder depressionstidens Amerika. Skuespillet, kameraarbejdet, klipningen, musikken, ja, alting ved denne film er fuldstændig eminent. Sent vil man glemme de skyggefulde billeder af Mitchums tatoverede fingre (love, hate) der rækker ud efter den skarpe kniv og stålet der glimter i lyset.

Podcasts
Der findes et hav af podcasts om det uhyggelige på engelsk, men ikke særlig meget på dansk. Derfor vil jeg gerne slå på tromme for hele to af slagsen.
På sporet af Lovecraft er som navnet antyder en podcast hvor jeg i fællesskab med forfatter Merlin P. Mann læser mig igennem hele H.P. Lovecrafts forfatterskab i kronologisk rækkefølge. Det giver mulighed for at tale ikke bare om historierne, men den kontekst de blev til i.
Fra Castle Rock til Hollywood er en podcast dedikeret til Stephen Kings bøger og filmatiseringerne af selvsamme. Det er muligheden for at dykke dybt ned i en af de mest læste nulevende forfattere.
Events efter ferien slutter
Der er selvfølgelig masser af gyserarrangementer efter ferien og her er der lidt anbefalinger til den kommende tid.
BogForum Comics får besøg af Junji Ito. Den japanske horror mester hvis mangaer er noget af det mest gustne man kan få fingre i. Det er noget af et scoop at han gæster Danmark og der er flere scene-events med ham i løbet af messen.
Blodig Weekend løber af stablen d. 12-16. november i København og i Århus og Odense fra d. 14-16. Det er en skøn festival, der altid byder på et hav af fantastiske gyserfilm, arrangementer, marked og gæster fra nær og fjern. Jeg vil da også lige nævne at På sporet af Lovecraft introducerer Re-Animator i anledning af filmens 40-års jubilæum.
Endelig er der også et arrangement d. 27. november om gotisk litteratur på Østerbro bibliotek hvor et panel bestående af Mathias Clasen, Lene Østermark-Johansen og John Kenn Mortensen i to timer skal tale om de historiske, samfundsmæssige og videnskabelige begivenheder der var med til at danne grundlaget for den gotiske fortælling.
DM ønsker alle en (u)hyggelig efterårsferie, fyldt med mørke aftener og gode gys.

