DM’s forperson svarer på kritik: Fagbevægelsen skal hverken være HR-afdeling eller museum

I dagens Information kritiseres fagbevægelsen for at have erstattet kollektiv kamp med en individualiseret tilgang til løsning af arbejdslivets udfordringer. Jeg er enig et stykke af vejen.

I fagbevægelsens kamp om lønmodtagernes opmærksomhed lægges der i dag større vægt på rådgivning, som den enkelte oplever som konkret hjælp i hverdagen, og fordele, der opnås gennem medlemskabet.

Men individuel hjælp og kontante medlemsfordele må aldrig skygge for fagbevægelsens fundament. Solidaritet, fællesskab og kampen for ordentlige vilkår. Det skal altid stå forrest.

Jeg køber dog ikke præmissen om, at fagbevægelsens styrke skal måles på antallet af strejker.

Arbejdsmarkedet har forandret sig. Udfordringerne er alsidige, og redskaberne skal afspejle dette. Vi skaber resultater gennem overenskomster, politisk interessevaretagelse, tillidsrepræsentanter, juridisk bistand og organisering på arbejdspladserne. Strejken er et redskab. Ikke et mål i sig selv.

Jeg køber heller ikke modsætningen mellem kollektiv kamp og individuel rådgivning. Når et medlem bliver fyret, er det en voldsom begivenhed. Selvfølgelig skal vi hjælpe med jura, jobsøgning og vejen videre. Det er ikke individualiseret moralisme. Det er fagligt ansvar at være der for medlemmerne, når alting brænder på.

Samtidig skal vi bekæmpe årsagerne til usikkerheden. Uanset om det er på det private eller det offentlige arbejdsmarked.

På universiteterne arbejder vi ved overenskomstforhandlingerne for mere stabile ansættelser. Politisk kæmper vi for flere basismidler, som baner vej for flere faste ansættelser. Ved de seneste aftaler om forskningsreserven er der afsat to ekstra milliarder kroner i basismidler over en flerårig periode.

Midlertidighed og fyringsrunder er reelle problemer. Svaret er ikke nødvendigvis den arbejdsnedlæggelse, der giver de største overskrifter. Det afgørende er forbedringer af medlemmernes vilkår.

Fagbevægelsen skal kunne begge dele. Vi skal kæmpe kollektivt og hjælpe individuelt. Vi skal hverken være en HR-afdeling eller et museum over fortidens arbejdskampe. Opgaven er den samme som altid. Vi skal skabe reel indflydelse og bedre vilkår for vores medlemmer.

Redskaberne må følge med tiden.