Spring menu over

Lønregulering og omregning af individuelle tillæg

Del artikel:

På offentlige arbejdspladser tager såvel basisløn som tillæg udgangspunkt i et grundbeløb, som reguleres på aftalte tidspunkter (typisk 1. april og 1. oktober) i henhold til de reguleringsprocenter, som er aftalt ved de centrale overenskomstforhandlinger i det offentlige.

Reguleringsberegner

Du kan bruge reguleringsprocentberegneren til at omregne løn og tillæg du har fået oplyst i grundbeløb til nutidskroner. Du kan også anvende beregneren til at tjekke, om du har fået din løn korrekt reguleret på de aftalte reguleringstidspunkter.

Hvad er lønregulering?

Ved de centrale overenskomstforhandlinger aftales hver gang hvordan de offentligt ansattes lønninger skal stige – det kan ske som stigninger i centralt aftalte tillæg, som stigninger i de forskellige løntrinsbeløb og som generelle lønstigninger til alle offentligt ansatte. Derudover kan der lokalt aftales individuelle tillæg.

Reguleringerne foregår ud fra et grundbeløbsniveau og parterne aftaler ved forhandlingerne, hvornår i overenskomstperioden reguleringerne skal gøres op og udmøntes.

Hvad er reguleringsordningen?

Siden 1984 har forskellige udgaver af reguleringsordningen sikret, at lønningerne på det private arbejdsmarked ikke stikker af fra det offentlige. Formålet med ordningen er således at sikre en tilnærmelsesvis parallelitet mellem lønudviklingen i den statslige og den private sektor.

Danmarks Statistik beregner årligt, hvor store lønstigningerne har været i det private og i stat, kommuner og regioner. På baggrund af disse tal er hovedprincippet, at lønnen reguleres med 80 procent af forskellen mellem lønstigningerne i den private og den offentlige sektor.

Ved overenskomstforhandlingerne aftaler parterne de generelle lønreguleringer, som skal gælde i overenskomstperioden. Herudover kommer så eventuelle udmøntninger fra reguleringsordningen.

Hvis den private sektor har haft en højere lønudvikling end den offentlige sektor, medfører reguleringsordningen, at 80 procent af forskellen udmøntes som generelle lønforbedringer, der lægges til de aftalte lønstigninger.

Hvis den offentlige sektor derimod har haft en højere lønudvikling end den private sektor, medfører reguleringsordningen, at 80 procent af forskellen udmøntes som en generel lønreduktion, der trækkes fra de aftalte lønstigninger.

Udmøntningen for reguleringsordningen i indeværende overenskomstperiode: 

  • I kommuner og regioner pr. 1. april 2024, 1. oktober 2024 og 1. april 2024
  • I staten pr. 1. april 2024 og 1. april 2025

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje