Husker du at holde pauser i arbejdet? Derfor bør du gøre det (flere gange i timen!)
Du bliver mere produktiv og kreativ ved at holde pauser ofte – og undgår at miste overblikket midt i travlheden. Pauser på et par minutter er ofte nok.
Oplever du, at din hjerne er ved at koge over på dage med alt for mange møder kort efter hinanden, kollegaer spørger dig om noget, mens du har travlt, og det regner ind med mails, som er svære at få overblik over?
Så trænger du til at give din hjerne pauser.
’Jamen, så kan jeg slet ikke nå mine opgaver,’ vil du indvende.
Jo, og du kan faktisk blive mere effektiv og kreativ netop ved at holde pauser.
”Pauser er IKKE en luksus eller dovenskab – de er en helt nødvendig del af din arbejdsproces.”
Sådan siger lektor emeritus Ole Lauridsen, der i en lang årrække var underviser på Handelshøjskolen i Aarhus, som senere blev en del af Aarhus Universitet.
På Center for Undervisning og Læring har han fulgt forskningen i, hvordan vores hjerner virker, og han har prøvet det af i sit arbejde.
Enhver information, støj eller anden forstyrrelse rammer vores arbejdshukommelse, og så ryger koncentrationen
Hvorfor er pauser vigtige?
Selvom hjernen er skabt til at være i konstant aktivitet og virker til at rumme uendelige muligheder, er grænser for, hvad den kan præstere, forklarer Ole Lauridsen.
Du risikerer at overstimulere din hjerne i dagligdagen, fordi den bliver oversvømmet med informationer, som du vil gøre noget ved.
”Vores opmærksomhed er let at forstyrre. Og det bliver i øvrigt værre med alderen,” siger den 72-årige lektor emeritus med et grin.
Han er fascineret af, at vi stadig inderst inde er urmennesker, der oprindeligt netop skulle kunne forstyrres for at overleve.
”Enhver information, støj eller anden forstyrrelse rammer vores arbejdshukommelse, og så ryger koncentrationen – og vi må begynde forfra eller spole tilbage for at komme på sporet igen med vores opgave.”
Men i den moderne verden rammer vi alle en øvre grænse, og så får hjernen problemer med at fokusere, huske og finde på de gode løsninger. Vi kan miste overblikket. I værste tilfælde kan det ved vedvarende belastning ende med stress.
”Hvis du ikke selv sørger for pauser, tager hjernen selv en pause – og det er sjældent godt!” siger Ole Lauridsen.
Produktivitet handler ikke om at blive ved med at knokle, slår han fast:
”Erkend med dig selv, når du har ramt grænsen med opgaverne, så din hjerne er oversvømmet. Giv den ro. Her er pausen en redningsplanke.”
Hold en kort pause
- Hvil hjernen.
- Dagdrøm – lad tankerne flyde.
- Stræk dig, rejs dig.
- Træk vejret dybt.
- Tal med en kollega (ikke opgaverelateret).
Hvordan holder du de gode pauser?
Det er vigtigt, at vi erkender, at vi ikke må overbelaste hjernen.
”Derfor skal vi holde pauser et par gange HVER time i løbet arbejdsdag,” siger Ole Lauridsen.
Men hvis du er i flow, så fortsæt endelig arbejdet, understreger han. I hvert fald så længe du er opmærksom på, når du trænger til en pause.
Pauser på et par minutter er nok, og helt ned til et minuts pause kan have den ønskede effekt.
”Når du slipper tankerne fri, åbner du hjernen og får åbnet for nye netværk,” fortæller han.
Selv hvis du rejser dig og går frustreret fra din kontorplads efter at have bakset med en umulig opgave, får din hjerne fred. Det giver muligheden for at sætte gang i nye tankebaner, så problemet kan blive løst. Ligesom, at mange får de bedste ideer i badet
For mange kan det være en god arbejdsproces at skifte mellem 20 minutters koncentreret arbejde og 5-10 minutters fri tænkning, hvor hjernen arbejder uden styring og fokusering.
Overvej at lave en åndedrætsøvelse eller afspændingsøvelse, især hvis du føler dig presset i hovedet og kroppen, har tankemylder eller er frustreret.
Hvis det er svært at finde fred og ro til dine pauser i storrumskontoret, så kan det til nød være en udvej at bruge toilettet til at være alene, selvom det kan lyde ekstremt.
Ole Lauridsen opfordrer til at gøre det at holde gode pauser til et kollektivt opmærksomhedspunkt og ikke bare et individuelt ansvar. Derfor skal man få talt om det på arbejdspladsen.
Sådan kan du lave åndedrætsøvelse
- Træk vejret dybt ind, gennem næsen, men ikke helt ind.
- Hold vejret lidt.
- Træk nu vejret helt ind.
- Hold vejret lidt.
- Ånd langsomt ud gennem munden.
Hvad er ikke pauser, selvom du måske tror det?
Du trænger til et break fra opgaverne i løbet af arbejdsdagen, og hvad gør du så? Griber din telefon? Tjekker sociale medier eller nyheder? …
Det er en faktisk en dårlig ide.
”Det er IKKE en pause, for der har du stadig fokus og giver ikke hjernen fred. Vær bevidst om, at nu holder du pause.”
”Og ja, det kan være svært. Sig ’nej, ikke nu’ til dig selv. Prøv i det hele taget at gøre op med vanen med at ville tjekke alt hele tiden,” siger Ole Lauridsen.
Han opfordrer også til at slå notifikationer fra, fordi de forstyrrer dig i arbejdet, og sæt mobilen på lydløs.
Samtaler med kollegaer ved kaffemaskinen, over frokosten og lignende er ikke reel afslapning for din hjerne, hvis snakken handler om arbejde.
”Sociale pauser er gode, hvis de er uforpligtende. De skal være en fornøjelse,” understreger han.
Skarp pris på forsikringer
Som medlem af DM får du op til 27,8 % i rabat på privatforsikringer hos Alm. Brand.