Kunstig intelligens er allerede en del af arbejdslivet for mange kommunikatører. Her er tre gode råd til, hvordan du gør AI til en sund arbejdsmakker.
Kunstig intelligens kan skrive pressemeddelelser, lave illustrationer, kode hjemmesider og meget mere.
Men bare rolig, kunstig intelligens vil ikke stjæle dit job, siger journalist og forfatter til bogen ‘Sådan forandrer automatiseringen medierne’, Andreas Marckmann.
Hans hovedpointe er derimod, at kunstig intelligens kan gøre dig bedre til det, du allerede er god til. Derfor skal du vide, hvordan du korrekt kobler teknologien på dit arbejdsliv. Her er tre råd til hvordan
Du behøver ikke lære kode
Når Andreas Marckmann holder oplæg om kunstig intelligens, oplever han ofte, at publikum er bekymrede over spørgsmålet: Hvad skal jeg kunne?
De sænker skuldrene, når han fortæller, at de ikke behøver at lære kode, for at have et job i fremtiden. Han understreger, at det ikke er en ulempe at kunne kode, men alle behøver ikke lære det.
Start samtale om etisk brug
Kunstig intelligens reproducerer menneskers bias. Derfor er det vigtigt, at I på arbejdspladsen snakker om, hvilket værdisæt I vil bruge teknologien med, før teknologien lukkes ind i arbejdsrummet.
Start med at identificere de opgaver, hvor kunstig intelligens kan være relevant. Det kan fx være fritlægning af billeder, skrive udkast til pressemeddelelser eller sammenfatte årsrapporten.
Når opgaverne er fundet, har I et konkret udgangspunkt for snakken om etisk brug. Tag derfor udgangspunkt i hver opgave, og svar på følgende spørgsmål:
- Hvilke etiske argumenter er der mod at bruge AI til denne opgave?
- Hvor meget magt overlades til AI i udførelsen af denne opgave?
- Hvordan sikres det, at arbejdet udføres korrekt? Fx en manuel gennemlæsning eller faktatjek.
Nøglen er dataforståelse
For at koble kunstig intelligens på dit arbejdsliv behøver du ikke forstå, hvordan teknologierne virker. Du skal dog vide, hvad teknologierne kan.
Det er det, Andreas Marckmann kalder dataforståelse. Han har derfor udviklet følgende tjekliste, der hjælper dig med at finde ud af, hvilken viden du mangler om kunstig intelligens. Og bare rolig: Hvis du ikke kender til alle begreberne, så ved du præcis, hvad du skal søge mere viden om. Du skal på sigt kunne nikke genkendende til:
- Jeg forstår, hvad kode er (selvom jeg ikke kan læse det)
- Jeg forstår, hvordan algoritmerne på nettet - fx hos Google eller Facebook - virker
- Jeg forstår, hvordan computere tænker (computational thinking)
- Jeg forstår, hvad struktureret data er, og hvordan det skal struktureres, for at en maskine kan læse det
- Jeg forstår, hvilke dele af mit arbejde som måske kan automatiseres og hvorfor
- Jeg kan navigere i regneark, forstå og analysere data præsenteret i det format
- Jeg kan selv strukturere data - fx i et regneark - så en maskine vil kunne læse det
- Jeg kender og kan bruge værktøjer, som kan hjælpe med nogle af de repetitive eller uoverskuelige opgaver i mit arbejde
- Jeg forstår, hvordan de algoritmer, jeg møder, og de værktøjer, jeg bruger, kan påvirke kvalitet og etik negativt i mit arbejde - og jeg tager nødvendige forholdsregler
Kilde: ‘Sådan forandrer automatiseringen medierne’ , 2020, af Andreas Marckmann